To thine own self be trve
Populær
Vulvatorious folder deres udtryk bredere ud uden at miste den kant, der i første omgang gjorde dem fascinerende.
FUCK YOU INCEL
Mormors sang
Farvel. Jeg går.
Shrouded Mountain
CUNT WAR
Resister
FROM THE DARKNESS OF YOUR SOUL
SÅ DØ!
Motherly (Interlude)
Sacrifice the Flesh
Det selvbetitlede debutalbum er heldigvis en vellykket og mangefacetteret plade. Når jeg skriver ”heldigvis”, så skyldes det, at jeg tror, at mange mennesker har haft høje forventninger til de crusty black metalleres debut – og der er sikkert også nogle skurvede, fedorabærende kældertyper, der har set frem til at kunne sige: ”ha, det er bare woke hype”. Dem gider vi nu ikke lytte til, for musikkens substans er reel, og bandet fremstår på ’Vulvatorious’ skarpere end nogensinde før. Samspillet og præcisionen har fået et nøk opad, kompositionerne er mere vovemodige og nysgerrigt udforskende i flere forskellige retninger, og produktionen ved Lasse Ballade har i den grad løftet gruppens lyd og givet plads til detaljer og nuancer.
Ja, jeg skrev ”detaljer og nuancer” i det, der lige så vel kunne beskrives som en voldsomt harmdirrende, udstrakt langefinger til det bestående; til patriarkatet, til incel-kultur, til den hvide heteroseksuelle, vestlige mands monopol på at være udgangspunktet eller normalen. Og jeg er i den grad her for det. Brænd patriarkatet ned, but make it underholdende og læderjakkesejt, for Vulvatorious, der havde rygrad til at lave en 'Farvel. Jeg går.' på et potentielt karrierefremmende awardshow, som gnubbede skuldre med en formodet overgrebsmand, kan ikke adskilles fra deres grundlæggende etos. Der findes ikke apolitiske bands. Der findes bands, der godt kan være venner med nazister og overgrebsmænd, og bands, der sætter idealerne i højsædet.
Sand black
’Så dø!’ begynder med tam’er så druknede i reverb, at man føler sig hensat til Oslo i halvfemserne, men det er egentlig ikke derfor, at Vulvatorious i mine øjne er trve med et stort, sort V. Det er de, fordi blackens rolle i mine ører er at være konstant undergravende i forhold til de eksisterende, undertrykkende strukturer. Den norske andenbølge vrængede ad alt, der var kristent og normbærende (og nogle gjorde det med edgelordede heil-arme, men lad nu det ligge), og Vulvatorious har fundet en anden, men dog beslægtet hydra at bekæmpe – patriarkatets magt og væsen flugter meget godt med skriftreligionernes normer og budskaber. Og Vulvatorious er trve. Mod sig selv.
Det er stadig fedt at høre tidlige numre som ’Fuck You, Incel’ og ’Cunt War’, men det er så meget desto mere optur at høre bandet inddrage episke og melodiske elementer i deres seje, bøllede riff-arsenal. Det er stadig crusty og punket black i essensen, men bandet tillader sig at annamme en bredere lyd, der har potentialet til at hive dem ud af undergrunden, uden at de behøver gå på kompromis med hverken idealer eller musikalsk arvegods.
Det dominerende riff i ’Shrouded Mountain’ er for eksempel djævelsk underholdende andenbølgeblack, mens bandet på ’Resister’ inddrager en americana-klingende lyd, som i et midterstykke pludselig bliver sært groovy. Den tog lige et par gennemlytninger at få ind på lystavlen, men det er vel også noget af det, musik skal. Prikke lidt til vores forventninger og lokke os længere ud i periferien af vores æstetiske habitus. Nummeret er stadig ikke min favorit på albummet, men det er med til at frelse Vulvatorious fra den æstetiske ensretning, der kan følge med en høj grad af troskab over for undergrundens musikalske dogmer. Det groovy antrit vender i øvrigt tilbage på albumlukkeren ’Sacrifice the Flesh’, som også er et skønt bekendtskab.
Forsanger Ditte Krøyer er virkelig god på denne plade. Ligesom resten af bandet har højnet deres musikalske niveau, så har hun også forfinet sine evner som vokalist. Jeg kan godt lide, at hendes (delvist) growlende udtryk aldrig bliver kedeligt eller teknisk distanceret. Formidlingen af følelser og budskaber er stadig i centrum. Tilbage står et indtryk af et band, der synes at have besluttet sig for at hæve ambitionsniveauet, udvide den æstetiske horisont og alligevel holde fast i det, der i første omgang gjorde dem til noget særligt.
Netop derfor er ’Vulvatorious’ en vellykket debut, der klæder os godt på til den kommende cunt war.