Når støj bliver til stjernestøv
På 'Ferrum Sidereum' finder Zu ro i kaosset – et nuanceret, krævende værk, hvor skronk møder kontemplation i en kompromisløs, kosmisk kraftpræstation.
Golgotha
Kether
A.I. Hive Mind
La Donna Vestita Di Sole
Pleroma
Fuoco Saturnio
The Celestial Bull and the White Lady
Hymn of the Pearl
Perseidi
Ferrum Sidereum
Zu har alle dage været et udfordrende foretagende, et sted i spændingsfeltet mellem det matematisk cerebrale og det dyrisk umiddelbare. Med ‘Ferrum Sidereum’ træder trioen både et skridt væk fra den sprælske jazz/skronk-kaos fra forgangne år og videre ind i det mere rummelige, næsten kontemplative landskab, men samtidig uden at give køb på den intensitet, der gennem årene har gjort dem til noget ganske særligt i det europæiske undergrunds-økosystem.
Italienerne har denne gang kastet sig ud i et instrumentalt dobbeltalbum på knap 80 minutter, skrevet og indspillet over et år i Bologna, og fordybelsen kan mærkes. Hvor tidligere udgivelser ofte enten føltes som en konstant frontalangreb uden pauser eller som en mere rendyrket leg med post-rockede collager, så arbejder ‘Ferrum Sidereum’ bevidst med en hybrid af selvsamme kontraster, og et dertilhørende overflødighedshorn af rum, lag og dynamik. Med plads til, at idéer kan folde sig ud, og musikken kan ånde, og resultatet er så en plade, der på én gang er mere tilgængelig og mere krævende.
Titlen, som er latin for “jern fra stjernerne”, refererer til jernmeteoritter og peger således mod noget kosmisk og fremmedartet – og netop den fornemmelse gennemsyrer albummet. Det er, som om Zu kanaliserer noget overjordisk, der både kolliderer med og opløser det jordiske. Synthflader og mere afdæmpede passager skaber en næsten meditativ stemning, før bandet – med karakteristisk drillende arrogance i øvrigt – flår tæppet væk under lytteren og kaster sig ud i konfrontatoriske, bastante eksplosioner, og det klæder dem! For første gang i lang tid føles det, som om alle tre medlemmer får reel plads i kompositionerne. Luca Mais saxofon er ikke længere raison d'être, men indgår som en del af et større hele, hvor Massimo Pupillos vidtfavnende brug af bassen og Paolo Mangardis perkussive detaljearbejde står skarpt i mixet og driver musikken frem med en både insisterende og afmålt tyngde, afhængig af hvad momentet afkræver. Især i de længere opbygninger, som fx i den fortræffelige ‘Hymn of the Pearl’, demonstrerer trioen en tålmodighed og en disciplin, der giver lige det rette, musikalske payoff.
Især ‘La Donna Vestita Di Sole’ står ud som et af pladens mest dragende øjeblikke. Den hypnotiske opbygning og de varme keyflader i outroen viser en side af Zu, der tør dvæle i skønheden uden straks at sabotere den, mens ‘The Celestial Bull and the White Lady’ ligeledes åbner med en nærmest Tool’sk vævende intro, før den efter fire minutters indføring forløser sig og sidenhen kulminerer i en militant, insisterende finale. Det er ikke helt det Zu, vi kender, men til gengæld er den det Zu, jeg meget gerne vil lære bedre at kende.
Når det så er sagt, så er ‘Ferrum Sidereum’ ikke en plade, der ligefrem sælger sig selv billigt til lytteren. Der er nul hooks. Ingen vokaler. Ingen nemme indgange. Det er musik, der afkræver fordybelse, og ikke søger nogen genveje for at komme til konklusionen.. På godt og ondt betyder det også, at meget af materialet ikke nødvendigvis sætter sig fast. Når sidste tone har klinget ud, kan pladen føles overraskende flygtig.
Men måske er det netop pointen. Zu er ikke interesserede i at levere ørehængere; de er kunstnere med en æstetisk mission, og pladen fungerer mindre som en samling sange og klart mere som et reflekterende åndehul, man træder ind i og forlader igen, som det nu måtte behage én. Den terapeutiske ro, der opstår i spændingsfeltet mellem støj og stilhed, gør, at du ikke nødvendigvis behøver opleve albummet fra start til slut for at høste udbyttet – der er trods alt ingen konceptuel helhed på spil her.
Efter et kvart århundrede som band lyder Zu, betryggende nok, stadig som nogen, der nægter at stå stille. Pladen slutter, som den begynder med alle tre medlemmer, der hamrer løs på deres instrumenter med rasende præcision, uden tvivl gennemblødt af sved, og sådan skal det være! Ingen kompromiser. Ingen halvhjertede løsninger, men til gengæld en trio, der fuldbyrder sit musikalske møde mellem de maniske skronk og de reflekterende øjeblikke, og selv når det betyder, at musikken bliver svær at fastholde, er det svært ikke at respektere ambitionen.
‘Ferrum Sidereum’ står ud som en af trioens mest nuancerede værker til dato. En plade, der bekræfter, at de stadig har en masse på hjerte, med både viljen og evnen til at udfordre sig selv og deres publikum, her over 25 år inde i karrieren. Dét kunne mange jævnaldrende lære noget af.