Danielssons dilemma
Årets bedste og mest vellydende black metal plade har Watain måske lige udgivet. Problemet er, at det står i skærende kontrast til deres manifest.
2. The Howling
3. Serimosa
4. Black Cunt
5. Leper's Grace
6. Not Sun Nor Man Nor God
7. Before the Cataclysm
8. We Remain
9. Funeral Winter
10. Septentrion
Med 'The Agony & Ecstasy of Watain' har Watain måske begået årets klart bedste black metal udgivelse, der byder på et væld af lækre numre, men tematisk også byder bandet et dilemma. Hvor godt vil vi egentlig lyde, når vi selv skriver, vi vil være ubehagelige?
For pladen er god. Virkelig god. Indspillet live sammen med de musikere, der ellers kun er med på turné, i de velkendte rammer af Necromorbus' studie i Stockholm, hvor Watain har indspillet alle deres plader. Det sker sammen med produceren af samme navn, der også går under det borgerlige navn Tore Gunnar Stjerna. Han er en stjerne bag knapperne, for 'The Agony & Ecstasy of Watain' lyder godt. Der er buldrende trommer fra Emil Svensson og vilde guitarer fra Pelle Forsberg og Hampus Eriksson, der skærer som motorsave, som var de på vej gennem de svenske skove. Samt ikke mindst Erik Danielssons fremragende vokal, emuleret efter forbillederne, de afdøde svenskere Jon Nödtveidt og Per Yngve Ohlin, som de fleste bedst kender som forsangere fra henholdsvis Dissection og Mayhem. Danielsson er her stadig og han lyder bedre end nogensinde.
Sådan er det med hele 'The Agony & Ecstasy of Watain'. Det er blevet så godt, at det næsten ikke er til at holde ud. For Watain plejede at have en kant, noget både elitært, snobbet og sågar arrogant. Det virker lidt som om den slags er gået af mode i Uppsala. For Watains styrke har hele tiden været at være på kant med alle. Særligt de religiøse har i hele Watains karriere fået kærligheden at føle gennem symbolik, tekster og interviews. Hvis nogen er det mindste i tvivl, så er Watain fortalere for Satan og det er de stadig. Det føles bare ikke så autentisk mere. Selvom, men måske også netop fordi, de har valgt at udsende et manifest i forbindelse med 'The Agony & Ecstasy of Watain'.
Her skriver de, at de udforsker og udfordrer ondskab og fjenden som koncept. At deres kreative udtryk stammer fra menneskehedens kollektive mareridt. Deres virke er ikke at bevare freden, men fremkalde følelser, forundring og frygt. Samt at Watain ikke er for alle, politisk og kulturelt uden for nummer og at enhver fortolkning skal ses æstetisk og ikke etisk.
På én og samme gang forsøger Watain lidt at sige, at de stadig er farlige, men at hvis nogen skulle mene, at de rent faktisk er farlige, så er det en fejltolkning. For vi skal ikke så langt tilbage førend Watain var lige på nippet til rent faktisk at blive farlige. Tilbage i 2018 udgav Watain deres seneste plade 'Trident Wolf Eclipse', og den blev modtaget pænt af de fleste anmeldere. Vores egen skrev at den var lettere tilgængelig end tidligere værker som 'Lawless Darkness' og 'The Wild Hunt' og en sej plade. Alligevel kom der senere på året et billede ud, hvor liveguitarist Set Teitan heiler, mens resten af bandet, den trio, der indspiller pladerne, står sammen med Teitan. Watain har tidligere været kædet sammen med nazisme, ikke mindst fordi der også blev heilet fra scenekanten på Party San Open Air i 2006. Forsanger Erik Danielsson har gentagne gange afvist at være en del af NSBM-miljøet, og gør sit bedste for at holde stien ren. Teitan blev dengang fyret som liveguitarist og her i 2022 er man så proaktiv med et manifest.
Der er dog næppe ret meget højreorienteret at komme efter på 'The Agony & Ecstasy of Watain'. Teksterne er stadig rettet mod kirken, og selv en pubertær titel som 'Black Cunt' er en fortolkning af Bibelen, historien om slangen, paradis og menneskets ophav.
Netop sangene er gode. Riffet på 'Black Cunt' er godt, selvom titlen er lidt spøjs, og det er den også på førstesinglen 'The Howling', der er pladens bedste, ligesom 'Serimosa' også har en masse god guitar. Og så har vi noget, der nærmest minder om en black metal-ballade i 'We Remain', hvor Watain har fået hjælp fra Farida Lemouchi på vokalen og en guitarsolo fra lokale Gottfrid Åman, der nok er bedst kendt for sin tid som bassist i In Solitude.
Bandet er kunstnerisk ambitiøst på 'The Agony & Ecstasy of Watain' og griber efter stjernerne. Ingen tvivl om det. Problemet er bare, at med den gode musik og pæne lyd er kanten mere eller mindre slebet væk, og man står med en plade, der er lavet før af eksempelvis Emperor, Dimmu Borgir og Gorgoroth. Endda lidt bedre i visse tilfælde.
Det tager dog ikke noget fra Watain, der blæser al konkurrence af banen med åbningsnummeret 'Ecstasies in Night Infinite', det melodiske i 'Before the Cataclysm' og hele vejen frem til de afsluttende 'Septentrion', der flot binder en sløjfe på de 49 minutters musikalske black metal ekstase, der er Watain anno 2022. Isoleret set er 'The Agony & Ecstasy of Watain' en fremragende plade, og vi kvitterer da også med en karakter over middel.
Den endelige dom er dog med forbehold. Watain har tidligere været de farlige, og det er de altså ikke rigtigt længere. Det, der har gjort, at de trådte frem og ud af mængden er præcis det, de på denne nye plade er ved at vokse fra. Såvel musikalsk som holdningsmæssigt. Det må naturligvis ikke tolkes således, at vi godt kunne lide deres uheldige episoder med håndgestus på scenen og i bandfotos. Men det Watain, der turde være elitært (som vi skrev allerede i 2007 da de udgav 'Sworn to the Dark'), smide langemand til alt og alle, ikke kun kirken, og gør det med 200 kilometer i timen; det håber vi ikke de glemmer, mens de på cruise control med 'The Agony & Ecstasy of Watain' har kursen sat mod det brede publikum, de burde ramme nu.