Volbeat spiller den sikkert
PopulærDer er ikke mange overraskelser på Volbeats sjette plade. De har fundet en succesfuld formel, som de brygger videre på, og det største danske band nogensinde fortsætter deres sejrsgang.
2. Marie Laveau
3. For Evigt
4. The Gates of Babylon
5. Let It Burn
6. Black Rose
7. Rebound
8. Mary Jane Kelly
9. Goodbye Forever
10. Seal the Deal
11. Battleship Chains
12. You Will Know
13. The Loa's Crossroad
14. The Bliss
For Volbeat synes karrieren kun at være gået én vej de sidste 10 år. Op. Bevares, det var kun bølgeskvulp, der blev sat i gang, da de udkom med debutpladen 'The Strength/The Sound/The Songs' tilbage i efteråret 2005. Men allerede på den opfølgende 'Rock The Rebel/Metal The Devil' fra 2007 skete der noget. Den strøg til tops på de danske hitlister ikke mindst takket være radiohittet 'The Garden's Tale', hvor Johan Olsen fra Magtens Korridorer sang med. Samtidig landede de deres første koncerter, hvor de fik lov til at åbne for ingen ringere end Metallica. Det skete blandt andet i Århus, da Metallica spillede på Vestereng med Michael Poulsen og co. samt Mnemic.
Derefter begyndte det amerikanske eventyr, hvor de igen var opvarmning for blandt andre Metallica, der havde udgivet 'Death Magnetic' i 2008. Volbeat selv barslede med 'Guitar Gangsters & Cadillac Blood' samme år, og så var det ellers ud på de skrå brædder. Udover en tjans som opvarmning for Lars Ulrich blev det også til en turne med Nightwish. Samtidig kravlede de støt og sikkert op af plakaten på de europæiske festivaler. Det kulminerede med pladen 'Beyond Hell/Above Heaven' fra 2010, hvor de fulgte pladen op med deres egen turne i USA udover prominente placeringer på de europæiske festivaler. Ikke mindst som hovednavn på Wacken Open Air i 2012 foran 70.000 mennesker, hvor de for alvor nåede toppen. For det er normalt navne som Iron Maiden, Rammstein og Black Sabbath, der har den ære. Hvem skulle have troet, at et dansk band skulle nævnes, helt seriøst, i samme åndedræt som så store navne? Nu var det ikke længere en flygtig drøm. Det var en realitet.
Derefter fulgte 'Outlaw Gentleman & Shady Ladies' i 2013, der var skræddersyet til det amerikanske publikum, og belønningen faldt da også prompte. Rob Caggiano fra Anthrax var med til at producere pladen og blev i processen fast guitarist i bandet. Yderligere turneaktivitet sikrede, at Volbeat fastholdt og cementerede deres plads som et band på A-listen, når det gælder navne til de store festivaler og turneer. Det blev tydeligt, da de i 2013 stod på Orange Scene på Roskilde Festival som hovednavn samme år, som Metallica og Slipknot gjorde det. Volbeat tog fredag aften, hvor Slipknot åbnede om torsdagen, og Metallica lukkede om lørdagen. Fornemt selskab, og danskerne gjorde det bedst af de tre det år.
Siden har Volbeat slået rekorder som det danske band, der kunne samle flest mennesker til en koncert i Danmark, da de i august måned sidste år spillede for 37.000 i Tusindårskoven på Fyn.
Og nu er vi så nået til 2016 og pladen 'Seal The Deal & Let's Boogie'. Hvad skal et band gøre, der har deres fans og verdensherredømmet i deres hule hånd? Der er ikke andet for end at fortsætte succesen og holde gryden i kog. Det er lige akkurat det, Volbeat gør på den nye plade. Den mangeårige bassist Anders Kjølholm har forladt bandet og er blevet erstattet af KB Larsen, der tidligere har hjulpet dem på den post. Men det har ikke ført til revolutioner.
Albummet starter stærkt med 'The Devil's Bleeding Crown', som til nogle af de senere koncerter er blevet luftet lidt. Selvfølgelig siger bandet, at de er tilfredse med resultatet, og Michael Poulsen har forventeligt udtalt, at det er deres stærkeste udspil til dato. Om vi fælder helt samme dom over pladen, vender vi tilbage til.
For efter 'Marie Laveau', der er skrevet om voodoodronningen fra Louisiana og er en forlængelse af temaet fra den forrige plade, har vi så sangen 'For Evigt', der giver gensyn til førnævnte Johan Olsen fra Magtens Korridorer. Den minder forfærdelig meget om 'The Garden's Tale', som fik sin premiere på de skrå brædder i oktober måned 2006 og gav dem deres første store hit. Her knap 10 år senere er der så skabt tilpas distance til den sang, at man godt må bruge samme trick igen. Sangen fungerer fuldstændig som sin forgænger bare uden nyhedsværdien. At de har lavet to versioner af sangen, hvor 'The Bliiss' så er til dem, der ikke forstår dansk, gør det ikke bedre. Tværtimod.
Det er dog ikke det hele, der bare er gammel vin på nye flasker. Rob Caggianos tilstedeværelse på guitar er stadig forfriskende og står tydeligt frem på den udmærkede 'Let It Burn' samt 'You Will Know', som er den første sang, han har fået lov til at bidrage med. Der er også bidrag fra andre end Rob Caggiano og Johan Olsen. Danko Jones gør den som gæstesanger på 'Black Rose', der er gospelkor på 'Goodbye Forever', og Volbeat selv spiller to covernumre på pladen.
Det ene cover er Georgia Satellites' udødelige 'Battleship Chains', som Volbeat har lavet deres helt egen version af. Den anden er 'Rebound', som er en sang, de har lånt af punkrockbandet Teenage Bottlerocket. For fans af Volbeats koncerter lyder bandet nok en smule velkendt, og det er, fordi bandet var med Volbeat på turné, da de gav koncerter i Forum og Boxen i henholdsvis København og Herning tilbage i efteråret 2013. Desværre for Teenage Bottlerocket døde deres trommeslager Brandon Carlisle i november måned sidste år. En ganske sympatisk gestus af Volbeat, at de kipper med hatten til deres musikalske brødre fra landevejen.
Næsten-titelnummeret 'Seal the Deal' er dog klart der, hvor Volbeat står stærkest på den nye plade. Den starter med en hektisk guitar efterfulgt af en af de bedre rytmesektioner på pladen og et omkvæd, der nok skal blive lært udenad af deres fans, så der kan blive skrålet med til kommende koncerter. Men derudover er der langt mellem snapsene. Der er ingen kioskbaskere. Omvendt er niveauet højere samlet set end på forgængeren. Produktionen er stadig Jacob Hansen og Volbeat selv, der sørger for, at Volbeats lyd er intakt og fyldig. Alt på pladen er gennemsyret af professionalitet. Måske endda lidt for meget. For Michael Poulsen har, som de fleste ved, skilt sig af med bassisten siden dagene i Dominus. Tilbage er der nu kun Jon Larsen på trommer fra de spæde demodage. Omringet af kompetente musikere, der får lov at bidrage i afmålte doser, er Volbeat stadig helt og holdent Michael Poulsens band.
Den gnist, der var på debutpladen med afstikkere til metalophavet, er forlængst væk. Hvis der skulle være fans tilbage fra den periode, der stadig går og håber på, at der bliver vendt tilbage til den lyd, så er 'Seal the Deal & Let's Boogie' et fantastisk vellydende neonskilt, der med store bogstaver blinker, at det kommer aldrig til at ske. Volbeat har fundet deres rille, hvor rockabilly, country, gospel og amerikansk rock er hovedingredienserne. At der doseres lidt banjo og sækkepiber her og der, ændrer ikke på det samlede indtryk. Pladen er en studie i, hvordan Volbeat lyder efter at have besteget bjerget og er kommet op på toppen. Her vil de gerne blive, naturligvis, og formlen er efterprøvet og fundet så god, at den ikke behøver at blive justeret.
Så kunne man lide 'Outlaw Gentleman & Shady Ladies', hvor der også blev sunget om mystiske kvinder og flirtet lidt med død og djævelskab tematisk, så er 'Seal the Deal & Let's Boogie' den naturlige forlængelse heraf. Er man stået af Volbeat-vognen er der ingen grund til at træde på igen. Dengang skrev vi: "Konklusionen er, at denne plade vil dele vandene. Der bliver siet en del metalfolk fra denne gang. Omvendt henter Volbeat så rigeligt det tabte ind på de nye, der utvivlsomt kommer til i kølvandet på denne udgivelse."
Det samme gælder her. 'Seal The Deal & Let's Boogie' lyder så godt, at den vil sparke døren ind til de allerede omvendte hjerter hos de fans, der hungrer efter pladen. Bandets koncerter vil være udsolgte, og succesen fortsætter. Vi kan enten begræde, at bandet rent kunstnerisk ikke længere udvikler sig så meget, eller også kan vi træde et skridt tilbage og nikke anerkendende til Michael Poulsen og resten af teamet bag Volbeat for at have sat en stor, fed Dannebrogsnål i det musikalske landkort. For de er som sagt større end noget andet dansk rock/metal-band nogensinde før. Det er noget af en bedrift. Men det her er ikke deres bedste plade, selvom Michael Poulsen naturligvis siger noget andet. Den er vellydende, bevares. Der er bare intet nyt under det nævnte flag, der vejrer så flot over os. Volbeat spiller den sikkert og høster utvivlsomt roser for det.