Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Majestæt og rutine

Populær
Updated
Majestæt og rutine

Der er stjernestunder at finde på Judas Priests nye album: ’Firepower’ er en del bedre end normalen for album, som man kalder for ”det bedste siden [titlen på bandets sidste rigtige klassiker]”. Men der er for meget fyld.

Kunstner
Titel
Firepower
Dato
09-03-2018
Label
Distributør
Trackliste
Firepower
Lightning Strike
Evil Never Dies
Never The Heroes
Necromancer
Children Of The Sun
Guardians
Rising From Ruins
Flame Thrower
Spectre
Traitors Gate
No Surrender
Lone Wolf
Sea Of Red
Forfatter
Karakter
3

Man gad godt, at man af et rent og oprigtigt hjerte kunne glæde sig til et nyt album med et stilskabende og legendarisk band som Judas Priest. Men som med så mange andre aldrende dinosaurer tør man højst håbe på et par gode sange, der kan minde én om forgangen storhed, og at det i øvrigt ikke bliver pinligt. Forventningerne er ikke højnet af, at Judas Priests udgivelser efter ’Painkiller’ ikke ligefrem har været klassikere (trods flere gode sange på de fleste udgivelser). Og det uskønne forløb med mudderkastning mellem nuværende og tidligere medlemmer i forbindelse med Glenn Tiptons afgang som følge af Parkinsons (og den besynderlige timing i offentliggørelsen et godt stykke efter, billetterne til den for længst bookede turné blev sat til salg) er heller ikke noget, der giver anledning til at forvente det store sus fra briternes 18. studiealbum, ’Firepower’.

Et aldrende band, der ikke kan leve op til tidligere tiders bedrifter, men trods alt leverer varen kapabelt, er så banal en historie, at man næste ikke gider opholde sig ved den. Heldigvis er sandheden mere nuanceret.

Majestæt vs. bly i røven
For titelnummeret, der åbner pladen, er et brag en af metalhymne med speed (det vil sige lidt over midttempo) og en formidabel vokalmelodi. Det samme gælder sådan set også efterfølgeren ’Lightning Strikes’. En af Priests forcer har altid været vokalmelodierne, en anden et imponerende raffinement i både sangskrivning og arrangementer, der har gjort dem i stand til at pakke en storladen, episk og narrativ sangskrivning ind i 3-4-minutter lange catchy knytnævebangers (tænk på ’Jawbreaker’, ’The Sentinel’ eller 117 andre som skoleeksempler på dette). En svaghed har været at glemme raffinementet, de små variationer inde i sangen og temposkiftene for i stedet at fokusere på en gumpetung 4/4-takt og et omkvæd, der gentages mere, end godt er.

Judas Priest er bedst, når de svæver majestætisk som metalliske ørne, mindre gode når de spiller arbejdsmandsmetal med bly i røven.

Rutineomkvæd
Og her har vi et problem ved ’Firepower’. Der er lidt for mange numre, hvor omkvædene har en aura af Accept på en dårlig dag på kontoret. Sange som ’Evil Never Dies’, ’Necromancer’ og ’Children of the Sun’ har gode passager, men holdes nede af trætte rutineomkvæd, som man sikkert godt kan synge med på, når man har drukket en halv snes fadøl; problemet er bare, at uanset hvor mange øl man har drukket, er der et utal af sange med Judas Priest, man hellere vil høre. Det kan ikke skjules af Andy Sneaps lidt rigeligt bøffede produktion; tværtimod fremhæves det nærmest i en grad, så man lidt for let overser de positive kvaliteter, sangene også har.

’No Surrender’ er bare dårlig. Den ville ikke engang være en særligt god Bon Jovi-sang, selvom det er Bon Jovi, den lyder som. ’Spectre’ citerer ’The Ripper’ mere end én gang. Det er i og for sig godt, men det minder også én om, hvor god ’The Ripper’ er, hvor godt de forskellige sektioner er bundet sammen. ’Spectre’ er lidt for statisk til at ramme det niveau, selvom det isoleret set holder.

Til gengæld har sange som ’Flame Thrower’, ’Traitor’s Gate’, den southern rock-prægede ’Lone Wolf’ og den afsluttende ballade ’Sea of Red’ meget af den dynamik, Priest har, når de er på toppen. Rob Halfords præstation på albummet er, som altid, fremragende. At han ikke kan nå de helt høje toner, er ikke et stort problem – det har altid været hans midrange, der har været det fedeste ved vokalen.

Det bedste siden …
Hvad giver det samlet set lytteren? Det giver et album, der på den ene side er det bedste siden ’Painkiller’, men som på den anden side kunne have været endnu bedre, hvis det var blevet kortet ned (det varer 58 minutter, og det måtte godt have været 40-45 i stedet). Det kunne også have været bedre, hvis bandet havde tilladt sig selv at gøre mere ud af omkvædene, end de har gjort det, og havde droppet de alt for gumpetunge titelgentagelser.

’Firepower’ er en del bedre end normalt for album, man kalder for ”det bedste siden ’X’” eller ”et værdigt album”. Var det ikke for ’Painkiller’, havde det såmænd også været bandets bedste siden 1984. Derfor kan karakteren virke nærig. Det er den sådan set også: Var dette lavet af et andet band uden samme mægtige bagkatalog, havde karakteren nok været højere. For et Judas Priest, der er så tæt på topformen, er selvfølgelig bedre end de fleste. Men bagkatalogets glorværdighed gør, at et nyt album uvægerligt må holdes op imod fortidens triumfer. Noblesse oblige.