Sin egen værste fjende
Virgin Steeles bagmand David DeFeis og hans overflødighedshorn af ideer er atter en gang hovedproblemet på en rædderligt produceret langgaber af et album.
You’ll Never See the Sun Again
A Song of Possession
The Ritual of Descent
Spiritual Warfare
Black Earth and Blood
The Passion of Dionysus
To Bind and Kill a God
Unio Mystica
I Will Fear No Man for I Am a God
Jeg holder meget af David DeFeis, Virgin Steeles bandleder siden debutalbummet i 1982. Manden er en af metallens sande excentrikere, kompromisløst dedikeret til sit temmelig egenartede kunstneriske udtryk, der blander en Manowar-agtig power metal med hard rock/AOR-elementer og rockopera.
Op gennem 90'erne resulterede det i en stribe formidable power metal-udgivelser, der på en eller anden måde ikke led under en meget lang spilletid, flittig brug af trommemaskine og virkelig mange atmosfæriske instrumentale mellemspil; på en eller anden måde var helheden på 'The Marriage of Heaven and Hell Part I & II', 'The House of Atreus Act I & II' og især 'Invictus' geniale, fordi DeFeis' ideer var så egensindige og fuldstændig ligeglade med god smag og med, om det nu også var så fedt med alle de mellemspil og al den trommemaskine, al den pompøsitet og storladenhed.
Da jeg så dem som opvarmning for Hammerfall i Lille Vega i 2000 eller 2001, var jeg bjergtaget. Det var mine venner fra gymnasiet i den grad ikke, og det siger nok noget om, at Virgin Steele nok deler vandene så meget, at kommerciel succes ikke lige er inden for rækkevidde, og at de knap tyve år inde i karrieren var første opvarmningsband for Hammerfall peger da også i den retning.
Kompromisløs kunstner/weirdo i skovhytte
Så hvorfor ikke forfølge og rendyrke sit kunstneriske udtryk og gøre præcis det, man har lyst til, i stedet for at jage en kommerciel succes, man nok ikke får over fyrre år inde i karrieren? Det er i hvert fald det, DeFeis gør på 'The Passion of Dionysus'.
Men selvom jeg normalt kun har godt at sige om den type idiosynkratiske kunstnere, der helhjertet tør forfølge deres egen vision, kan det også blive for meget af det gode. Der mangler nogen, der siger nej. Der mangler nogen, der fortæller DeFeis, at han er gået fra en slags galt geni, der skabte en form for gesamtkunstwerker (der naturligvis var alt for meget), til at være en weirdo, der sidder for meget alene i en hytte ude og skoven og arbejder på et eller andet projekt, kun han selv kan se storheden i, mens alle andre synes, det er komplet uforståeligt, og at weirdoen er begyndt at lugte sært. Det er 'The Passion of Dionysus' et strålende eksempel på. Ligesom de sidste efterhånden mange album er det.
Det temmelig billigt udseende cover afbilder den slangeskindsbuksebeklædte DeFeis bundet til et kors som en anden Jesus; på bagcoveret bærer han korset. Hvad det har med Dionysos at gøre, ved nok kun DeFeis, men i hvert fald er det et cover, der signalerer galopperende storhedsvanvid og manglende virkelighedsfornemmelse i en grad, der matches af musikken på albummet. Fik jeg nævnt, at promopakken indeholder intet mindre end tyve fotos af DeFeis? Af og til med andre 'medlemmer' af bandet, oftest med sværd og gerne med bar overkrop i lædervest.
Virgin Steele er da efterhånden også mest DeFeis' soloprojekt. Hans mangeårige makker, guitarist Edward Pursino, påstås at spille på albummet, men man hører ikke meget til ham. DeFeis hører man til gengæld hele tiden. Han har stået for vokal, trommer, bas, keyboards, orkestreringer og koncept, og selvom Pursino og Josh Block er krediteret for guitarer, tror jeg også, DeFeis har stået for dem. I hvert fald kan man ikke rigtig høre guitaren, mens vokalen og keyboardene er helt, helt fremme i mixet, fulgt af bassen og de tydeligvis programmerede trommer.
Zeus' dåseproduktion
Det lyder virkelig ikke som et band, der spiller, og det bliver ikke bedre af den dåseagtige hjemmeproduktion, DeFeis har forsynet albummet med i hjemmestudiet, der beskedent nok bærer navnet The Hammer of Zeus. Det lyder som en mådelig præproduktionsdemo, og alle numrene er kørt gennem de samme forindstillinger, så der absolut ingen variation er at spore i produktionen. Imens reciterer, skriger formålsløst til højre og venstre, synger, snakker og syngesnakker DeFeis hen over hele molevitten ind i en mikrofon, der virkelig kan indfange og desværre også forstørre hans læspen, så den til tider fylder hele lydbilledet.
Det er ekstra frustrerende, fordi der her og der dukker gode ideer op, DeFeis kan komponere (og synge, når han tager sig sammen), men DeFeis har tydeligvis valgt at medtage samtlige ideer. Sammen med produktionen betyder det, at sangene trods enkeltstående gode passager flyder sammen i den samme enslydende grød, der typisk varer 8-9 minutter.
Med et rigtigt band og en bare nogenlunde produktion kunne det måske være et album, der kunne løfte sig, måske er der gode sange gemt på albummet, hvis man hører det nok gange, så kompleksiteten folder sig ud, men jeg gider ærligt talt ikke gøre forsøget, for albummet er så umiddelbart uappellerende, at det ikke føles, som om det nogensinde vil være besværet værd.
Og alligevel kan jeg ikke sige mig fri for en vis respekt for DeFeis, stadigvæk. Der bliver virkelig ikke taget hensyn til andre end ham selv, slet ikke til den sagesløse lytter. Generelt er det det, kunst har brug for. Bare ikke i dette tilfælde.