Endnu ikke hedengangne
Witch Cross er tilbage efter endnu en lang indspilningspause. Det er fortsat med livline tilbage til 1980’erne.
2. Angel Of Death
3. Marauders
4. Evil Eye
5. The Chosen One
6. Phoenix Fire
7. Siren's Song
8. Eye Of The Storm
9. Last Rites
10. Warrior
Man kan vel godt hævde, at Witch Cross er noget nærige med at udgive nyt. Bandet har i alt kun udgivet tre albums siden debuten i 1984. De lå dog også brak fra 1986 til 2011, men der er altså gået otte år siden gendannelsesalbummet ’Axe To Grind’ udkom i 2013. Det er lang tid. Men det er jo efterhånden også nogle ret ældre herrer, så der skal vel også være tid til at passe børnebørnene.
Ifølge pressematerialet begyndte man at skrive sange til det nye album straks efter udgivelsen af ’Axe To Grind’. Man kan i den forbindelse godt lidt drillende spørge, om det så ikke kunne have været muligt at komme op med nogle lidt mere overbevisende sange end de ti, der er inkluderet på det nye album ’Angel Of Death’. Men helt skidt er det nu ikke.
Witch Cross skynder sig altså ikke med at udgive nyt, og i det hele taget er det som om, at tiden står stille i Witch Cross-lejren. Bandets stil har bestemt ikke ændret sig markant siden midten af firserne. Det er stadig old school heavy metal og stadig i stil med Saxon. Guitarist Mike Koch, tidligere med bandnavnet Mike Wlad, udtaler godt nok, at ’Angel Of Death’ er mere mørk og powerfuld end de tidlige plader. Men ændringerne synes dog kun marginale.
Endnu en gang lægges der ud med en kort intro i form af ’Tempus Mori Est’. Mit latinske er sløjt, men det betyder vist ”Det er tiden at dø”. Det skal dog nok ikke forstås helt bogstaveligt.
Herefter sættes der så for alvor i gang med titelsangen ’Angel Of Death’, og, nej, det er ikke et cover af Slayers sang. Det er en helt igennem traditionel og ukompliceret true heavy metal sang – melodisk, tempofyldt med fornuftigt omkvæd og fine twinguitarsoli. Forsanger Kev Moore lyder lidt som en klon af Biff Byford, hvilket sammen med musikken i øvrigt styrker sammenligningen med Saxon.
På ’Marauders’ sættes tempoet lidt ned i en sang, der ikke efterlader det helt store indtryk.
Der er mere gang i ’Phoenix Fire’, der begynder med twinleads på guitarerne og tempo i rytmesektionen. Det er en rigtig old school headbanger, der nok skal falde i god jord hos gamle fans.
Witch Cross vs Mercyful Fate
I pressematerialet fremhæves Witch Cross sammen med Mercyful Fate, Alien Force, Randy og Crystal Knight som værende de bedste danske heavy metal bands nogensinde. Det er store ord. Man tænker nok på tiden i firserne, og så er det da påfaldende, at man ikke nævner Pretty Maids. Men der er måske nogen, der har et knækket plekter i siden på nogen der? Nu kan man jo så med god grund mene, at det giver meget lidt mening af sammenligne Witch Cross og Mercyful Fate. Men så dukker sangen ’Siren’s Song’ lige pludselig op på ’Angel Of Death’, og i den er der faktisk sekvenser, der minder en smule om Mercyful Fate.
’Siren’s Song’ begynder halvtungt med en melodilinje, der ikke ligger milevidt fra Candlemass. Midtvejs i sangen skifter tempoet så totalt, og der sættes ind med falsetsang og twinsoli. Det minder jo om noget! Desværre varer det ikke længe, inden man går tilbage til det oprindelige tema. Men det er en episk sag, som trækker godt op i bedømmelsen.
Albummets sidste sange holder imidlertid ikke helt niveauet og har mere karakter af letvægtsfyld. Det er lidt synd. For der er indimellem rigtig gode takter på ’Angel Of Death’. Men der er lidt for mange ret ligegyldige sange på albummet.
Tilbage står man med fornemmelsen af, at man nok ville have været mere begejstret for denne udgivelse for 35 år siden. Men meget er sket siden den gang. Nu kan man dog glæde sig over, at Witch Cross trods alt formår at komme op med et ret godt album – selvom det ikke helt rammer plet.