En svag buldren i horisonten
De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.
2. Destruction
3. The Smoking Gun
4. Going To Sin City
5. Don’t Forget To Live Before You Die
6. I’ll Be The One
7. Young Man
8. You’re Gonna Be My Girl
9. St. George’s Day
10. Force Of Nature
11. She’s A Millionaires
En mark i Ringe. Det er fredag d. 7. juli. Det er 1995. Alle har grimt tøj på. For det havde man i 1995. Klokken er omkring 14. Det er varmt. Meget varmt. Og det skulle blive endnu varmere. Men det vidste de fleste på marken ikke. Ikke at der var så mange, da Thunder indtog den meget store Store Scene på Midtfyns Festival 1995.
Bandet havde storhittet i omkring fem år i især England, Tyskland og Japan med deres to første albums ’Backstreet Symphony’ og ’Laughing On Judgement Day’. Dette var bandets fjerde besøg i Danmark, og det var for at promovere deres tredje album ’Behind Closed Doors’.
Det var tre meget stærke hard rock-albums, og den konstant voksende folkemængde på den støvede mark i udkanten af Ringe fik da også mere, end de havde forventet: Et band i absolut topform, der spillede så godt, var så underholdende og interagerede med publikum i en sådan grad, at alle, der lige kom forbi, blev stående og nød denne gennemførte rockoplevelse. Det var næsten 'Hotter Than The Sun', som forsanger Danny Bowes selv vrængede det på sangen af samme navn, der udkom året efter.
’All The Right Noises’ er Thunders 13. albumudspil, og selvom de ikke helt har kunnet holde niveauet fra start-90’erne, så står ’The Magnificent Seventh’ fra 2005 dog stadig som et af deres absolut bedste. Nu er vi så nået til 2021. Eller i Thunders katalog er vi faktisk kun nået til starten af 2020, hvor de lavede de sidste indspilninger til denne plade. Hvorfor den først udkommer nu, er der ingen bonuspoint for at gætte.
Der lægges rigtigt godt ud med en klassisk up-tempo Thunder-rocker: ’Last One Out Turn Off the Lights’. Hard rock fra øverste hylde med god energi, livlige riffs fra Luke Morley og Bowes’ fantastiske vokal. Hvordan den mands stemme stadig kan brænde igennem på den måde efter over 30 år er på alle mulige måder fantastisk. Herefter kommer det tungeste riff, som Morley og guitarist nummer to, Ben Matthews, nogensinde har leveret. Tempoet er sat lidt ned, og det er med til understrege alvoren i ’Destruction’. ’The Smoking Gun’, tredje skæring, er langt mere rolig og tilbagelænet, og de akustiske guitarer får lov at tage over i en sang, der har en klar Western-feel over sig.
Og så er stilarterne for dette album faktisk præsenteret ret godt. Vi får rockere, vi får mid-tempo, og vi får de stille. Dermed er det også sagt, at Thunder ikke bringer meget nyt til hverken genren eller deres lyd. Nuvel, de leger lidt med nogle af backing-vokalerne, deres elskede Gibson-guitarer får også lidt flere effekter her og der, og så bruger de mere kvindelig backing-vokal end tidligere. Det sidste slipper de ikke altid helt godt fra. I outroen til ’Destruction’ virker det ret malplaceret.
Thunder har altid været et band med store smil på læberne og masser af spilleglæde, men har heller aldrig været blege for at tage tunge emner op. Hittet fra 1992 ’Low Life in High Places’ er et godt eksempel herpå. Den seriøst undervurderede lead guitarist Luke Morley skriver mere eller mindre al tekst og musik, og han skriver ofte sine bedste sange, når han, med hans egne ord, ”bliver sur over noget”. Denne gang er det blandt andet Brexit (’Last One Out Turn Off The Lights’ – så kan I selv regne ud, hvad han synes om det) og Donald Trump, der får Morley op at ringe. Bowes skulle da også lige synke et par gange eller tre, inden han skulle indsynge vokalen til ’Force of Nature’, der er skrevet ud fra Donald Trumps synspunkt. Som han selv siger, så var det ikke nemt at forestille sig at være en ”psykopatisk narcissist”!
Ellers så ruller albummet stille og roligt derudad. Desværre bliver det en gang imellem lidt for roligt, hvor de vælger et stille mellemspil eller bare at gå helt ned i tempo. Det er synd, for det bryder den ellers gode rytme, som Thunder altid har.
At lytte til Thunders nye album, ’All The Right Noises’, er lidt ligesom at mødes og feste med en god gammel ven, man ikke har set i lang tid: Det er svært hyggeligt, man ved på forhånd, at det er virkelig godt selskab, man har masse af gode minder sammen – men festen bliver aldrig helt så vild, som den var i ens yngre dage. Dengang i ’95, hvor selv Bowes gik i ulideligt grimme skotskternede, posede bukser.