Evigt skuffende udspil
Populær
Der er gået otte år siden 'Abrahadabra', og selvom 'Eonian' er vellydende, så er den desværre også kedelig og derfor ikke evigheden og ventetid værd.
2. Interdimensional Summit
3. Ætheric
4. Council of Wolves and Snakes
5. The Empyrean Phoenix
6. Lightbringer
7. I Am Sovereign
8. Archaic Correspondance
9. Alpha Aeon Omega
10. Rite of Passage
Dimmu Borgir. Enten hader man dem, eller også elsker man dem. I hvert fald hvis man kan lide black metal. Udfordringen for det norske band er, at de startede i undergrunden med 'For All Tid' i 1995, lige da norsk black metal var allermest i vælten i verdenspressen. Med 'Stormblåst' året efter fik de ret hurtigt cementeret sig som et navn, der skulle nævnes sammen med andre nykomne bands som Satyricon m.fl. Med 'Enthrone Darkness Triumphant' i 1997 tog de dog et kvantespring både stilmæssigt og på popularitetsbarometeret. De fik deres første regulære hit i 'Mourning Palace' og blev kastet op i en helt anden liga end der, hvor de startede kun to år tidligere.
Her befandt bandet sig godt kunstnerisk, og særligt 'Puritanical Euphoric Misanthropia' gjorde bandets fans glade. Det stak dog helt af med 'Death Cult Armageddon' fra 2003, der sendte dem helt op i de øverste luftlag og pladser på festivalplakaterne. På knap 10 år havde Dimmu Borgir overhalet alt og alle indenom og blev det største black metal-band, Norge nogensinde havde fostret. Det siger ikke så lidt, når man tænker på, at de navne, de detroniserede var Emperor, Mayhem, Darkthrone, Burzum m.fl.
Deres status som det største navn satte de selv en stor, tyk og sort streg under i 2007, da de udgav 'In Sorte Diaboli', der om muligt blev endnu bedre modtaget end forgængeren. Dimmu Borgir kunne gå på vandet. Den kunstneriske kerne i Shagrath, Silenoz, Galder, Mustis og ICS Vortex, eller Stian Thoresen, Sven Atle Kopperud, Tom Rune Andersen, Øyvind Johan Mustaparta og Simon Hæstnes, som deres borgerlige navne er, kørte i allerhøjeste gear. De fik det bedste frem i hinanden, og det er de færreste, der ikke har 'Death Cult Armageddon' og 'In Sorte Diaboli' som nogle af de bedste plader i Dimmu Borgirs bagkatalog. Store udgivelser inden for symfonisk black metal, der ikke siden er blevet overgået.
Desværre for Dimmu Borgir varede lykken ikke ved. ICS Vortex og Mustis forlod bandet i 2009, og med dem smuttede der en bassist med en god vokal samt en keyboardspiller, der bidrog til det symfoniske lag i bandets musik. Året efter udgav de 'Abrahadabra', der i den grad udstillede manglen på det kunstneriske med- og modspil, de to herrer havde bidraget med i et årti i bandet, hvor de triumferede og sejrede.
Siden gik der familie i det for de tilbageværende, og så går otte år hurtigt. Lidt festivaljobs og en udgivelse af nogle koncerter i Oslo og på Wacken med et symfoniorkester har forsøgt at holde liv i navnet, men der er ingen tvivl om, at koster at være ude af folks bevidsthed i otte år.
Nu er Dimmu Borgir dog tilbage med deres 10. studiealbum 'Eonian'. Titlen betyder evighed. Cirka samme periode, som de har brugt på at lave den. Da vi interviewede Silenoz for præcis et år siden ,sagde han da også, at kunst ikke kan forceres. Det skal de heller ikke have kritik for at have gjort.
Problemet er bare, at selvom Dimmu Borgir har brugt otte år mellem to plader, og den tid kan 'Eonian' ikke bære. Der mangler simpelthen numre, der fænger ligesom 'Mourning Palace', 'The Serpentine Offering', 'Progenies of the Great Apocalypse, 'Gateways' og 'Vredesbyrd'. Dimmu Borgir har jo netop været mestre inden for symfonisk black metal, hvor det både lyder pompøst og har riffs og hele pivtøjet.
Her kan man høre førstesinglen 'Interdimensional Summit':
'Eonian' har det pompøse. Den lyder godt. Der mangler bare lige de riffs, der får sangene til at blive på nethinden. Der er lige en snert af det på 'Ætheric', der både riffmæssigt og orkestralt hænger godt sammen, og den lyder måske en anelse af Satyricon, men dog stadig i klassisk Dimmu Borgir-stil med store kor og orkestre.
Det er, som nævnt tidligere, stadig det, der deler vandene. Der er dem, der godt kunne lide Dimmu Borgir, da de stadig var kulsorte på de første par plader, mens langt størstedelen af deres fans er glade for den symfoniske drejning, bandet tog omkring 'Enthrone Darkness Triumphant'. For de fans er der godt nyt. 'Eonian' er en fortsættelse af det, der har været bandets varemærke i godt 20 år.
Men så er der heller ikke så meget mere at skrive hjem om. 'Eonian' er 10 numre lang, hvoraf de fleste er anonyme og generiske. Det understreges nok allerbedst på 'Council of Wolves and Snakes', som bandet også har lagt op på YouTube. Den slanger sig af sted med klassisk Dimmu Borgir, med det metalliske vers og broen til det store kor vævet sammen af symfoniorkesteret. Nummeret kan høres her:
'Eonian' forbliver bare en alt for tynd kop te i forhold til, at den har trukket i de norske fjelde i otte år. Produktionsmæssigt er den dog, præcis som man kunne forvente. Det hele lyder virkelig godt. Band, orkester, kor. Det hele er flot sat sammen. Dimmu Borgir er et band, der har tid og råd til at bruge de nødvendige ressourcer i studiet, og med mastodonten Nuclear Blast i ryggen tages der ingen chancer i tilblivelsesprocessen. 'Eonian' lyder mindst lige så godt som de tidligere udgivelser. Sangene er bare ikke nær så gode, og det er jo nok det værste, man kan sige om en plade. Så vi lander på en karakter under middel. Hvis man sætter pladen på, er ingen i tvivl om, at det her er Dimmu Borgir. De færrste vil dog kunne dechifrere numrene fra hinanden, selv efter flere gennemlytninger. Lige på nær 'Ætheric'. Pladens bedste nummer tæt forfulgt af 'The Empyrean Phoenix', hvor det især er guitarerne, der bærer nummeret frem. Men der er langt mellem snapsene. For langt.