Formørket sjæl
25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.
Sword of Anger
Reckless
Layers of Time
Apocalypse
Now Or Never
Under the Surface
Veneficium
The End is All I Can See
Save Me
Black Anima
Set på tværs af italienske Lacuna Coils bagkatalog svinger kvaliteten af udgivelserne markant. Kvintetten har vekslet mellem pletskud og forbiere hvor seneste udgivelse, ’Delirium’ fra 2016, lagde sig i hit-kategorien. En stilsikker udgivelse, hvor makkerparret Andrea Ferro og Christina Scabbia havde succes med at genoplive Lacuna Coil efter den slemt skuffende ‘Broken Crown Halo’ (2014).
‘Delirium’ var båret af nye ideer og friske tanker, der sandsynligvis hang sammen med at både daværende rytme- og leadguitarist smuttede i perioden efter udgivelsen af netop ‘Broken Crown Halo’. Diego Cavallotti blev hevet ind som erstatning, rev op i den alt for velkendte opskrift og komponerede en række fængende riffs, der dannede fundamentet for bandes genopstandelse.
Tre år efter er italienerne nu tilbage og følger flot op med ‘Black Anima’. Nuvel, pladen har ikke de samme sikre hits som prægede den foregående udgivelse, og som stort set altid har været at finde på enhver Lacuna Coil-udgivelse. Til gengæld er kvaliteten af sangskrivningen generelt høj, i stor kontrast til flere af bandets foregående udgivelser.
‘Black Anima’ fænger måske ikke ligeså hurtigt som ‘Delirium’ gjorde, til gengæld er det nært den tungeste udgivelse Italienerne har udgivet. Hertil lægger den sig lunt i svinget til en nominering som bandets bedste udgivelse efter ‘Comalies’ (2002) - dét i sig selv er en god indikator for pladens kvalitet.
De to forsangere, Ferro og Scabbia, styrer igen lytterne igennem pladen. Ganske som de plejer - om end Ferro lyder som om han har fået mere tyngde i vokalen. Især de tunge stykker virker mere bombastiske og ligefrem ondere på numre som ‘Black Anima’ og ‘Under the Surface’. Scabbia skaber derimod ikke noget nyt. Hun er endnu engang ankerpunktet, og modsat Ferro har hun allerede en vanvittig flot og indlevende vokal - en vokal der får lov til at udfolde sig i fuldt flor på italienernes 9.fuldlængde.
Selvom Ferro byder på en lille smule vokalmæssig nytænkning, er det igen Cavallotti, der puster liv i ilden og får gløderne til at danse. Der er kommet en ekstra streng på guitaren siden ‘Delirium’ og det udnytter Cavallotti til fingerspidserne. De danser på bedste djent-manér hele pladen igennem uden at kamme over eller tage fokus - lyt blot til ‘Layers of Time’. Tilføjelsen har givet et ekstra lag til kompositionerne, der er lyder mere komplekse end tidligere og byder på flere overraskelser.
Netop det uforudsigelige og de små overraskelser er hvad der driver pladen. ‘Veneficium’, et af pladens bedste numre sammen med 'Reckless', har et flot symfonisk omkvæd, der prydes med et indlevende, melodisk og særdeles uventet c-stykke. Her finder Cavallotti og Scabbia hinanden i medrivende harmoni og efterlader nærmest Ferro som tilskuer.
Kvintetten skyder sjældent ved siden af, selvom numre som ‘Save Me’ og ‘Under the Surface’ lige mangler det sidste skud magi. Her forfalder bandet til de nemme, sikre løsninger - og så kan end ikke Scabbias smukke vokal skabe spænding. Det ændrer ikke ved, at ‘Black Anima’ er en velkomponeret plade, en flot opfølger til ‘Delirium’ og et af bandets bedste udgivelser.