Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Terningerne er kastet

Updated
POS

Metalcore anno 2021 behøver ikke altid være overproduceret, fyldt med rensang og et utal af mere eller mindre relevante gæsteoptrædener – men ambitionerne skal være højere.

Kunstner
Titel
Jacta Est Alea
Trackliste
1. We To Those Beasts
2. Born To Fail
3. XM
4. Ruination
5. Predators In Paradise
Karakter
2

Det hele dufter ungdommeligt og friskt – til trods for at Posteritys version af metalcore er forholdsvist oldschool. Hvis man da kan tillade sig at bruge det udtryk om en genre, der principielt ikke har eksisteret i meget mere end 20 år. Det er det naive og positive indtryk, der præger ’Jacta Est Alea’, der smager af ungdom – og det er en bittersød smag.

Den danske kvartet har et solidt fokus på det, der virkede dengang genren var ung og baseret på et oprør mod det etablerede. Dengang ren vokal, overproduceret lyd og nu-metal ikke var hovedingredienserne i nærmest enhver metalcore-udgivelse. ’Jacta Est Alea’ er rå, upoleret og lyder derefter.

Det indledende riff på åbningsnummeret ’We To Those Beasts’ lugter langt væk af efterskole og den første kærlighed til de syngende 80’er-riffs. Man græmmes næsten. Især i lyset af at de fire gutter i Posterity er et stykke forbi de helt unge år. Til gengæld har nummeret et potent og velfungerende groove – et element der generelt præger EP’en. Andet nummer, ’Born to Fail’, har den helt rette nerve og skaber nogle interessante associationer til den mere hardcore-orienterede ende af metalcore-spektret. Ikke mindst på grund af forsanger Niks Frosts vokalføring. Det er forsimplet at sammenligne med Jamey Jasta, men for forståelsens skyld fungerer det.

Det er netop forsimplet, da Frosts vokalføring har sine begrænsninger. Det bliver en smule monotont. På den anden side giver det udgivelsen lidt savnet retning, da ’Jacta Est Alea’ stikker lidt i alle metalcore-retninger. Det er uklart, om det skal være groovy, hardcore-inspireret eller klassisk metalcore, og det behøver naturligvis hverken være det ene eller andet. Det er Posterity bare ikke gode nok til at balancere endnu. Især ikke på en EP med fem numre, hvor hvert nummer stikker i forskellige retninger.

Det sagt, er ’Jacta Est Alea’ en interessant udgivelse, der vækker håb for andet end den moderne metalcore, der p.t. dominerer de danske udgivelser indenfor genren. Der er noget rebelsk og fandenivoldsk over udgivelsen, som i særdeleshed savnes i vores nutid. Omend EP’en har sine mangler, numrene godt kunne være skåret mere præcist, og der er lidt sparsomt med rød tråd, ville det være spændende at høre mere til Posterity. Gerne i et velproduceret format, hvor detaljerne står tydeligere frem i lydbilledet.

Posteritys helt store problem er ambitionsniveauet. Det er simpelthen alt for lavt. Musikalsk som målsætningsmæssigt. At proklamere at ens ambition er at spille support-gigs og spille på danske metalfestivaler er nok realistisk, men det er fanme også et overkommeligt mål, der ikke fordrer udvikling af kompetencer. Fred være med det, hvis man bare vil hygge sig med drengene, drikke nogle bajere og lege rock stars fra tid til anden, men så må man også forvente det afspejlet i publikums opfattelse af ens kvaliteter og musik.