Himlen sløret, verden er en blind afgrund
Under en dyne af dundrende, elektronisk dubbas og lag af svævende støj finder man poesien og den paradoksale skønhed hos Sightless Pit.
Calcified Glass feat. Yoshimio & Gangsta Boo
Flower to Tomb feat. Lane Shi Otayonii
Lockstep Bloodwar
Low Orbit feat. Frukwan & Spencer Hazard
False Epiphany feat. Claire Rousay
Shiv feat. Crownovhornz
Morning of a Thousand Lights
Futilities feat. Foie Gras
Her må man kaste sig blindt ned i afgrunden, hvis man vil ind i musikken, for ’Lockstep Bloodwar’ er ikke en plade, der bidrager med et nummer, der åbner sig før de andre, som man ellers ofte oplever. I stedet må man begive sig ind i duoens og deres gæsters musik som et samlet værk. Det er først, når man kommer ud på den anden side af gruppens støjende syrebade og rustne ekkokamre, at man har fået den fulde oplevelse.
Sightless Pit debuterede som en trio bestående af Kristin Hayter (Lingua Ignota), Dylan Walker (Full of Hell) og Lee Buford (The Body) med det fremragende album ’Grave of a Dog’, men her på gruppens andet album er det kun de to sidstnævnte, som har betjent musikmaskinerne. Man fornemmer tydeligt, at de to herrer har en forkærlighed for (elektronisk) dub, som løber som en understrøm i musikken, der ellers domineres af kantede elektroniske beats, isnende kold støj, uhyggeskabende toneclusters og hjemsøgte, svævende akkorder. Og så er der vokalerne. Ud over Dylan Walkers skrig, eksempelvis på det stemningsfulde og centrale titelnummer med en særdeles effektiv blanding af techno og steppers-dub, får vi en bred vifte af musikalske gæster, som bidrager med forskellige nuancer.
En bunke lort at plante sine blomster i
På det tungt dundrende ’Flower To Tomb’ gæstes duoen på forbilledlig vis af Lane Shi Otayonii fra Elizabeth Colour Wheel, hvis blanding af blackgaze og collegeklingende støjrock nogle måske kender fra The Flensers katalog. Et virkelig stærkt nummer med en storsyngende og formidabelt følelsesformidlende Otayonii: ”When survival is the only thing I care / The only thing I hear is despair / For how long I don’t know / When a pile of shit is on / As always I plant on / The flowers to its tomb".
Et andet højdepunkt - eller skulle jeg skrive lavpunkt? Vi befinder os i det allerdybeste kældermørke i hele pladens spilletid – er ’Fales Epiphany’, der driver dubben frem med pitchbendet 808-subbas og skønt sejlende ekkoer under metalliske skrigevokaler, der har en sært meditativ effekt sammen med Claire Rousays autotunede vokal. Her får Sightless Pit virkelig fremmanet et musikalsk udtryk, hvis lige jeg ikke kan mindes at have hørt andre steder, også selv om en figur som The Bug har bevæget sig i lignende territorier.
Styrken ved ’Lockstep Bloodwar’ er kombinationen af et egensindigt udtryk, som samtidig er helt åbent. Det får musikken til at føles sammenhængende og som et unikt, personligt kunstnerisk projekt samtidig med, at det åbner sig for de nuancer, som de forskellige og meget forskelligartede gæster, der bydes indenfor. Det er ikke rent held, at det fungerer. Både Lee Bufford og Dylan Walker er særdeles erfarne med kunstneriske samarbejder, og det er derfor ikke sært, at lige præcis de så effektivt, nænsom og nuanceret kan folde så forskellige kunstnergæster som Gangsta Boo fra Three 6 Mafia og Yoshimi P-We fra Boredoms ind i deres musik. Sikke dog en opløftende plade, også selv om den rundes af med disse nedslående, men absolut smukke, ord: ”Across a yawning chasm / the stars blink out / constellations undone / heaven smears into a blur / the world is a sightless pit”.
Således opmuntret.