Tradition og fornyelse
Svenske thrashere smeder gammelt stål om til nyt: Vampires nye album er et af de bedste beviser på, at 1980'ernes grundingredienser stadig holder sig friske.
02. Rex (3:08)
03. Inspiritus (3:54)
04. Wiru-Akka (4:19)
05. Pandemoni (3:15)
06. Moloch (5:49)
07. Rekviem (3:26)
08. Serafim (4:02)
09. Anima (6:21)
10. Melek-Taus (4:50)
Set fra en bestemt vinkel er metalgenren i bund og grund konservativ. Ikke politisk (for metal er ikke i sig selv politisk, selvom genren synes at kunne indeholde politiske holdninger fra hele det politiske spektrum og lidt til), men musikalsk. I den forstand at genren synes konstant at vende tilbage til den tradition, der især blev grundlagt i 1980'erne, hvor genren eksploderede i kreativitet med de utallige subgenrer til følge, som vi stadig ser i dag. At være "old school" er et hædersmærke i visse kredse, hvor man til gengæld ser ned på nyere subgenrer som nu-metal, metalcore og såmænd også en gammel kending som groove thrash, fordi det regnes for et brud med metallens grundlag.
Den slags holdninger regnes af lige så mange, hvis ikke flere, som håbløst gammeldags og forældede; som holdninger, der står i vejen for udvikling og nybrud. Metaltraditionalisten vil svare, at genren ikke behøver fornyelse; at dens elementer i princippet kan kombineres i det uendelige inden for genrens rammer, og at den stadig vil lyde frisk, hvis ellers man er god nok til at kombinere elementerne på en ny måde.
Det sande stål i ny og velkendt form
Metaltraditionalisten ville hive svenske Vampire frem som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at lave metal, der tager sit afsæt i 1980'erne, men som langtfra virker som en anakronisme i dag. Ved at kombinere kendte elementer på en ny måde, ved at omsmelte det sande stål til en form, der nok virker velkendt, men alligevel er bandets egen. Sagt på anden vis: Vampire lyder på én gang som mange andre og som ingen andre, helt som sig selv, og bekræfter dermed den gamle tese om, at stjæler man fra én, er det tyveri; stjæler man fra mange, er det inspiration.
Bandets thrash/death-blanding er ikke ny. At de inddrager melodiske elementer – klart flere end på forgængeren – i form af akustiske guitar, dobbelte guitarer, gnistrende leads og ansatser til det majestætiske, som i fx næstsidste nummer 'Anima', der sætter tempoet lidt ned, trækker på Metallicas storhedstid før '...And Justice for All', og som er en af pladens bedste.
Vampire skal ikke høre et ondt ord fra mig for at skrue op for det melodiske og storladne (inden for death/thrashens rammer – det er langt fra Blind Guardian, det her), samtidig med at aggressionen fra forgængeren bevares. Og når tempoet sættes ned, som det sker cirka lidt senere end halvvejs i 'Moloch', og harmonierne får lytteren til at løfte sin næve i vejret, er det intet mindre end majestætisk.
Riffenes overflod
Det er med til at skabe afveksling i tempoet på en plade, der ellers går stærkt, og det er en styrke, når Vampire skruer lidt ned for tempoet. Ellers er det ikke, fordi der mangler afveksling. I vores interview med vokalist Hand of Doom fra sidste uge fortæller han, hvordan bandet sangskrivningsteknik er "uøkonomisk", og riff på riff hældes ind. Ingen sparetider her. Vi er langt fra moderne tiders mere simple sangskrivning. Og imponerende er det, når man tænker på, at albummets ti numre varer lige under fyrre minutter. Sikke en riffrigdom.
Det er en styrke ved 'Rex', at den på den måde bliver mere langtidsholdbar og afslører nye ting ved hver gennemlytning. Men jeg kunne nu og da ønske mig, at Vampire brændte lidt færre riff af pr. sang. For generelt måtte den gerne være lidt mere catchy. Jeg savner lidt flere hooks sammenlignet med 1980'ernes forbilleder, og jeg savner, at Vampire dvæler lidt mere ved deres hooks, som de fx gør i afslutningssangen 'Melek-Taus', der er frådende og fængende på én gang.
Det gælder også de vokale hooks. De bedste vokalister i den raspende skole, Hand of Doom tilhører, artikulerer paradoksalt nok tydeligt og bruger stemmen varieret; Hand of Dooms raspen kunne godt tåle lidt mere personlighed og variation, lidt mere artikulation.
Når de ting ærgrer mig, er det, fordi 'Rex' med al tydelighed viser, at Vampire har mindst et vaskeægte metallisk mesterværk i sig. Med dette album kommer de dog snublende tæt på. 'Rex' bærer det bedste fra 1980'erne med sig, men lyder overhovedet ikke som en retroøvelse. Og den er et af de bedste argumenter for, at metallen stadig kan varieres og være frisk.