Et skridt på vejen
Tidejord har lavet en interessant EP som opfølger til bandets selvbetitlede debut fra 2022. Der er tænkt interessante tanker på de 21 minutter, der dog også fremstår lidt forvirret.
Sidste år ankom der en fysisk promopakke fra det danske band Tidejord. Den har så ligget og gloet på os, og nu blev det altså tid til at give den et lyt.
Når nogen anstrenger sig med at sende os et fysisk produkt, så skal det også have lidt spalteplads. Så lad os starte der, inden vi dykker ned i musikken.
LP’en er af god kvalitet, trykt på Nordsø-trykkeriet, der vel efterhånden har fået en art kultstatus blandt de vinyl-hungrende musikelskere. En lækker 180 grams sag i hvid/sort marmorering pakket ind i et cover, der ikke alene har en høj kvalitet i materialevalget, men som også har et aldeles glimrende artwork i den 12-siders booklet, der følger med pladen.
Skal man finde et hår i suppen, så er det altså lidt noget fjol at nægte at skrive, hvilken side der er A og hvilken der er B, ligesom det typisk også ville være god stil at angive hastigheden, hvormed pladen skulle afspilles. Det var interessante 30 sekunder, jeg fik ved første gennemspilning …
Den medfølgende CD er en pap-kuvert, som de ofte er – ikke mindst, fordi det vel nærmest ikke er til at opdrive en jewel case længere. Alt det plastic er også noget rod for miljøet.
Musikken beskriver bandet selv som progressiv doom, og heri må jeg erklære mig enig. Dansksproget og i høj grad båret af forsanger Liza Rosenbaum Nielsen, hvis stemme også er produceret godt fremme i lydbilledet. Og det er både bandets styrke og svaghed. For hendes vokal har mange udtryk – fra de desperate skrig over den rene vokal og til stykker, der næsten tales. Men hendes register i særligt den rene vokal har en tendens til at begrænse sig til få oktaver, hvilket giver en lidt flad vokaloplevelse – selvom EP’en kun er ca 20 min lang.
Lyrisk bevæger vi os i de mørke temaer med tekster, der desværre tipper lidt over i noget nærmest forklarende eller udpenslende. Det fede ved tekster, og særligt tekster i denne type musik, er alt det, der kan være usagt og åbent for fortolkning – og det levnes der ikke meget plads til her.
Guitarist Peter Bøggild fylder godt op med hårdtslående riffs, der komplementerer det fine i Nielsens vokal, og Simon Le Fevre Ryom leger med både basfigurer og guitaren, som han fletter ud og ind af musikken. Kompositionerne er i sig selv og set som samlet værk også flettet af mange forskellige lag, hvor det fyldige og svulstige fra doomens kerne i ny og næ afløses af minimalistiske stykker med masser af luft og plads, der giver os pauser i det rå.
Men netop de mange skift er måske også pladens udfordring. Den fremstår lidt stilforvirret, lidt i øst og lidt i vest. Lidt til venstre og lidt til højre, og jeg mister som lytter undervejs den røde tråd af syne. Det er spændende tanker og eksperimenter, og særligt må jeg hylde, at Tidejord ikke sådan lige lader sig sætte i en kasse, men balancen er hårfin og er desværre ikke helt lykkedes på denne EP.
Der er lidt for meget unødvendigt fyld og en del umotiverede skift, som ikke føles helt færdigpudsede, hvilket er ærgerligt, for jeg tror faktisk at Tidejord har fat i noget godt. Men bandet har brug for en lyd, der er deres egen. Og mon ikke de mange eksperimenter på ‘Væsen’ er et godt skridt på vejen dertil.