Øjeblikket er forpasset
Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.
Transient
Identical to None
The Dark Unbroken
Remain in the Unknown
Standstill
Ego Deception
A Drawn Out Exit
Eyes of the World
Failstate
Empires Lost to Time
In Truth Divided
Svensken har i mange år været leveringsdygtige i den ene ørehængende klassiker efter den anden og har derigennem gjort Göteborg til knudepunkt for en hel subgenre, der den dag i dag stadig lever. 'Moment’ er en nekrolog over den göteborgske dødsmetal, der burde være lagt i graven med det forrige årti. Ikke fordi man kun må spille moderne musik med alle de variationer, som puristerne hader – bestemt ikke. ‘Slaughter of the Soul’, ‘Doomsday Machine’ og ‘Soundtrack to Your Escape’ er nogle af mine hall of fame-albums indspillet af diverse melodødsmetallere, og selv uden nostalgiens tonede briller kan de stadig stå for sig selv den dag i dag.
Hvorfor er det så, at jeg har så travlt med at forsvare genren, samtidig med at jeg forsøger at få den lagt i graven? Det skal jeg sige jer, kære læsere: Dark Tranquillity pisker en død hest. Ja, vort svenske broderfolk har adskillige slidstærke albums på samvittigheden, hvoraf At The Gates’ ‘Slaughter of the Soul’ er den subjektivt bedste. In Flames har også en eller to med sit navn på. Men det er mange år siden, og selvom begge to stadig udgiver plader, er der mindst én af dem, der burde lade være. To, hvis du tæller ‘Moment’ med.
Men det er sikkert en skidegod plade …
Bevares, formularen for melodisk dødsmetal a la Göteborg bliver fulgt punkt for punkt. Der er masser af tilløb til storladne crescendoer og den der klassiske svenskermelodødlyd, vi kender og elskede. Åbneren ‘Phantom Days’ afslører et forskud på arven fra Göteborg, og det lyder lidt henad dengang, In Flames havde røv i bukserne. Til gengæld lyder ‘Transient’ som en tyndbenet Arch Enemy anno ‘Doomsday Machine’ – bare uden samme tyngde.
Nummeret ‘Identical to None’ skal fremhæves som eksempel på, at det godt kan svare sig at fiske lidt i en ny dam efter inspiration, og hvis du synes, at riffet lyder bekendt, så har du med garanti drukket mere end én øl til tonerne af ‘96 Quite Bitter Beings’ af CKY. Og det er en smule bittersødt for mig som forhenværende ivrig fan af melodød, at det mest interessante ved pladen er noget, en anden har fundet på. Jeg kan sagtens se charmen ved de klassiske dyder, men melodisk dødsmetal er en statisk størrelse, og skal den smage af andet end 100% köttbulla, så skal den rykkes op med rode, for ellers stagnerer den.
Både ‘The Dark Unbroken’ og ‘Remain in the Unknown’ er to forglemmelige størrelser, der sammen med ‘A Drawn Out Exit’, ‘Eyes of the World’ og ‘Failstate’ er skåret ved den samme blå/gule læst uden de helt store overraskelser. En sjælfuld ren vokal, et passende afstemt growl, store armbevægelser og det hele mixet til en pæn, glitrende masse. Spandfulde af svævende soli og bastante trommer, der føles ufarlige og velkendte, fuldender lyden, men det hele er form og intet fyld.
... hvis man er til lyttervenlig melodød, der ikke chokerer nogen
Heldigvis er det ikke alt sammen kun til pynt. ‘Standstill’ introducerer en summende 80’er-følelse, der holdes i hævd af et diskret piano, og Dark Tranquillity genintroducerer på dette nummer et element af doom. Det er dog første gang, at jeg rent faktisk føler mig engageret i pladen, fordi de ikke længere blot lyder som en anonym version af alle de andre. Solosektionen er nærmest legesyg og formår at markere sig som en, jeg husker fra de andre. Ligeledes er ‘Ego Deception’ på den instrumentale side ikke kun druknet i fløde. Som et lettere fortyndet Meshuggah hugger rytmesektionen nummeret over, og i et øjeblik smager det af noget, man ville servere for sine gæster.
Der var engang, hvor In Flames, At The Gates og Arch Enemy var min uhellige treenighed. Men den svenske melodød befinder sig i en tidslomme, for der er kun så og så mange variationer over det samme tema. Dark Tranquillity har ikke altid været det samme band, bestemt ikke, og de har haft forskellige tilgange til musikken gennem årene, hvilket har kastet mange langtidsholdbare albums af sig. Det her er ikke et af dem. Med 'Moment’ har de malet sig selv op i et hjørne med en poleret og ufarlig version af ‘Atoma’, og det føles mest som om, at de har villet satse på den sikre opskrift.