Fremtiden er allerede rådden
Gorleben bygger videre på debuten som radioaktive profeter med et album, der forvandler doom til dommedagspsykedelia.
Sarkophag
Erg
Menetekel
Der er noget både dybt foruroligende og forførende ved ‘Menetekel’. Den føles som et røgsignal fra en alternativ tidslinje, hvor apokalypsen allerede er indtruffet, og alt, hvad der er tilbage, er et band, der spiller på ruinerne. Dresdens mest sortsynede eksportvare har efter 15 år på den europæiske undergrund endelig fundet en lyd, der både forvandler og forplumrer – en art blackened doom, der kolliderer med krautrock, psych og industrielle drømme.
Gorleben har eksisteret i over 15 år, men det første, omverdenen fik at høre, var en EP fra 2021, hvor to numre på et kvarter hver afslørede et band, der tydeligvis ikke var bange for at lade musikken ånde og udfolde sig. Debuten ‘Game Over’ tilføjede så flere overbygninger til deres blackened doom-eskapader, men ‘Menetekel’ er alligevel noget andet. Noget mere visionært – og langt mere foruroligende.
De fem medlemmers kunstnernavne – i form af de atomare aliasser 60CO, 235U, 232TH, 239PU og 85KR – mere end antyder, at alvoren og absurditeten går hånd i hånd. Læg dertil et lydbillede, der er hypnotisk, tungt og mærkeligt tidløst. Som om nogen har mixet Amon Düül II, Dead Can Dance og The Monolith Deathcult i et blyforet laboratorium.
Åbneren ‘Countdown’ er som at vågne op i tågen efter en eksplosion. Fuglekvidder, dyb bas og langsomme trommer, og så det uundgåelige mørke, der kryber ind. Doom, post-metal, et strejf af gaze. De mange tangenter giver musikken et nærmest modernistisk skær, og Gorleben bygger kontinuerligt op uden nogensinde at falde for fristelsen til det store pay-off. Spændingen bliver hængende som radioaktiv støv.
‘Sarkophag’ hæver indsatsen med svulmende keyboardflader og dødsdunkle guitarlag, der smelter sammen i et hallucinogent crescendo. Midtvejs dukker et mellemøstligt tema op – et uventet, men forbløffende naturligt afbræk, som vækker mindelser om Nektar og Steve Hillage i deres mest orientalske hjørne. Her bliver det tydeligt, at Gorleben ikke længere spiller metal i klassisk forstand; de konstruerer et lydunivers, hvor genrer kun eksisterer som gamle, forladte byer, man kører igennem på vej mod noget nyt.
'Erg' trækker tempoet, men ikke intensiteten ned, båret af tribale rytmer og vokaler, der minder om Dead Can Dance i et depressivt hug af DSBM. Der er noget næsten spirituelt i, hvordan bandet her bruger stilheden – de åbne rum, hvor intet sker, men alt truer med at ske. De viser en modenhed, mange tungere navne stadig kæmper med: evnen til at lade musikken ånde, til ikke at udfylde hvert et hul.
Titelnummeret afslutter albummet med et skingert riff og Uriah Heep-agtige orgler, mens vokalerne balancerer mellem ekstase og desperation. Forestil dig Messa og Melechesh i et tågesyn, og du nærmer dig. Her forløses albummets apokalyptiske energi endelig, uden at det nogensinde bliver ren katarsis.
Produktionen er rå og levende, som om ‘Menetekel’ er optaget i ét langt ritual snarere end i et studie. Live-energien pibler frem mellem lagene af synth, moog og Hammondorgel, og man kan høre, hvordan bandet spiller med hinanden snarere end imod – hvordan de konstant holder stormen lige på kanten af det eksplosive. Det giver ‘Menetekel’ en nerve, som mange polerede metalproduktioner desværre forlængst har mistet.
‘Menetekel’ er med andre ord ikke et album, man sætter på i baggrunden. Det er ikke for dem, der søger øjeblikkelig tilfredsstillelse, men i stedet kræver det – og fortjener også – din fulde opmærksomhed. Med et sært dragende mørke føles den som et varsel, et musikalsk mene mene tekel upharsin: dine dage er talte, vægten er målt, og dommen er fældet.
Når de sidste, forvrængede toner forsvinder, efterlades man heller ikke med svar, men snarere med en mærkelig længsel efter mere. Måske er det netop dér, Gorlebens styrke ligger: i spændingen mellem opløsning og overlevelse. I viljen til at blive ved med at søge.
… og ærligt talt: Lad os håbe, de aldrig finder, hvad de leder efter.