Deafheaven giver kedelige gaver
Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.
2. Daedalus
3. Vertigo
4. Language Games
5. Glint
6. Baby Blue
7. The Pecan Tree
8. Dream House
Her på Devilution har vi tradition for at give Deafheaven gode karakterer for både albums og liveperformances. Men hvad så hvis de to ting fusioneres? I anledning af alles corona og Deafheavens tiårsjubilæum som band, har black metallens enfant marvilleux udgivet et ”live”-album. Det består af, hvad der skulle have været sætlisten på en tour, der – af åbenlyse årsager – ikke er blevet ført ud i livet.
Men der mangler noget. Der mangler live-optagelserne, der giver os derhjemme en snert af stemningen fra de koncerter, der gik til grunde i kølvandet på pandemien. I stedet bliver vi spist af med, hvad der i virkeligheden bare er en opsummering af ti år med begloede skosnuder og studiesessions af deres musikalske højdepunkter gennem den sidste dekade.
Ti år, otte lys
Hele konceptet fremstår som en halvsløj fødselsdagsgave købt i al hast på den lokale tankstation. Hvem er den til? Deafheaven-kenderen, der mangler en greatest hits i samlingen? Folk, der ikke kender bandet og ikke har tålmodighed til at opsøge diskografien? Der mangler et incitament til at investere i, hvad der dybest set ender med at lugte af en opsamling. Den slags kan såmænd være godt nok, men de plejer at byde på lidt ekstra lir i form af demoer, b-sider og alt muligt andet som fans labber i sig. Den slags – sammen med fornemmelsen af at opleve en koncert derhjemme – må man undvære hér.
Med lidt over en times spilletid, er det ikke en helaftensforestilling, vi bliver indlagt til, og de kun otte numre repræsenterer bandets rejse fra ”vi har ikke råd til amps, så vi spiller på akustisk guitar” til ”vi er black metallens fremtid”. Man kan undre sig over, hvorfor valget faldt på det absolutte minimum, når nu Deafheaven excellerer i at brede sig udover en større flade, og deres fans er både mangeartede og mangfoldige. Jeg kan kun gisne om baggrunden for den asketiske udgivelse, men uanset hvad så virker det som en forhastet og kalkuleret beslutning – forklædt som fan-service.
Ingen penge, bare et kort
Det eneste sted jeg får fornemmelsen af en liveplade er rækkefølgen af numre. Der er klart skelet til, hvordan de ville gøre sig live, og den pladeløse single ’From the Kettle Onto the Coil’ ville
gøre sig godt som åbner til de fiktive koncerter. ’Daedalus’ fra deres unavngivne demo fra 2010 (jeps, den der blev spillet akustisk) er en glimrende efterfølger, der med sit Blink 182-riff slår tonen an for et band, der om nogen har delt vandene blandt black metal-fans. Resten af albummet fokuserer primært på 'SUNBATHER' fra 2013, som vi også havde noget at sige om.
Selvfølgelig er der også plads til både ’Language Games’, ’Glint’ og ’Baby Blue’, men der er ingen tvivl om, at Deafheaven godt ved hvilken plade, der fik dem på landkortet, og traditionen tro slutter de ”sættet” af med det nummer, alle taler om: ’Dream House’. Men jeg sidder tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål, hvor ”HVORFOR?” er det mest presserende. Ikke hvorfor den og den sang ikke er med, eller
hvorfor rækkefølgen er som den er. Men HVORFOR udgive noget, der hverken er fugl eller fisk, og servere det som om, det er andet end optøede rester fra forrige vinter? Jeg vil hellere høre deres bagkatalog fra ende til anden, end at bruge tid og kræfter på ”højdepunkter” uden kontekst. Tillykke med fødselsdagen.