Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt ordspil, dystopisk udtryk

Updated
hersker hudangst

Med ’Hudangst’ får Hersker sat sig på landkortet med smadret black metal, der synges på dansk og har måske årets bedste titel på en plade.

Kunstner
Titel
Hudangst
Dato
21-09-2022
Trackliste
1. Udbrændt barn
2. Faldet
3. Afskåret
4. Byrden
5. Fængslet
6. Barnet
7. Klingens rust
8. Angstbetonet vejrtrækning
9. Løgnen
10. Guillotinen
11. XI
Karakter
4

Hersker spiller black metal. En herligt smadret, punket og vred udgave af det. Når man skimmer sangtitlerne, er man ikke i tvivl om, at der er en overvældende følelse af indestængt vrede og desperation, der forsøges krænget ud gennem instrumenter og forvredne skrig.

Bandet startede helt tilbage i 2015 som et én-mandsprojekt. Tiden og livet går, og i 2020 blev der så tilføjet en trommeslager. I efteråret og vinteren 2020 brugte Hersker så fire dage i studiet, hvor de fik lagt alle 11 spor ned. Efterfølgende tog de ud til Quentin Høegh Nicollet i Black Sun Audio, hvor pladen blev mastered. Nicollet har også skruet på knapper for bands som Horned Almighty, Crocell, Woebegone Obscured m.fl., så han kan sit kram i den genre.

’Hudangst’ er en rå og desperat plade, der ifølge bandet selv er en refleksion over den angst og kedsomhed, der kan krybe ind under huden på folk, der lever i det, der påstås at være verdens lykkeligste samfund; Danmark. Men hvor lykkelige er vi egentlig, hvis vi lige kommer lidt længere ned under huden? Hersker hævder selv, at de vil rive de ydre lag af tilværelsen og blotte den utilpashed, der er rodfæstet i rutinemæssige og forpurrede ambitioner.  Hersker vil have lytteren til at omfavne den mørke side af livet, og det gør de ganske udmærket på ’Hudangst’.

Hvis vi skal undgå at undertrykke os selv og andre, så skal vi sætte os fri. Hersker vil have dig til at indse, hvor ubetydelig du er. Med sange som ’Udbrændt barn’, ’Afskåret’, ’Fængslet’ og den udmærkede nærmest rockede ’Guillotinen’ er man da heller ikke i tvivl om, i hvilken retning musikken går.

I starten af ’Byrden’ har Hersker samplet en nyhedsvært sige ’Må jeg bede om jeres opmærksomhed et øjeblik’, og det må Hersker godt. Med ’Hudangst’ har de lavet en udmærket, smadret black metal plade, der oser af vrede, selvhad og misantropi. Ordspillet omkring hudsult og hudangst er godt lavet. Mens nogle kan savne et kram og kærlighed, vender Hersker den på hovedet og bruger simpelthen ordet angst om huden. Det største og mest fantastiske organ, mennesket har i og udenpå kroppen. Dette selvhelende, beskyttende lag, der sørger for resten af kroppens velbefindende. Hersker kan ikke lide det. Det skinner i den grad igennem i musikken. 

Er man lidt vred på sig selv og andre, føler lidt at verden er på vej i den gale retning og samtidig godt er klar over, at det hele starter og slutter hos én selv, så er ’Hudangst’ bestemt værd at tage livtag med. Pladen afrundes med den melankolske ’XI’.