Rodet miskmask
Witchcraft har tidligere udgivet ganske habile albums. Men det nyeste skuffer fælt.
2. Drömmar av is
3. Drömmen om död och förruttnelse
4. Om du vill
5. Gläntan
6. Burning Cross
7. Irreligious Flamboyant Flame
8. Christmas
9. Spirit
10. Om du vill (Slight Return)
Witchcraft er ikke længere på selskabet Nuclear Blast. I stedet er det seneste album udgivet på Heavy Psych Sounds. Det er uvist, om bandet er droppet af Nuclear Blast i processen med præsentationen af albummet ’Idag’. Men er det tilfældet, er det ganske forståeligt. For det nye album er noget af en skuffende omgang.
’Idag’ lyder i høj grad meget som et soloalbum fra Witchcrafts eneste tilbageværende originale medlem Magnus Pelander. Det kan så være godt nok, men hvorfor så udgive det som et Witchcraft-album?
Titelsangen åbner albummet med en mere end otte minutter lang, ligegyldig hymne. Den bliver leveret med svensk vokal og er temmelig dårlig eksekveret af bandet, hvor de rytme- og temposkift, der dog kommer undervejs, ikke ligefrem giver lytteren håb om, at der er noget stort i vente. Fortidens fornuftige doom metal og hard rocklyd på fornuftige albums som ’Legend’ og ’Nucleus’ er mere eller mindre erstattet af en fuzzet stoner-sound.
Få men bittesmå højdepunkter
Lidt bedre går det i anden sang ’Drömmar av is”. Men den er så alligevel ganske ordinært genkendeligt og hurtigt færdig efter knapt tre minutter. ’Drömmen om död och förruttnelse’ lyder som en sløv omgang 60’er-inspireret syre. Det er ikke godt. Det er ustramt spillet med en mærkelig afbrudt slutning. ’Burning Cross’ er bedre og er sammen med ‘Drömmar av is’ albummets højdepunkter i en nogenlunde fornuftig doomstil. De to sange løfter albummet fra at være kassabelt. Men som højdepunkter er det ikke i Mount Everest-niveau, men nærmere Valby Bakke.
Resten af albummet er ganske enkelt sløjt. Særligt rædselsfuld er sangen ’Christmas’ hvor Pelander alene, akkompagneret af en akustisk guitar, igennem seks minutter klynker sig igennem en sang om ulykkelig kærlighed. Det er muligt, at han tænker, at det er hans Neil Young-tag på genren, men det falder totalt til jorden.
’Idag’ er kun for de mest dedikerede Witchcraft-fans. Andre fans af doom metal, eller metal i det hele taget, bør søge andre veje.