Genbrug i anonymt soloridt
Med 'Arrows in Words from the Sky' skyder Robb Flynn efter tidligere bandmedlemmer, men rammer kun sig selv i foden.
2. Rotten
3. Arrows in Words from the Sky
Machine Heads seneste EP 'Arrows In Words From the Sky' er Robb Flynns anstrengte forsøg på at genrejse bandet og vise en ny retning, men de tre sange er hverken gode eller dårlige, og Flynns forsøg på at genskabe tidligere tiders storhed uden modspil giver et anonymt resultat.
For at forstå Machine Head og Robb Flynn bliver man nødt til at træde et par skridt tilbage. I 00'erne og 10'erne var Machine Head voldsomt populære. Efter nogle knap så gode plader i 'The Burning Red' og 'Supercharger' fik Robb Flynn og co. genrejst bandet med 'Through the Ashes of Empires' fra 2003. Det blev i den grad stadfæstet med 'The Blackening' fra 2007, og Machine Head indtog alle scener som hovednavn de næste ti år. Også selvom 'Unto the Locust' og 'Bloodstone & Diamonds' fra henholdsvis 2011 og 2014 ikke var nær så stærke som 'Ashes...' og 'Blackening'. Kernen i bandet bestående af forsanger, guitarist og bandchef Robb Flynn akkompagneret af trommeslager Dave McClain, bassist Adam Duce og guitarist Phil Demmel var et virkelig stærkt band.
Men så begyndte der at vise sig små sprækker i det teflon, de havde afvist alt og alle med i et utrolig stærkt årti. Først skred bassist Adam Duce, der havde været med i Machine Head, siden bandet blev dannet tilbage i 1991. Duce fik nok i 2013, og fem år senere gik det helt galt. Ved udgivelsen af 'Cartharsis' smed både Dave McClain og Phil Demmel håndklædet i ringen. Pladen var frygteligt dårlig, og hverken McClain eller Demmel kunne se sig selv i projektet længere. Robb Flynn havde simpelthen overtaget al kunstnerisk kontrol, og den indflydelse, de andre medlemmer havde haft gennem årene, var udvandet til næsten ingenting. Det blev til en uskøn afslutning for tiden med Duce, McClain og Demmel, der ellers var rygraden i et voldsomt populært band i mange år. Her på Devilution så vi bandet mange gange i den periode og hyldede deres liveoptrædener, bl.a. på Wacken Open Air i 2009, hvor vi gav koncerten den magiske 666-karakter. Alt fra trommer og bas til samspillet på guitar mellem Demmel og Flynn var godt. Virkelig godt.
Desto mere ærgerligt var det først at høre 'Bloodstone & Diamonds' i 2014 og decideret skammeligt med 'Cartharsis', der står som den vildeste kontrast til debutpladen 'Burn My Eyes' og førnævnte 'Through the Ashes of Empires' og 'The Blackening'. Netop debutpladen nåede Machine Head så at fejre ved tre timer lange koncerter for at hive lidt sympati tilbage til Flynn-lejren. Den koncert anmeldte vi i København, da de spillede i Amager Bio. Men så ramte covid-19, og siden har Machine Head været reduceret til et band, der via Flynns Facebook-opdateringer og koncerter sjældent fremstår som en enhed, der er i stand til at tryllebinde mere end 50.000 mennesker på de største festivalscener.
Nu kommer muligheden så for at bedømme dem på andet end sladder og internt drama. Machine Head har udsendt 'Arrows In Words From the Sky', der består af tre sange. Titelnummeret er det sidste, mens den første 'Become the Firestorm' minder lidt om det nyere Machine Head tilsat nogle af de tunge breaks, der gjorde dem så populære på debutpladen. Omkvædet derimod er meget melodisk. Teksterne er dog en klar bandbule mod omverdenen, og det kræver ikke den store indsigt i Flynns mentale ståsted at spekulere lidt i, om tekster som "heartless, trust there's no love lost" osv. er rettet direkte mod tidligere medlemmer af bandet. Sangen er én lang hævet knytnæve fra Flynn, hvor han påberåber sig genrejsning og en vrede som en ildebrand. Den er ikke elendig, men teksterne og omkvædet er lidt ærgerlige, når guitararbejdet i sangen faktisk er ganske udmærket.
'Rotten' er mere af det samme. Flynn snerrer og kæmper med indre dæmoner og der sendes stikpiller af sted med tekster som:
"The lying liars say their spineless vile hypocrisies
The burning pyres blaze their timeless animosity
Will you stand beside me
And fight to change the world?"
Så der er næppe nogen forbrødring lige rundt hjørnet. I stedet fokuserer Flynn nok på at indlemme de nye kræfter i form af britiske Matt Alston på trommer og polske Wacław J. 'Vogg' Kiełtyka. Sidstnævnte er nok bedst kendt fra polske Decapitated, hvor han har været guitarist i 20 år. Vurderet på de her tre sange, så er Alston og 'Vogg' bestemt ikke sådan at kimse af. Spørgsmålet er, om de får lov at være med i den kreative proces, eller om de først får opkaldet, når Flynn er klar til at gå i studiet og indspille.
Når man hører titelnummeret, der flere steder minder rigtig meget om 'Halo' fra 'The Blackening', så er det tydeligt, at de tre numre netop er blevet til hjemme ved Flynn. Det er kun bassist Jared MacEachern, der er krediteret for at have bidraget under indspilningerne. MacEachern har været med i Machine Head siden 2013, hvor han erstattede Adam Duce. For det er ikke engang førnævnte Matt Alston, der spiller trommer på de her tre numre. Det er derimod den lokale Navene Koperweis fra San Francisco, der ligger en spytklat fra Oakland, der har varmet gryderne på 'Arrows in Words from the Sky', mens Flynn har klaret alle guitarer selv. Sangene er ikke frygteligt dårlige, men de er heller ikke nogen genrejsning af et band, der tidligere var kæmpestort. Nærmere bare anonyme med små øjeblikke, hvor man kan høre, hvad det er og var, Machine Head faktisk kunne, da de var allerstørst.