Alsidig dødssymfoni
PopulærDan Swanö og hans partner in crime, Ragnar Widerberg, er tilbage med en ny fuldlængde under Witherscape-banneret, og det er igen en stærk og ikke mindst stærkt varieret udgivelse.
Witherscapes debutalbum, 'The Inheritance', fik en positiv anmeldelse her på sitet med overskriften "Lidt fra alle hylder". Det er sådan set stadig meget rammende, for de to svenskere, hvoraf Dan Swanö godt nok residerer i Tyskland, er igen gået en frygtløs balancegang mellem melodisk dødsmetal, symfonisk hard rock og blød progrock.
Dan Swanö har tidligere udtalt, at han havde problemer med at growle og kun kunne tage få linjer ad gangen i én optagelse, men på disse Witherscape-udgivelser er growlet ikke desto mindre tilbage side om side med melodisk vokal, ligesom man så ham growle på nummeret 'Eath' med Bloodbath på Wacken sidste år. Og netop growlet synes mere frygtindgydende denne gang og tættere på fordums storhed. Det er potent og brutalt bliver det mest brutale på pladen, for selv når bandet går mest amok, så er der en harmonisk og melodisk finesse i musikken. Det har måske også noget med at gøre, at det Dan Swanö, der styrer trommerne. Og selvom han er multiinstrumentalist, så er han ikke et trommemonster, som den slags kendes fra den brutale dødsmetal. Han spiller solidt og rocket uden for meget lir. Selvom dobbeltpedalen er godt i gang i åbneren 'Wake of Infinity', synes der at være større fokus på at støtte sangene og sangskrivningen end på teknisk blær bag tønderne.
I pladeformatets lys virker musikken mere helstøbt denne gang, selvom der stadig traskes mange mil over meget forskellige stilarter. Man kan vel sige, at den originale stil, der blev lagt for dagen allerede med debuten, for alvor er blevet personlig og ikke bare en anderledes, men interessant tilgang til metalmusikken. Og hvor trommerne måske ikke er der, man som lytter vælger at lægge sit fokus så er der fede riffs i hobetal og generelt velspillede guitarer, ligesom der er vokallinjer, der både i growl og melodi rammer plet.
Den symfoniske balance
Som lytter skal man være klar til at omfavne det symfoniske. Dels er der masser af synth og keyboards på pladen, men gruppen er heller ikke bange for at smide en effekt på en guitar, så det rette ord om det musikalske output burde være cheesy. Witherscape slipper dog med truslen, for de har musikken med sig og bruger ikke effekter i et forsøg på at skjule andenrangsriff. Hør bare 'Rapture Ballet'. Sikke dog et åbningsriff og et nummer i top, hvor det symfoniske kommer helt i frem og smyger sig smukt mellem fede growls, et stærkt omkvæd og en herlig guitarsolo.
Det er musikaliteten, der brænder igennem på denne plade. Det er gode sange, der ikke kunne være mere fløjtende ligeglade med, at "man" faktisk slet ikke burde kunne gå fra brutalt growl til blid Nightingale-agtig (et andet af Swanös mange musikalske projekter) crooner-vokal til en klaverballade og tilbage igen, som det lige behager. Men 'The Northern Sanctuary' viser, at det kan "man".
Forgængeren var interessant og stærk, men gik måske nogle steder lidt for vidt i sine genreskift. I princippet er der ikke lavet så meget om denne gang, men Witherscape har knækket koden til, at man som lytter føler, at hele sker i en naturlig progression, uden at musikkens mange skift bliver lige sære nok.