Himlen i 128 kbps
Haela Hunt-Hendrix sætter et knudepunkt i sit oeuvre med en plade, der trækker tråde til resten af hendes særegne og vovemodige diskografi.
Djennaration
Caela
Angel of Sovereignty
Haelegen II
Before I Knew the Truth
Angel of Hierarchy
Red Crown II
Angel of Emancipation
Ananon
93696
Haelegen II (Reprise)
Angel of Individuation
Antigone II
Immortal Life II
Som altid med Liturgy kan musikken føles provokerende. For nogle er den for sær, vidtløftig og fyldt med intenderede vildskud, for andre er det brugen af dur og den generelt himmelstræbende og transcendente lyd, der er anstødsstenen. Nogle mener måske, at musikken er en villet abstrakt og substansløs hipster-prank, og så er der selvfølgelig nogle, der bare mener, at det ikke er trve kvlt at bryde de asketisk stramme genreregler, som blev formuleret i Norge i halvfemserne. Men har man det ikke sådan, så kan man få sig en positiv, ja nærmest livsbekræftende oplevelse med ‘93696’.
Haela Hunt-Hendrix’ personlige og ekstremt esoteriske livsfilosofi danner også denne gang rammen om musikken, men man behøver bestemt ikke have sat sig ind i hendes temmelig komplekse forestillingsverden for at nyde musikken. Der er givetvis mening bag det hele, men jeg nyder fint den blomstrende og rørende melodiøsitet på ‘Djennaration’ uden at have brugt tid på den filosofiske skolebænk. Når det er sagt, så er det svært ikke at se dette album i lyset af, at Hunt-Hendrix er transkvinde, og pladen er da også fyldt med referencer til at individuation, suverænitet, selvbestemmelse og frigørelse. '93696' er ikke identitetspolitik, men det er helt klart et identitetsprojekt, hvilket selvsagt er både positivt og interessant. Musikalsk byder pladen selvfølgelig på blastbeats og tremoloriffing, men det er sat ind i en helt anden musikalsk kontekst, hvor strygere, banjoer, fløjter, barokmusik, elektroniske glitches og svævende, men sært kunstige vokaler gør HHH’s lyse skrig selskab. På denne måde afspejler musikken også en frigørelses- og individuationsproces.
Lyt for eksempel til titelnummerets groovy klokkespil, der fint komplementerer de tunge, men elegante trommer og de hidsige guitarer. Her er måske lidt nyt at spore, selv om pladen i det store og hele er en legering af de metaller, der har udgjort projektets kerne hele vejen. Jeg mindes ikke før at have hørt Liturgy være helt så fokuserede på groove, som de er her, også selv om man kommer til at tænke på ‘Returner’ fra ‘Aesthetica’ undervejs. Det er et andet antrit, og måske tilfalder æren for det trommeslager Leo Didkovsky. Positivt er det i hvert fald, at han her sætter sit personlige præg på rytmikken, også for en som mig, der ellers er en ret stor Greg Fox-fan.
Flerstemmighed
Liturgy kan noget med at få ellers fjerntliggende musikalske elementer til at fungere sammen. Der er masser af rolige, melodiske indslag i musikken, som helt ubesværet hænger der og svæver i luften sammen med den hidsige, men himmelske sortmetal, og det er, ud over at være en imponerende kompositorisk bedrift, virkelig tilfredsstillende at lytte til. Det er det også nødt til at være med en trackliste på 15 numre og en spilletid på 82 minutter, fristes man til at sige, men man keder sig ikke i Liturgys selskab, heller ikke under de små mellemspilsagtige numre som det melodiske ‘Haelegen II (Reprise)’ eller det fløjtebårne ‘Red Crown II’, men det er især et nummer som ‘Angel of Individuation’, der skaber en fin, rørende og i høj grad interessant kontrast til de mere metalliske og guitardrevne numre. Og som ofte med Liturgy så er uglerne ikke, hvad de ser ud til at være. De smukke strygere og dulcimer-toner får fra tid til anden et let foruroligende skær af digitale artefakter, som om det er lyden af Himlen, men præsenteret i 128kbps-mp3-format. Selv ikke det allerhelligste er for helligt til at komme under behandling i Liturgys herligt flertydige og mangestemmige musikmaskine. Hvert rent udsagn modsiges eller nuanceres af noget andet og væsensforskelligt, og jo mere tid man vier til lytningen, jo mere får man igen. Det er nemlig ikke et værk, der egner sig til afslappet baggrundslytning, men der er masser af kompositorisk substans til den, der har tålmodighed og nysgerrige ører. Jeg bør også nævne, at Tia Vincent-Clark på bas og Mario Miron på guitar spiller forbilledligt, og gruppen lyder særdeles sammentømret, hvilket er en fornøjelse at høre i kraft af producer Steve Albinis varme og nærværende produktion.
‘93696’ er Liturgy, der har nået sit zenith med en fornem gen- og nyfortolkning af gruppens musikalske arsenal. Det er en plade, som føles som et foreløbigt punktum, inden en ny, vild kurs udstikkes, og albummet sætter virkelig forventningsbarometeret højt forud for gruppens optrædener som artists in residence på dette års A Colossal Weekend!