Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 - Casper Villumsen

Populær
Updated
Årsliste 2016 - Casper Villumsen

På det hjemlige marked løber Slægt med flest rosende ord fra Villumsen. På den internationale scene er det derimod Vektor, som får ros. Koncerter har der ikke været nok af, men gode oplevelser med blandt andet Tribulation og Primordial blev det da til.

Årets danske album:

1. Slægt: 'Beautiful and Damned' – Ja, det er jo egentlig en ep. Og ja, den så første gang dagens lys i efteråret 2015, men i starten af 2016 blev den så udgivet på vinyl. Slægts heavy metal-inficerede black metal er fantastisk medrivende, så det måtte enten være her på en førsteplads eller under "Den overså jeg i 2015". Og det er da flottest her, og så skal jeg ikke indrømme, at jeg overså en så fed dansk udgivelse i 2015.

2. Rising: 'Oceans Into Their Graves' – Min Devilution-kollega var ikke ikke så vild med skiven (men kommer dog med formildende ord om bandets mission i sin årsliste), som det fremgår af linket. Men for mig, der godt kunne lide Risings tunge lyd på de første album, men fandt vokalen lidt ensformig i længden, var twistet med at blande NWOBHM ind i den bevarede tunge lyd lige præcis drt, der skulle til for en større overgivelse til bandet. Lækkert album, heltemetal med lidt af den lækre, tunge sludge-lyd.



3. Iron Fire: 'Among the Dead' – Lidt uden for mit normale musikvalg, men når heavy metal/power metal gøres let tilgængeligt med fede melodier, der også holder efter en håndfuld lyt, så er jeg egentlig ret let at overtale. I øvrigt et bandnavn, der har sine problemer i snak om heavy metal under indtagelse af alkohol. Iron Fire? High on Fire? Iamfire? Men det skal ikke ligge pladen til last. Den er go'.

4. Dawn of Demise: 'The Suffering' – Igen et solidt album fra de danske dødsmetaldarlings. Jeg har før haft store ord ude om Dawn of Demises bedrifter, og 'The Suffering' er helt som ventet et godt album, hvor groove og smadder mødes i skøn forening.



5. Förtress: 'Ambrosia' – Det lykkedes os helt at overse de fjollede gutter i Förtress' andet album her på Devilution. Trods bandets fjollerier udi selvpromoveringens kunst er 'Ambrosia' et herligt rock/metal-album, der trækker på fede meritter fra de plader, som min generations seje fædre har haft i pladesamlingen og introduceret os snotunger til.  'Ambrosia' er gode melodier, tilpas med guitarlir og rockpedalen i bund. Nå ja, bandet har lige annonceret deres afskedskoncert. Hvis Devilution er skyld i den manglende lyst til at fortsætte pga. den manglende skiveanmeldelse herfra, så må vi jo give Förtress en vikingehjelm fyldt med hytteost. Så snart vi har været nede med panten fra sidste redaktionsjulefrokost forstås.

Boblere
Listen ovenfor er baseret på, hvad jeg fik lyttet mest til fra den hjemlige scene i år. Når det så er sagt, så skal der også lyde en kæmpe ros til Huldre for at vise international klasse på folkmetal-scenen med albummet 'Tusmørke'. Og ellers bød året også på fine ting fra Prevail, Barricade, Defecto og Aphyxion.

Årets internationale album:

1. Vektor: 'Terminal Redux'
 – Tak til Emil Hansen, Devilution-kollega. Den her havde jeg nok ikke opdaget, hvis ikke det var for din hype i en lang, men fremragende anmeldelse. Vektor rykker som Voivod gone wild!

2. Escarnium: 'Interitus' – Brasilianske Escarniums andet album er smadrende, smuk og brutal dødsmetal. 'Interitus' lokker med tinnitus for det her skal bare høres højt og længe. Måske begrænset originalt, til gengæld velskrevet med et fokus på, at hver sang skal holde fra start til slut.



3. Fates Warning: 'Theories of Flight' – Forgængeren 'Darkness in a Different Light' viste et Fates Warning i stærk form. 'Theories of Flight' er lige en knivspids skarpere, så jeg er helt enig i Henrik Kjellerup Bros ros af skiven. Formidable sange, der ikke bare går den gængse vej. Og store omkvædsvokaler fra Ray Alder. Som vanligt.

4. Bölzer: 'Hero' – Det kan godt være, at enkelte af de fans, som bandet har fået via deres ep-udgivelser, har trukket følehornene til sig efter debuten her. Men selvom den rene vokal måske kan kaldes "tvivlsom", coveret "vovet" i forhold til gængs metalsymbolik og lyden endda mere imødekommende, så er det her altså stadig en riff-fest fra start til slut fra duoen Bölzer.

5. Convulse: 'Cycle of Revenge' – Finnernes fjerde udgivelse kom med en "advarsel" fra pladeselskabet Svart Records. Bandet har nemlig sadlet lidt om, så det måske kræver et mere åbent sind, end hvis man ledte efter en kopi af bandets klassiske 'World Without God' eller bare den forrige 'Evil Prevails'. Progressiv dødsmetal, hvor det proggede ikke bare er at spille teknisk, men også lettere psykedelisk med tyk inspiration fra landsmændene i Kingston Wall.



Genudgivelsen, i ny lyd og nye klæder, af Pain of Salvations klassiske 'Remedy Lane' bragte også jubel. Og hold da op for et debutalbum fra Blood Incantation! Teknisk dødsmetal uden at forlade det fede og obskure, brutale udtryk, som dødsmetal gerne må have. Void Meditation Cult fik mig ikke alene til for første gang i Devilution-regi at bruge ordet "kornfed", men gav mig desuden et nyt syn på, hvordan black metal kan produceres på lydsiden. Fuzzzzzz! Og så var album nr. 2 fra Dan Swanös Witherscape jo også stærkt med dets sære blanding af dødsmetal og symfonisk progrock.

Årets internationale hit: 

Bombus: 'Repeat Until Death'
– Det kan lyde som falsk varebetegnelse, men man har sgu lyst til det, og det bliver ikke en kedelig død! Det rykker fra første lyt til ... ja, den kører jo endnu, i hvert fald lidt sådan indeni.



Årets danske hit:

Slægt: 'Move in Chaos'
– Et sundt dansk bud på noget, der kan gå Dissections evigt formidable 'Night's Blood' i bedene.



Årets genfundne klassiker: 

Evergrey: 'Recreation Day'
– Det er grænsende til prætentiøse, svulstige og vulgære, men de stort opsatte hymner rammer bare et eller helt fantastisk stærkt, når vokalens klang af desperation lægger sig over de fandens fine sange. Svenskerne har lavet en del album siden, men jeg tror ikke, at de nogensinde kommer til at vælte albummet fra 2003 af tronen som deres klart fedeste udspil, som jeg fandt frem igen i efteråret 2016.

Den overså jeg i 2015:

Khemmis: 'Absolution' – Vintage doom heavy, der rykker som rock n' roll, men også besidder noget mere bistert. De har fået en del omtale i år for deres andet album 'Hunted', hvilket har pirret min nysgerrighed, men jeg fandt dog, at jeg med 'Absolution' umiddelbart var gået glip af mere.

Årets fysiske udgivelse:

Sebastian Bach:
'18 and Life on Skid Row ' – Sandt at sige har jeg ikke lagt mange penge på disken til støtte for branchen, så prisen i denne kategori går til en bog, der kun netop er kommet ind ad døren, da jeg i forbindelse med køb af julegaver lfik købt en til mig selv. De uddrag, jeg har læst forud, og den smule, jeg har nået, og som skal nydes yderligere i juleferien, tyder på god læsning fra en tidligere frontmand i et rockband, der var en bad ass rock n' roller uden bekymringer som arbejde, flekstid, pensionsopsparing og en musikdyrkelse på hobbyplan. Hvis den er bare halvt så god som Slashs bog, så skal det nok blive en god (læse)ferie.

Årets koncerter:
1. Tribulation: Copenhell, 25-06-2016 
– Senere i nattens mørke havde været mere passende end midt på dagen, men man fik dog ved højlys dag stadig en teatralsk oplevelse ud af de fantastiske svenskere. Guitaristens nærmest androgyne balletdans hen over scenen skabte en oplevelse ud over den fede musik, som han leverede sammen med sine tre bandmedlemmer.

2. Primordial: Vega, 24-09-2016 – Nemtheanga er en en formidabel frontmand. Det blev bevist igen i en herlig koncert, hvor Primordial spillede et meget langt sæt, som var det et større stadionrockband. Det var bestemt ikke for meget, for bandets sange er pissefede.

3. Slægt: 'When Copenhell Freezes Over', Lille Vega, 30-01-2016 – Slægt viste virkelig deres potentiale her. Der er ikke noget at sige til, at de fik flere fede supporttjanser her i 2016. Blandt andet til ovennævnte Primordial-koncert.

4. Bombus: Copenhell, 25-06-2016 – Der er bare et eller andet fantastisk over at kunne stå helt oppe foran på en fed festival, have et fedt band på scenen og så kunne skråle med på hver en sang med næven i vejret. Det gør et eller andet for koncerter, når man selv er hamrende godt inde i et bands materiale, og det må jeg tilstå, at jeg er i tilfældet Bombus, selvom bandets 2016-udgivelse har skuffet mig lidt, men også kun lidt ... for 'The Poet and the Parrot' er så fed, som den er. Bombus leverede en fest.

5. Obituary: Pumpehuset, 06-11-2016 – Man går aldrig galt i byen med Obituary. Graden af hvor stærk en oplevelse det er, kan variere, og showet i Pumpehuset var ikke helt så stærkt som showet på Wacken i 2014, men koncerten var nu stadig temmelig stærk.

Årets internationale navn:

Vektor
 – Okay, de har nok slået så meget igennem, at enhver metalfan bare som minimum har hørt om dem. Men fra jeg selv vågnede op og fik tjekket det her ud, syntes jeg, de var alle vegne, hvor jeg nu engang får mine digitale ordfix om metalgenrens herligheder.




Årets danske navn:

Slægt
– Det skulle måske vente til næste år, hvor bandets næste fuldlængde formodentlig vil lande. Følger den udtrykket, der blev lagt med 'Beautiful and Damned'-ep'en, og er alle albummets numre lige så stærke som det nye, vi fik serveret ved Primoridal-koncerten, så bliver det en bombe af en plade. Og mon ikke vi ser bandet på Copenhell i 2017?

Slægt har gjort det godt i 2016 og virkelig fået vist flaget med mange supportgigs herhjemme, og det lader også til, at bandets musik har skabt lidt røre i udlandet. Fedt!

Årets nye internationale navn: 

Blood Incantation
– Herligt, at dødsmetal stadig kan komme i nye lidt nye former, samtidig med at de fede ting, man elsker ved dødsmetal, stadig er med i rige mængder.

Årets nye danske navn:

Prime Collective
– Det danske selskab har virkelig lavet noget larm om sig selv og egne kunstnere. Personerne bag har været i gang i nogle år, men det var i 2016, at man virkelig fik at se, at der er handling bag de store visioner. Prime Collective har været inde over udgivelser fra Defecto, Aphyxion og Prevail i år for blot at nævne nogle få. Og har senest fået management for Helhorse i stald. Det bliver spændende, hvad de kan bedrive for og på metalscenen.

Årets comeback:

Metallica 
– Måske for letkøbt, for det band har om nogen midlerne til at skabe opmærksomhed om sig selv. Alligevel blev jeg sgu imponeret over, hvor meget omtale de fik før, under og lige efter udgivelsen af 'Hardwired... to Self-Destruct'. Selvom Metallica qua deres historiske vigtighed for metalgenren altid får stor opmærksomhed ved nye udgivelser, har de alligevel fået drejet vildt og voldsomt på de helt rigtige knapper i PR-maskineriet. Nøj, de fik larmet for den plade! Var pladen så også bare larm? Nej da. Nu gik jeg jo fri af redaktionens udførlige dækning af pladen i de adskillige anmeldelser. Herfra ville den nok have fået en solid 3'er. Masser af gode ting, en acceptabel produktion og nogle ting, jeg vælger at skippe let hen over, når den lange udgivelse lyttes igennem. Men det er sådan set nok for mig fra et band, der har præsenteret mig for metallens glæder, til stadig at holde interessen for bandet intakt.

Årets optur:

Der bliver lavet dræn på Wacken! Det var godt nok ikke vandet, der holdt mig væk i år, men skal mit magelige jeg finde tilbage til de tyske pløjemarker, så skader det da ikke med en bedre garanti for, at man ikke synker langt ned i mudder på vej fra scene til scene.

Og på falderebet var nyheden om, at Pumpehuset/Bombehuset kan fortsætte i hvert fald de næste otte år i stedet for den ærgerlige lukning, der var blevet stillet i udsigt for udgangen af 2017, da også værd at kippe med flaget for.

Årets største skuffelse:

Én ting er, at jeg alligevel fik skulket fra Metal Magic i Fredericia. Men at måtte læse om, at In the Woods... totalt skuffede og leverede en pinlig indsats ... Ja, jeg burde måske skrive, at "så gjorde det jo ikke så meget, at jeg ikke var der". Men beskrivelserne fra koncerten gør bare, at det intet hjælper. Gamle helte må ikke være decideret pinlige på en scene.

Største ønske for 2017:

At Memoriam med deres debutalbum kan udfylde savnet over, at Bolt Thrower måtte lukkes ned, efter Martin 'Kiddie' Kearns (trommer) døde alt for tidligt i 2015. Det bliver i hvert fald fedt med noget mere dødsmetal med Karl Willets sprøde dødsgrowl.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Ej altså. Nu har du læst så langt (tak for det i øvrigt!), og så skal du bare udsættes for selvfedme/-promovering. Men hvad angår nyhederne på metalfronten, glæder jeg mig ærligt talt til at få udgivet den anden fuldlængde fra mit eget band Electric Hellride. Vi har smidt et enkelt nummer ud som en art teaser, men resten må man få at høre en gang i første halvdel af 2017.