Skamløst grandiøst
Kristiansands hypermelodiske progekvilibrister fra In Vain er tilbage med deres første album i seks år, med nye, symfoniske takter oveni hatten.
2. To the Gallows
3. Season of Unrest
4. At the Going Down of the Sun
5. Where the Winds Meet
6. Beyond the Pale
7. Blood Makes the Grass Grow
8. Eternal Waves
9. Watch for Me on the Mountain
Tilbage i 2018 faldt jeg pladask for 'Currents', den forrige skive fra norske In Vain. En plade, hvor nordmændene bevidst brugte bølger metaforisk som et billede på, hvordan sangene bevægede sig i tonen, som albummet skred frem – og en afsindigt ambitiøs udgivelse, der siden hen også blev min yndlingsplade det år, og stadig er en plade jeg hyppigt vender tilbage til den dag i dag, sammen med den ligeledes glimrende forgænger, 'Ænigma' (2013).
Med detaljegraden og mellemrummet mellem de to plader i betragtning burde det nok ikke være kommet som nogen overraskelse, at vi først nu her i 2024 står med opfølgeren i hånden. 'Solemn', der principielt kan oversættes enten til grandiøs/højtidelig eller til seriøs/alvorlig, men hvor kongen med sin krone og scepter uden på coveret ikke efterlader nogen tvivl om, at betydningen her lægger sig til førstnævnte. Det er fortsat et In Vain med ambitionsskalaen på 11, der møder os her på deres sjette udspil. De fleste numre er lige så lange som deres respektive sangtitler, og fortsat med Jens Bogren (Katatonia / Opeth/ Enslaved) som mixer til at afbalancere de mange lydspor. Flere end vanligt denne gang, hvor også instrumenteringen er udvidet med strygere, saxofon, trombon og mere til – og alting flyder cinematisk, klart og kraftfuldt som altid, når han er ved knapperne.
Er du ubekendt med In Vain, så er vi ikke verdensfjernt fra netop navne som Opeth, Enslaved eller Borknagar – omend nordmændene her alligevel har en lyd, der er helt deres egen. En lyd, hvor de melodiske kvaliteter fra dødens og blackens verden suppleres med power-metalliske omkvæd og folk-metallisk storhed – alt sammen kogt ind til en lækker suppe, der gerne har simret i årevis med et væld af progressive nuancer.
En af de væsentligste styrker ved 'Currents' var så netop deres fokus på at give hver af sangene sit eget særkende, så man kunne mærke hvordan de konstant var i bevægelse, som pladen skred frem – og det er så netop hér, hvor vi oplever den største forskel på 'Solemn' og de foregående to plader.
'Shadows Flap their Black Wings' er en energisk åbner, hookladet og fyldt med tremolopicking og lækre guitarrefræner, som en sikker indføring, før pladen for alvor begynder at folde sig ud, og prioriteterne begynder at stå klare. I stedet for at fokusere på de individuelle særkender er det nemlig tydeligt, at In Vain denne gang har valgt at lade langt de fleste af numrene omfavne alle de virkemidler, de har at spille på, som vanligt med vægten på de stærke melodier. More is more. Det er effektivt og varieret, men det gør så også samtidig, at 'Solemn', med visse undtagelser, ofte peaker i passager undervejs fremfor i hele sange.
Tag fx singlen 'Season of Unrest', der først rigtigt gør væsen af sig halvvejs inde, da en indfølt sax-solo fører nummeret ud af helt andre afkroge. Eller 'Eternal Waves', der ligeledes først efter et par minutters famlen finder det rette gear, da Alexander Lebowski Bøe lægger en funky bas, der sidenhen samles op af resten af rytmesektionen på storslået, bombastisk vis.
Når det virker, så virker det fremragende, men omvendt er der også et par skæringer undervejs, der slet og ret virker som unødvendigt fyld, når nu pladen er over en time i forvejen. Dét vel at mærke udtrykt fra en prognørd, der ellers intet har i klemme, når det kommer til überambitiøse konceptværker og lange epics – men det er også en kunst at vide, når man har nået sin grænse, og dele af 'Solemn' gaber over mere, end den kan bære, hvor viljen til konstant at omfavne stilskift i øst og vest snarere bidrager til at tage fokus ud af helheden.
Gudskelov når de også andre steder samme storhed som tidligere. 'To the Gallows' er fx en forrygende dødsbanger, hvor energien strømmer ud af bandet, og hvor Sindre Nedlands rene vokal trækker klare tråde til landsmanden ICS Vortex. Guitararbejdet mellem Johnar Håland og Kjetil Pedersen er det ultimative trækplaster i den episk jammende 'Beyond the Pale', men højdepunktet er dog uden tvivl den afrundende 'Watch for Me on the Mountain'. Indledningsvis doomet, inden de med metallisk punch, skrøbelig inderlighed og højt til loftet får rundet pladen af med en af de stærkeste epics, de har skrevet til dato.
'Solemn' er et stort værk, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Detaljerigdommen er høj, og ligeledes ambitionerne. Når den er bedst, går den lige i hjertekulen – og når den taber mest, er det, fordi de bliver så forblændet af egne evner, at det ender med at skyde dem selv i foden.
Højdepunkterne tager dog gudskelov hovedvægten, og kvaliteten er åbenlys, for In Vain er hamrende dygtige. Det kan ingen tage fra dem.
Det kan i det hele taget fortsat undre, hvor få der reelt kender til dem. Det må 'Solemn' meget gerne ændre på – også gerne som et springbræt til deres tidligere bedrifter.