Årsliste 2017 – Mads Peder Lau Pedersen

Korrekturlæserens musiksmag søgte tilbage mod en genformulering af klassisk metalliske dyder i 2017, hvor han på den anden side blev usigeligt træt over overhovedet at skulle beskæftige sig med middelmådigheder fra afdankede større bands.

Årets danske album:

1. Slægt: 'Domus Mysterium’ – Ingen over og ingen ved siden af Slægt i Danmark i år. ’Domus Mysterium’ er én af de bedste danske metalplader i årevis, ikke bare inden for black metal, men generelt.

2. Death Rides a Horse: 'More GOD Than Man' – Man kunne godt have undt Death Rides a Horse at være udkommet med dette album sidste år. Så havde de i hvert fald haft den ære at være blevet nummer 1 på min årsliste, og det må alt andet lige være det største, man kan opnå som dansk band. Sammen med Slægt viste de, hvordan den klassiske metal kan genformuleres på nye måder, her i en mere doomy, hard rocket retning.



3. Mythic Sunship: 'Land Between Rivers' – Instrumental, fuzzet krautpsych kan være utroligt fedt og utroligt kedeligt. Når det rocker, som Mythic Sunship gør her – en doven og lad og vuggende anakondarock-evighedsmaskine – falder det i den første kategori.



4. Big Mess: 'Try to Enjoy It' – Jeg fik af en eller anden grund aldrig tjekket Big Mess’ debut ud, men det var en fejl, kan jeg se på det hele. For deres andet album er en overraskende fremragende blanding af poppunk og post-punk, sådan cirka midt mellem Buzzcocks, The Jams mere punkede stunder og tidlig The Cure, og det er skidegodt og kunne godt være endt højere, hvis jeg havde forsøgt mig med det lidt tidligere.

5. Debre Damo Dining Orchestra: 'DDDO2' – Debre Damo Dining er en sær størrelse på den danske scene med deres tungt rockende take på den pentatoniske etiopiske jazz, der er ret stivbenet i forhold til de etiopiske bands, men som også får en sært hypnotisk og krautet virkning af det motorikrockede drive. På dette andet album gik der mere rock i den sammenlignet med debuten, men det var ingen grund til ikke at have det vildt over og til ’DDDO2’.



Boblere:
Blandt årets boblere finder vi (0) med '(0)': Jeg kan virkelig godt lide konceptuel gennemførthed og hemmelighedskræmmeri, pinligt nok. Jeg er en voksen mand på 33 med fuldtidsarbejde, eget firma og andelsboliglån, og alligevel falder jeg for det, når nogen spiller hemmelige med en mystisk pressemeddelelse, hvor ep-titel, bandnavn, genre og alt muligt andet bare kaldes ”(0)”, mens numrene har titler som ’(1136)’. Musikken er ikke helt så gennemført som bandnavnet og lyder lidt henad en gotisk black metal fra sluthalvfemserne og vækker minder om tidligere Katatonia og Blazing Eternity. Men det er veludført, og den konceptuelle gennemførthed tyder på et band, der er bevidst om deres virkemidler og kan udvikle sig. Også Encyrcle markerede sig med en ep, ’Burning Child’, som musikalsk var meget gennemført speed/heavy metal med vellykket guitarlir og karisma. Phrenelith udkom med debuten – selvom der stod erfarne kræfter bag – ’Desolate Endscape’, som fik universel ros. Jeg var glad for den, men kunne nu ikke høre, at den var helt så god, som alle gerne ville gøre den til. Ikke desto mindre stadig en god plade i genren. Og langt bedre end meget af det, der blev hypet i højere grad, hvad enten det var bandene selv eller andre, der stod for hypen.

Årets internationale album:

1. Pagan Altar: 'The Room of Shadows' – Der er noget besynderligt over, at det meste af årets album er indspillet for flere år siden, før Pagan Altars sanger og medgrundlægger Terry Jones døde af kræft. Men det siger mest om styrken af albummet, der lægger sig fint i rækken af Pagan Altars formidable diskografi inden for doomy NWOBHM. En rørende afsked med Jones, jovist, men især et formidabelt album i sin egen ret, tragisk historie eller ej.



2. Craven Idol: 'The Shackles of Mammon' – NWOBHM som nummer 1, frådende rabiesramt black/thrash som nummer 2. Det var åbenbart ikke ligefrem sådan, at jeg gik og havde lyst til eksperimenter. Ligesom Pagan Altar viste Craven Idol, hvor meget man kan med en form, når bare evnerne til at skrive gode sange er veludviklede nok.

3. Malokarpatan: 'Nordkapatenland' – Slovakiske Malokarpatan søgte også tilbage. Mod black metallens eksperimenterende og lidt genreløse rødder i 80’erne med inspiration fra ur-fædre som Master’s Hammer og Tormentor – og heldigvis også med deres hang til bizarre eksperimenter, lige fra besynderligt velfungerende hard rock- og boogieriff over østeuropæisk folklore til jødeharpe og jagthorn. Det lyder på papiret sært, og det er det også, men det er også tro mod genrens udgangspunkt og bygger bro mellem genrens fortid og fremtid. Nok ikke for dem, der forveksler eksperimenter med post-rock, men mere for fans af førnævnte bands.



4. Vampire: 'With Primeval Force' – Et ikke ligefrem originalt, men til gengæld vældig forfriskende opkog af særligt 80’er-metalliske troper opdateret nænsomt, hvis man da kan bruge dét ord om et album, der går efter at bide struben op på lytteren for derefter at give hovedet en ordentlig rystetur.

5. Tau Cross: 'Pillar of Fire' – Egentlig var ’Pillar of Fire’ en skuffelse efter debuten. Et mere strømlinet og let tilgængeligt udtryk var en nedgradering, men i et lidt svagt år fandt jeg mig alligevel lyttende mere til den, end jeg havde troet, og jeg endte med at holde af pladen på dens egne præmisser.

Boblere:
Туманs ’Zuhanas’ hørte jeg en del for dens isnende kulde og meget velgennemførte andenbølgeblack. I den radikalt smadrede ende var Wulkanaz’ ’Paralys’ nærmest en slags black metal-art brut fra den sært talentfulde hovedmand Wagner Ödegård, hvis kunstnernavn siger noget om både flair, storhedsaspirationer og excentricitet. Græske Kawir udgav med 'Εξιλασμός' et af de bedste pagan/black metal-album i år og var nok endt højere oppe, hvis jeg havde hørt det tidligere; græsk black metal er heldigvis andet end de stadigt forfærdeligere Rotting Christ. Possessions ’Exorkizein’ var en god gang smadret dødsthrash, mens der var mere kosmisk uhygge i Spectral Voices ’Eroded Corridors of Unbeing’, der var i særklasse skummelt. Mere bøllesmæk for skillingen var der i Expanders crossover/thrash på ’Endless Computer’, mens de bedste doomudgivelser, jeg hørte, blev udgivet af svenske Dead Kosmonaut med ’Expect Nothing’ og Paradise Lost, som med 'Medusa' for første gang siden 1990'erne udgav noget, jeg virkelig kunne lide. Jeg ville virkelig også gerne have Danzig med her eller højere oppe, men det er nok for svært at forsvare.

Årets internationale hit:

Helloween: 'Pumpkins United' – Jeg anser min glæde ved Helloween i deres klassiske periode som lidt af en smagsmæssig lapsus, men det er svært ikke at være glad for den lapsus, når gamle medlemmer som Kai Hansen og Michael Kiske vender tilbage, og de laver en stort anlagt power metal-hymne fyldt med klassiske Helloweenismer. De måtte godt lave noget mere sammen.



Årets danske hit:

Slægt: 'I Smell Blood' – Årets fedeste danske metalsang og et af årets bedste riff.



Årets genfundne klassiker:

Savatage: 'Hall of the Mountain King' – Der er næppe noget andet album, jeg har hørt mere i år. Det burde flere få øjnene op for, men de mere true metalhoveder tør ikke, fordi der senere gik musical-metal i den, og det er for klassisk metallisk og hårdt for de mere musical-metal-orienterede. En skam, for det er et af de bedste metalalbum nogensinde, hvor selv de svagere momenter er fede, og hvor de rammer en perfekt balance mellem en næsten thrashet hårdhed, flotte melodier og en doomy atmosfære. Lyt selv til dette nummer, der sådan set kunne være lavet af både Trouble og Overkill, men som har den unikke Savatage-vibe over sig.



Årets fysiske udgivelse:

Sol Invictus/Solblot/Sonne Hagal/Of the Wand and the Moon: 'Ghostly Whistlings: A Tribute to M.R. James' – 10"-formatet har en urimelig fordel i denne kategori, fordi det rent æstetisk er det mest tilfredsstillende format, man kan tænke sig. Når det oven i købet er så smagfuldt layoutet og sat op med så flot et cover, er det svært ikke at blive småforelsket i denne dark folk-hyldest til den store engelske spøgelseshistorieforfatter M.R. James.



Årets koncerter:

1. Slægt: Copenhell, 23-06-2017 – Slægt havde en tvivlsom plads i solen fredag eftermiddag, men kompenserede for det med headlinerattitude, en imponerende sceneoptræden med klassisk og veloplagt poseren og en sætliste så velstruktureret, at de kunne undlade at spille nogle af de ellers sikre kort. Endelig et dansk metalband, der både forstår og viderefører klassiske metaldyder uden at lyde bedagede.

2. Overkill: Copenhell, 24-06-2017 – Copenhells samlede program var sløjt, men de gode koncerter holdt til gengæld. En klyngebombe af rå, fræsende thrashenergi, hvor niveauet var så højt, at man slet ikke savnede det gamle, og hvor Bobby "Blitz" Ellsworth med westernmexicaneroverskæg atter engang viste sig som en sand metalstatsmand.

3. Tribulation: Metal Magic, 07-07-2017 – Tribulation var en stor oplevelse i nattemørket over Fredericia med deres teatralske optræden med inspiration fra ekspressionistiske film.

4. Candlemass: Copenhell, 23-06-2017 – Doomkongerne gav igen en klassekoncert. Men Copenhell kunne nu godt have anstrengt sig for at give dem en bare nogenlunde værdig behandling. Bandet måtte haste sig gennem sættet uden at tale til publikum, fordi spilletiden var så skammeligt kort, formentlig fordi andre bands ikke måtte spille samtidig med nulliteterne i Five Finger Death Punch. Det faktum var til gengæld pinligt. Og det er jo ikke første gang, Copenhell laver sådan et nummer.

5. Tau Cross: Beta, 08-08-2017 – Anført af den karismatiske Rob "The Baron" Miller gav Tau Cross et lille brag af en sensommerkoncert på Beta, hvor meget gik op i en højere enhed.

Årets internationale navn:

Blood Incantation– Blood Incantation gav hele to gode koncerter i Danmark i år og fik et massivt undergrundsgennembrud. Det bliver sikkert ikke til et overgrundsgennembrud, men det gør heller ikke noget.

Årets danske navn/solist:

Undergang – Udgav nyt album, turnerede igen stenhårdt og var med i Go' Morgen Danmark, uden at det blev kikset eller pinligt. Det sidste er så stor en bedrift, at det i sig selv kvalificerer til titlen.

Årets nye internationale navn:

Spectral Voice – Udgav en løfterig debut og gav koncerter, der sugede lytteren ned i det ydre rums mørkeste afkroge.

Årets nye danske navn:

Phrenelith – Udgav et meget rost debutalbum og væltede sig i international undergrundsanerkendelse. Det kipper man gerne med flaget for.

Årets comeback:

Pagan Altar – Bedst som man havde affundet sig med, at deres sidste album aldrig ville se dagens lys, udkom det og viste sig at være en klasse-skive. Og på trods af sanger Terry Jones' død for nogle år siden begyndte de at spille live, først under navnet Timelord, men fra næste år også som Pagan Altar efter at have set responsen. Det kan give én lidt frygt for fremtiden, men det er svært ikke at glæde sig over, at svanesangen alligevel ikke blev en endegyldig afsked.

Det overså jeg i 2016:

Blood Incantation – Det ulæselige bandlogo fik mig til at afskrive Blood Incantation som tvivlsom standard-US-død, men sådan kan man tage så glædeligt fejl. Heldigvis nåede jeg at komme ved på vognen tidligt på året, så jeg kunne se den fine koncert med bandet i Pumpehuset.

Årets optur:

– At være med til at udgive bøger af både Marcel Schwob og Emil Cioran på dansk for, skandaløst nok, første gang, og at være med til at udgive Stig Sæterbakkens sidste essaysamling.
– At skrive efterord til alletiders mest (?) udknaldede danske roman, Louis Levys ’Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem’.
– At Metal Magic klarede flytningen til det nye sted så flot, som tilfældet var.
– Optur er nok ikke helt ordet, men at læse Tor Ulvens ’Avløsning’ (1993) var en heftig oplevelse.
– Undergang i Go' Morgen Danmark kunne være blevet en grim affære, men endte på sær vis lykkeligt.

Årets største skuffelse:

– Psychotic Waltz’ katastrofekoncert på Copenhell var en grim, grim omgang, som jeg stadig forsøger at fortrænge. Det var alligevel et voldsomt fald fra storhedens tinder.
– At ens gamle helte dør, kan man lige så godt vænne sig til. Men at Malcom Young skulle dø så ung – og senil – var trist og føltes som et uskylds- og – paradoksalt nok, AC/DC’s alder taget i betragtning – ungdomstab, fordi hans rytmeguitar fyldte ALT i en række år. Det gjorde det også med Martin Eric Ains død. Og Warrel Danes alt for tidlige død var også en trist affære. De to af dødsfaldene – og en række andre i løbet af året – minder også om, at det er nok er meget fornuftigt ikke at udleve rock’n’roll-livsstilen alt for intenst. Ikke at jeg gør det, jeg er jo en 33-årig mand med job, eget firma og andelslån. Og netop derfor minder ungdommens heltes død også én om, på alt for påtrængende vis, om, at man skal samme vej, og at det kan gå hurtigere, end man aner.
– At curlingforældre i metal findes og er en ting, og at voksne mennesker i ramme alvor skriver klagebreve til metalmedier om, at deres voksne børn har fået en lidt for hård behandling. Med det in mente kan kvaliteten af mange metalbands ikke undre.
– Jeg ved ikke, om det er en skuffelse, men det var overraskende, hvor mange store bands – nye som gamle – der udgav skuffende plader i går; fra Satyricon over Morbid Angel og Mastodon til Pallbearer og Bell Witch og en række af gamle dødsmetalbands. Alle udgav de nye plader, som af en eller anden grund – måske bare, fordi grupperne er store – fik masser af opmærksomhed, selvom de enten var mindst lige så ligegyldige som de seneste ligegyldigheder eller langt værre end de seneste udgivelser. Det føles som en krise. Ikke kun, at halvsløje udgivelser trækker så megen opmærksomhed, men også at den slags alligevel ender med at suge opmærksomheden til sig af bare dovenskab hos medier og lyttere.

Største ønske for 2018:

– At alle venligst holder op med at stille sig tilfredse med mere venstrehåndsarbejde fra engang gode bands
– At blive bedre til at huske at få lyttet til nye plader
– At sælge ud.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

– Endelig, endelig, endelig at udgive bøger af husguderne Gregor von Rezzori og Gabrielle Wittkop på dansk
– Metal Magic (altid)
– Endelig, endelig, endelig at se Helloween.