Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Solidt, men ikke overraskende

Updated
therion-leviathan

Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.

Kunstner
Titel
Leviathan
Dato
22-01-2021
Trackliste
1. The Leaf On The Oak Of Far
2. Tuonela
3. Leviathan
4. Die Wellen Der Zeit
5. Aži Dahāka
6. Eye Of Algol
7. Nocturnal Light
8. Great Marquis Of Hell
9. Psalm Of Retribution
10. El Primer Sol
11. Ten Courts Of Diyu
Karakter
3

Lad mig først slå fast, at jeg faktisk godt kan lide Therion, og at jeg har en grundlæggende respekt for kunstnere der er stilrene – og det er Therion bestemt. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at den sidste Therion plade, jeg købte, var ’Lemuria/Sirius B’ (2004) og at den sidste Therion plade, som jeg sådan rigtigt syntes var fed, var ’Secret of the Runes’ (2001). Siden da har min primære følelse omkring bandet været, at de tilsyneladende laver plader hvert andet år (de sidste par år er frekvensen dog faldet lidt, men kvaliteten har vist været forholdsvis konsistent), og at jeg egentlig har alle de Therion-plader, jeg behøver.

Therion står nemlig helt oplagt med det problem som et hvilket som helst band, der har været i gang i over tre årtier – og som faktisk har fundet sig en forholdsvis unik lyd og niche  har. For hvordan f... laver man egentlig nye plader, der tilfredsstiller fans ved at ramme bandets klassiske lyd, uden at pladerne samtidig bliver en kedeligere udgave af fordums storhed? Det er ikke noget let problem at løse, og Therion finder, for mig at høre, da heller ikke løsningen på 'Leviathan', men det behøves måske heller ikke?

Hvis man godt kan lide den klassiske Therion-lyd, som man vel kunne fristes til at kalde ”rigtig” symfonisk metal, så bliver man i hvert fald ikke skuffet over ’Leviathan’, for alle Therion-markørerne er oplagt til stede. Der er velintegrerede symfoniske elementer, der er  kvinde- og mande-operavokal blandet med mere traditionel heavyvokal, uden at det kommer til at fremstå som en gimmick, og der er masser af de velkendte Therion-melodier, der altid lyder lidt ens, uanset om albummet handler om Atlantis, antikrist eller aztekisk eller nordisk mytologi. Det sidste er ikke nødvendigvis dårligt, for det er selvfølgelig altid et kæmpe aktiv at have en genkendelig lyd og at have udviklet sit eget udtryk. Det har Therion helt bestemt, men som med så mange andre bands i samme situation, så byder albummet bare ikke på noget, der er særligt spændende, hvis man ikke virkelig er fan af bandet og har behov for mere af det samme.

Det er lidt ligesom med Iron Maiden, for nu at drage en parallel alle mine gamle med-røvhuller kan forstå. Det ville helt oplagt være en forfejlet kritik at sige, at det nye Maiden album ikke lyder nok som ’Powerslave’, for det har de ikke gjort i 25 år, og det prøver de heller ikke på. Omvendt skal man fandeme være vild med Maiden for virkelig at behøve det nye album, selvom det med noget nær statsgaranti kommer til at være ganske udmærket. På samme måde ville det være useriøst at forvente, at Therion skulle lave en ny ’Symphony Masses...’ eller ’Lepaca Kliffoth” eller bare ’Theli’, for selvfølgelig gør de ikke det, og det skal de heller ikke. Therion lyder, som de har gjort de sidste cirka 20 år, og som sådan leverer ’Leviathan’ alt dét, man kan forvente, med stor professionalisme og stilsikkerhed.

Alligevel sidder man tilbage med det indtryk, at ’Leviathan’ altså godt kunne have været mere spændende. Måske netop fordi det rammer den velkendte, finpudsede Therion-stil så rent? Jeg savner, at der er noget, der stikker lidt ud, er lidt mindre perfekt eller måske endda lidt fandenivoldsk. Det savn må man lære at leve med, hvis man skal elske ’Leviathan’.

Så ja, hvis man har nok i et par Therion-albums, så behøver man nok ikke ’Leviathan’ i sin samling. Er man derimod vild med Therion, og at Therion lyder som Therion, så er den nye plade bestemt en Therion-plade – og så har vi vist ikke sagt for meget.