Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Køleskabsmagnetcore

Updated
hatebvreed-Weight-Of-The-False-Self

Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.

Kunstner
Titel
Weight of the False Self
Trackliste
Instinctive (Slaughterlust)
Let Them All Rot
Set It Right (Start With Yourself)
Weight Of The False Self
Cling To Life
A Stroke Of Red
Dig Your Way Out
This I Earned
Wings Of The Vulture
The Herd Will Scatter
From Gold To Gray
Invoking Dominance
Karakter
2

Det har altid været nemt at grine af Hatebreed. Jamey Jasta har pustet sig op som bandanabærende tough guy og tonedøvt brølet løs om at falde, rejse sig igen og falde i én uendelig cirkel af ydmygelse og selvhad. Som en blanding af en motivational speaker med forstoppelse og de allermest tykhovedede og selvmedlidende øjeblikke hos Pantera gentaget sang efter sang, plade efter plade gennem årene.

Der er bare lige det i det, at de plader er sværere at afskrive end som så. ‘The Rise of Brutality’ fra 2003 står som en milepæl i 00’ernes hardcore og var på godt og ondt med til at sikre den metalliske hardcores genfødsel og dominans årtiet ud. Det gjorde den ikke mindst, fordi Jamey Jasta hurtigt viste sig at have mere at byde på sangskrivningsmæssigt end de fleste andre i scenen. Han begrænsede sine virkemidler, jovist, og der blev ikke skejet ud, men der var lige dén bro og dét break, der skilte sig ud; dét hook og dén melodilinje, der var den tand hævet over det generelle niveau.

Det nåede sit foreløbige højdepunkt på ‘The Divinity of Purpose’, der var pakket med gode thrashriffs. De forventninger, det stillede, indfriede bandet bare ikke på den efterfølgende ‘The Concrete Confessional’, hvor riffene var lige den tand mindre inspirerede, og de opbyggelige visdomsord var trætte som køleskabsmagneter.

Jamey Jasta trængte gevaldigt til at forny sig selv og Hatebreed. I de fire år, der er gået siden ‘The Concrete Confesional’, har han bl.a. lavet sin podcast, The Jasta Show, og kurateret og produceret en plade for Twisted Sister-frontmanden Dee Snider. Måske er det den pause og de impulser udefra, der har fået ham på den tanke, at det fedeste, Hatebreed kunne gøre på deres ottende album, ville være at gå tilbage til rødderne og lave metallisk hardcore, som om det var 90’erne om igen, og Jasta og de andre faste medlemmer stadig var skadede teenagere klar med næverne oppe.

Det lovede faktisk godt, da singleforløberen ‘When the Blade Drops’ kom tilbage i februar. Kort efter kom der bare en pandemi, så pladen blev udskudt indtil nu, hvor den lander som en våd klud uden rigtige koncerter til at bakke den op. ‘When the Blade Drops’ er udeladt, hvilket man kunne læse, som om Hatebreed havde endnu bedre materiale at diske op med: Det har de bare ikke.

Det virker sådan set effektivt nok at starte lige på og hårdt, som de gør det i ‘Instinctive (Slaughterlust)’, men stop/start-motivet afløses snart af bøffet tøffen afsted i det morfartempo, der desværre dominerer pladen. Selvfølgelig er der afstikkere: ‘Dig Your Way Out’ har en smule spræl i sig og et klassisk Jasta-udsagn i omkvædet, der er lige til et backprint – “Don’t taste the pain, become it” – inden den squatter tungt i et brutalt breakdown. Lige der er det slet ikke dumt. Værre er det med pladens anden afstikker, ‘Cling to Life’, med sin melodøds-signatur og et skrækkeligt melodisk omkvæd. 

I alletiders største Hatebreed-sang, ‘Live for This’, lød det lommefilosofisk: “If you don’t live for something, you’ll die for nothing.” Som det er nu, bliver det “something” stadigt mindre hos Hatebreed.