Syret melodød med dunst af ældre Amorphis
Mens der stadig er godt gang i Amorphis-butikken, så har de tre strengespillere i bandet over de senere år alle fundet tid til et soloalbum. Her anmelder vi bassistens værk.
Hvor lang er en sommerferie? Ikke fra juli til oktober for denne skribent i hvert fald, men alligevel er det den tid, det har taget mig at komme fra en plan om formidling af ord om Octoploid og 'Beyond the Aeons', som udkom i starten af juli, til udførelse. Pladeanmeldelser bør være aktuelle, uanset hvor tilbageskuende musikken end måtte være, men der var engang, hvor magasiner om metalmusik var trykte ting, måske simple fotokopierede udgivelser med lange udgivelsesmellemrum, så når man havde fingrene i et godt undergrundsmagasin, så kunne anmeldelserne deri godt have nogle måneder på bagen.
Olli Pekka-Laine, manden bag Octoploid, husker nok den beskrevne tid. Som original bassist i Amorphis, der startede helt tilbage i 1990, så var han med i branchen fra en tid med tape-trading, undergrund og dødsmetallens udvikling. I verden, Europa og ikke mindst Finland, som havde en herlig dødsmetalscene i de tidlige halvfemsere – læs blot vores boganmeldelse af 'Rotting Ways to Misery' herom.
Men hvad skal gøre en så sen anmeldelse relevant på et online-medie, der kan smide artikler ud til læserne, når det skulle være?
Jo, det har med Amorphis-forbindelsen at gøre, da vi allerede har anmeldt to soloudgivelser fra medlemmer fra den originale Amorphis-kerne. Først den ene guitarist, Esa Holopainens 'Silver Lake', og siden den anden guitarist (og oprindelige growler), Tomi Koivusaaris Bjørkø og albummet 'Heartrot'. Og det ville jo være synd, at Olli Pekka-Laines udgivelse så manglede i det, der ligner en trilogi. Med tiden kan det, der nu kaldes en trilogi, selvfølgelig sagtens udvides. Bassisten havde i øvrigt en længere pause fra Amorphis, hvor han blandt andet har spillet med Barren Earth, men i 2017 vendte han tilbage til ungdomskammeraterne i Amorphis.
Et sammenhængende album - og growls fra Koivusaari!
Der er ligheder og forskelle til guitarsvingernes solo-albums. Hvor guitaristerne nærmest lavede kompilation-albums med sange i ret forskellige retninger og med meget diverse vokalister på de enkelte sange, så har Olli Pekka Laine lavet en udgivelse med en større, rød tråd. Det føles faktisk som en egentlig bandudgivelse, selvom der skam er gæster og også forskellige vokalister. Men musikken er bare mere i samme stil fra nummer til nummer, mens det store fokus på growl gør, at den dødsmetalliske klister binder det mere sammen. Olli Pekka-Laines opstart med Octoploid var egentlig også solo, men han har udtalt, at det lidt efter lidt har vokset sig til et egentligt band, og der kommer måske shows eller ligefrem tours i 2025.
Pekka-Laine er med Octoploid lykkedes med noget, som hans guitaristkammerater ikke gjorde: At få Tomi Koivusaari til at growle på udgivelsen! Jeg var spændt på, om Holopainen ville få ham med, da hans soloalbum annonceredes, forventede det nærmest på Koivusaaris egen udgivelse, men det er altså først nu, at vi igen får det seje growl, der kendes fra blandt andet Amorphis' gennembrud 'Tales from the Thousand Lakes' og den fine debut i 'The Karelian Isthmus'. Alle tre har dog været lige uopfindsomme med at inkludere Tomi Joutsen, den nuværende growl- og clean-vokalist i Amorphis. Han er såmænd fremragende, men han kommer så lige præcis fra netop det, de tre soloudgivere forbindes med til daglig.
Den nævnte sammenhæng albummet igennem skaber Octoploid desuden ved at invitere Swallow the Sun-vokalisten Mikko Kotamäki med på flere numre. Til både growl og melankolske fraser med ren vokal.
Amorphis-album nummer 2½?
Logo, albumcover og Pekka-Laines tøjstil lugter af noget syret, og der er helt sikkert også noget 70'er progget i musikken. Melodisk, guitarriff-båret og har flere skøre keyboard-sekvenser. Og så, naturligvis, med en bas, der ligger godt og tydeligt i lydbilledet. Trommerne er nærmest underproducerede, og det tilføjer en råhed samt liv til musikken, at bækkenerne lyder lidt smadrede og utøjlede i lydbilledet.
Interessant er det også, at han har fået både Kasper Mårtensson og Kim Rantala til at lægge tangenter på pladen. Førstnævnte var med på 'Tales From the Thousand Lakes' og havde fortrinlige indslag på Moog-synthesizer, mens Rantala gik fuld syre på synths på 'Elegy'. Skulle nogen have savnet et album imellem de nævnte to udgivelser, såfremt springet syntes for stort fra albummet med mørkeblåt artwork til det lyseblå album der fulgte, så er 'Beyond the Aeons' faktisk en skive, der sine steder kunne have lagt sig imellem. Og nøj, hvor er det bare fedt, at de to herrer er blevet sluppet løs på keys og synths.
Nummeret med Koivusaari på vokal, 'Coast of the Drowned Sailors', har faktisk store træk til fælles med 'On Rich and Poor' fra 'Elegy', og så er det bare et fantastisk nummer, der kun understreger, at det er skønt med de growls igen.
Der er saft og kraft i dødsmetallen på skiven, og især Mikko Kotamäki er med sin stemme i stand til at gøre det herligt mørkt, når det skal til. Både i growl og den dystre rene vokal. Der er selvfølgelig melodier i hobetal og en skrøbelighed i de mere stille passager. Det ligger ikke langt fra, hvad en Amorphis-fan vil være vant til, men materialet fra bassistens sangskrivning har alligevel fået et udtryk, der i hvert fald lyder langt fra dagens udtryk fra hovedbandet. Lidt oldschool, men med friske, syrede passager til, at summen alligevel skaber et vedkommende produkt omkring 30 år efter de i denne anmeldelse særligt fremhævede albums.