Mindre koklokke, tak
PopulærEinherjer skruer op for black’n’roll, og ned for vikingen – og spændingen.
Hammer I Kors
Nidstong
Hedensk Oppstandelse
Nord og Ner
Nornene
Trelldom
Av Oss, For Oss
Med skyllende bølger og dramatiske keyboards starter ‘Av Oss, For Oss’ helt langsomt, tilføjende lag efter lag af instrumenter, intense og stemningssættende rytmer, blandet med horn- og strygerlyde, der sætter den symfoniske tone og lige pirrer nok til, at forventningerne skrues lidt op.
Første nummer, ‘Hammer I Kors’, gør desværre ikke det helt store for indtrykket. En ved første indtryk ret simpel black metal-sang, der dog får et løftet øjebryn med på vejen. Er det en koklokke, jeg hører? Jo, et decideret koklokke-fill slår det fast. Er det en modulering i c-stykket, jeg hører? Ja, det var et Eurovision Song Contest-trick sneget ind ad bagdøren. At albummet er præget af små spøjse detaljer er klart fra start. Singlen ‘Nidstong’ fra tidligere i år er et black’n’roll nummer af rang, med Angus Young-lignende solo og det hele. Det burde måske have givet et hint om tendensen.
Spørgsmålet er så, om man er med på den, eller man som undertegnede mere har lyst til at grine. Ad versriffet i dur i ‘Hedensk Oppstandelse’ og omkvædets rock’n’roll råb i ‘Nord og Ner’. På en måde minder råbekor og rytmer om Kaizers Orchestra til tider, der for mig altid har været synonym med norsksproget musik, selvom det gamle Einherjer også er til at få øje på. Den grovkornede sandpapirsstemme er ikke til komme udenom, mens eksempelvis ‘Nornene’ står som et langt mere autentisk, vikingeinspireret nummer. I det tilfælde tilgiver jeg også albummets drævende langsomme tempo, der bliver rusket op i af breaks og guitarernes spræl. Jeg når også lige at glæde mig over, at den sortnede vikingestil får noget plads, inden ‘Trelldom’ med sine sporadiske rock’n’roll-passager smadrer det håb. Sidste sang, det knap 11 minutter lange titelnummer, er en anderledes affære, der med sustainbævende guitar og keyboards følger meget godt op på introens dramatiske stemning. Guitarsoloen får stadig et twist af rock’n’roll, mens den marchlignende rytme bygger intensiteten op. Det når at blive storladent og melodisk – og rigtig spændende – og så er albummet slut.
Einherjer prøver med ‘Av Oss, For Oss’ en del ting af, og for fans af black’n’roll rammer det måske helt plet. I kombination med episk vikingemetal fungerer det ikke desværre ikke så godt. Hvor der før, til dels stadig, succesfuldt blev leget med folk-elementer, tager disse aparte dur-riffs og rock’n’roll-soli over, og Einherjer mister lidt af deres karakter. Det, jeg er mest utilfreds med, er den simple sangskrivning, der er gennemgående på albummet, sammen med det langsomme tempo. Når der samtidig er skruet ned for det episke, ender det med at føles rigtig langtrukkent at komme gennem ‘Av Oss, For Oss’, og det hjælper de små detaljer altså ikke på. De bliver mere til afstikkere i en i forvejen ukomplet, kedelig fortælling.