Døden er folkelig
Alt er ved det gamle. Union Jack svajer, øllen er kold, og Memoriam serverer tilgængelig smadder til folket.
Total War
I Am The Enemy
The Conflict Is Within
Annihiations Dawn
All Is Lost
Rise To Power
The Pain
Missede du Memoriams nyeste album?
Her på skrivebordet havde den nær forputtet sig, og det kan vi selvfølgelig ikke have, besætningen taget i betragtning. Så hvad forventer man sig af et af et album fra disse erfarne herrer? Forventer man klassisk britisk “arbejder-metal” på oldschool facon med melodi i en rolig afslappet atmosfære – samt en gennemgående krigstematik i lyrikken og antifascistiske anti-krigstendenser, har man i hvert fald allerede forstået bandet. Memoriams femte album ‘Rise To Power’ er netop den slags. Alt er som det plejer.
Historien er kendt, og omhandler det samme lille persongalleri på den engelske metalscene i grænselandet mellem Birmingham og Coventry. Da Martin Kearns fra Bolt Thrower alt for tidligt tog til dødsriget i 2015, blev Memoriam dannet som en slags tribute. Forsanger Karl Willets er tidligere frontmand i Bolt Thrower, bassist Frank Healy spillede en overgang guitar i det tidlige Napalm Death, men er måske mest kendt for sit bidrag til Benediction som bassist fra 1991-2017, og da Spikey Smith tiltræder som trommeslager i Memoriam i 2020 var det netop Andrew Whale (som spillede trommer i Bolt Thrower før Martin Kearns), han i Memoriam erstattede. Cirklen er ikke helt sluttet, for yngstemand og kreativ direktør i Memoriams guitarafdeling, Scott Fairfax, har tidligere spillet livejobs med Benediction og har bandet ‘As The World Dies’ ved siden af.
Det harmoniske smadder
Fra første anslag er vi klar over, at vi lytter til Memoriam. Deres lyd er lige så karakteristisk som Karls stemme i engelsk dødsmetal. En stemme, der flænser sig igennem guitarerne i albummets første nummer ‘Never Forget, Never Again (6 Million Dead)’. Om Karl Willetts egentlig kan skrive om andet end krig er et sjovt spørgsmål, der dog også kan nuanceres ved at pege på ‘Nothing Remains’ fra albummet ‘The Silent Vigil’, der omhandler hans mors Alzheimer-sygdom – og her, hvor han sætter ord på holocaust og den etniske udrensning af seks millioner mennesker under anden verdenskrig. En god tilføjelse til det ellers simple univers.
Mere traditionelt føles det dog på ‘Total War’, der fra start har høj puls og fuld smadder, for helt karakteristisk at blive brudt af bandets melodiske guitarflader. Et anti-krigsnummer fra et band med gennemgående krigstematik er netop, hvad ‘Total War’ er, og mere “Memoriamsk” bliver det næppe. Ro og luft mellem bombenedslagene får vi med ‘I Am The Enemy’, der byder på et friskt og roligt åndedrag, inden ‘The Conflict Is Within’ igen tager over med sin mere pumpede energi.
Et kendetegn for Memoriam er den rolige atmosfære. Kold og hård som den engelske vinter, blød og rund som den engelske natur. Ærkeengelsk dødsmetal med afslappet attitude. Ja, man ville endda kunne kalde det “langsomt”, hvis det ellers i konteksten gav mening. For fans af Memoriam er det måske netop pointen; en slags “easy-listening” på dødsmetal-maner med gode melodier. Der er sjældent egentlige soloer eller andre overflødigt avancerede elementer, kun riffene, de klassiske melodilinjer fra Scotts guitar og Karls hæse stemme. Simpelt og stabilt. Også her på ‘Rise In Power’.
Vækker Memoriam indimellem mindelser om hedengangne Bolt Thrower og tidlig engelsk dødsmetal generelt, skulle man måske tro at var på grund af Karl Willets, Frank Healy og Andrew Whale som var med i bandets begyndelse – her er det dog yngstemand Scott, der brillerer, og som, ifølge de sociale medier, ser ud til nærmest ikke at lave meget andet end at kreere mastodontiske mængder af riffs derhjemme foran computeren på den såkaldte “Riff Central” med smøg i munden og hyppige sip af sin lager, hvis han da ikke reparerer biler, er sammen med sin elskede hund eller på tour. Hvad han er opdraget og inspireret af, er tydeligt, og han er klart en vigtig skikkelse i Memoriam trods sin til (forskel fra bandkammeraternes) manglende erfaring i store, engelske dødsmetalorkestre.
‘Rise In Power’ er et album, der især topper og tager fart over midten. ‘Annihilation Dawn’ og ‘All Is Lost’ er hver især perfektionerede Memoriam-numre som fra en skabelon, der indeholder alt det, man kunne forvente fra bandet, og kan man, som undertegnede, lide det, er alt godt. Vi har vores melodier, vores klassiske riffs og de små breaks og broer, der deler numrene op. Mere pompøst føles det på titelnummeret ‘Rise To Power’ der starter alvorligt ud og meget snart igen flænser lydbilledet på den rolige “Memoriam-måde”, ligesom tilfældet også er på ‘The Pain’, der som sidste nummer sætter punktum med stemningsfuld intro og harmonisk smadder.
En plade for fans
Forvent ikke genre-udviking, nye tiltag eller eksperimentering. Memoriam er, som de altid har været. Det er oldschool, simpelt og melodiøst på den sædvanlige, afdæmpede måde.
‘Rise To Power’ er den konventionelle pint of lager på pubben; tørstslukkende, klassisk og afslappende. Indimellem er det netop, hvad der skal til.