Endnu et lys fra fyrtårnet
Devin Townsend bliver bare ved og ved uden, at man kan spore nogen træthed eller fornemme, at inspirationskilderne tørrer ud, men Lightwork mangler måske noget for at skille sig ud blandt de mange andre i diskografien.
2. Lightworker
3. Equinox
4. Call of the Void
5. Heartbreaker
6. Dimensions
7. Celestial Signals
8. Heavy Burden
9. Vacation
10. Children of God
Hvilket nummer i rækken af udgivelser fra Devin Townsend er ‘Lightwork’? Vel omkring nummer tredive, hvis man tæller alle bands og solo-konstellationer med fra en karriere med en imponerende høj udgivelsesfrekvens. Men hvilken genre er det så denne gang? Vel en slags ultra-symfonisk progressiv new age easy listening heavy metal i wall of sound-indpakning, sådan cirka.
Det hele starter med mågeskrig, tudende færgehorn og bølgeskvulp, og ind i mellem, synger Devin Townsend primært gudesmukt og storladent, for det er trods alt omkring det harmoniske, at denne plade centreres. Det er med de helt store omkvæd, enorme kor og episke riffs, som agerer klimaks. Det har man hørt mange gange før fra Devin Townsend, og hvis man er virkelig godt inde i hans diskografi, kan man sikkert også udpege præcis hvilke tidligere plader, der har mange lighedstegn ved disse. Her nøjedes det med at blive påpeget, at meget virker bekendt. Det kunne være en anklage om, at canadieren går i ring og gentager sig selv, men sådan føles det stadig ikke – man kan måske snarere sige, at han er vanvittigt god til at citere sig selv med et lille tvist.
Ofte bliver Devin Townsend kaldt gal og et geni i samme sætning, og da geniet nu er fremhævet, vender blikket sig mod et nummer som ‘Dimensions’, hvor der er minder om tiden med Steve Vai og samtidigt noget ondt, industrielt og brutalt, som trækker i en helt anden retning, hvor han ikke har været så ofte på det seneste. Det er udtryk, som kunne være interessant at møde på et helt album, men her får vi det kun som et voldsomt og forfriskende afbræk på en udgivelse, hvor meget lidt musik er uharmonisk.
For efter dette venter ‘Heavy Burden’ som et skævt nummer, og så melankolsk pop i ‘Vacation’ og ikke mindst en intens afslutning med ‘Children of Gods’ monumentale storhed. Og når hav-stemningen til sidst fader ind igen, er det måske ikke afslutning på en milepæl blandt Townsends mange albums. Det er bare fandens solidt og mange niveauer over, hvad de fleste andre kunstnere kan skabe.