Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Sebastian Bach

Populær
Updated
dEVI1

2022 var tryghed og reaktion – og der skal skrues ned for trygheden i 2023.

Tryghed er rart. Det gjaldt under pandemien og det gælder nu. I 2023, hvor vi har en krig i baghaven, og en inflation, der har fået signifikant flere til at søge julehjælp. Når verden udfordrer os, søger vi tryghed i det bekendte, det velkendte – og det nemme. Således samledes vi i sommer i enorm flok, for at skråle med på Metallica, D-A-D og Iron Maiden. Ja, det var rart – men det efterlod også en særartet bismag i munden. Det smagte ikke af mere. Tværtimod. 

Heldigvis er der dele af 2022, der har smagt af mere. Meget mere. Vi har fået rigtig meget klam musik. Med positivt fortegn. Der sker noget fedt i den danske undergrund. Reaktionen. Modsvaret og beviset på, at der lever nytænkning og initiativ. Vi har set bands blomstre og udvikle musik der lugter af fremtid fremfor fortid. Noget, der har været sparsomt for dansk rock og metal de seneste mange år. Tryghed er rart, men vi skal være mere.

2023 skal være mere udvikling, råddenskab, dårligdom og meget, meget mindre Grøn Metal Koncert.

Årets danske album:
Og lad os så få noget klam, rådden, dansk musik. Det skal jo rangeres, men 1. kunne ligeså godt være 5. og så videre.

1. John Cxnnor: ‘Alt de har smidt på gaden’ – Her er et band, der prøver, gerne vil og kan. Så kan 95% af alle andre danske bands skide i Østersøen. 



2. Nordsind: 'Svanesang' – Det er slut med Nordsind og sikke en svanesang. Bogstaveligt talt. En pragtpræsentation, gæstet af nogle af Danmarks fineste vokaler. Det er et farvel, der føles ligeså smukt og melankolsk som bandets musik. Smukt, men trist. 



3. Hiraki: 'Alterer' – En remixplade, der ligefrem fungerer? Ohh yes, og den kan virkelig noget godt. Sammen med en række gode venner, fortsætter Hiraki med at skubbe til, hvad vi opfatter som normalen, og det er der et akut behov for. Også i 2023. 


 
4. Brimheim: 'Can't Hate Myself Into A Different Shape' – Jeg tog et lyt på et tidspunkt og blev hængende. Brimheims univers er fængende, spændende og anderledes. Iderigdom og kombination af mange elementer. Riff, sløv triphoppet tromme, electronics og en stærk vokal. Vidste jeg ikke bedre, havde jeg aldrig gættet på, at Brimheim var dansk. 

 

5. Kellermensch: 'Capitulism' – Esbjerg-bandets tredje udgivelse er den første, jeg har haft det svært med. Den er god, den er flot, den er velskrevet. Men det tog mig lang tid at føle noget for den. Det lykkedes efter flere forsøg og udgivelsen må anerkendes for det stykke kvalitet, den er. Det sagt, er det ikke førstevalget, når jeg har brug for et glas storladen melankoli.



Årets internationale album:
Udenlandsk ser det hele lidt sjovere ud. De store bliver ved med at være store og jamme ligegyldigt materiale af sted. Parkway Drive kan stadig ikke rigtig finde ud af at skrive godt stadionmateriale, Architects er skide kedelige, Metallica udgiver mere af det samme og Ozzy burde vel efterhånden stoppe med at udgive musik. Alt er ved det normale på toppen, men der er heldigvis masser af liv i mulden. 

Der kommer fortsat rigtig mange fede plader, der mixer udtryk på kryds og tværs. Hvor metal er et delelement, der nemt kan kombineres med pop, triphop, EDM m.m. Eller bands, der succesfuldt flytter konventionerne for, hvad en genre er defineret af. Der er udvikling og det er spændende. Som for de danske bands, er rangeringen i nedenstående lidt so-so. Det er plader jeg alle har haft stor fornøjelse af i 2022. 

1. Ada Rook: ‘Ugly Death No Redemption Angel Curse I Love You’ – Kaos, bare kaos. Sikke en plade. Så mange indtryk, så mange gode ideer, så iørefaldende og samtidig pisseirriterende. Black Dresses' 2022-udgivelse 'Forget Your Own Face' kan også noget godt, men Rook står bare skarpere og mere interessant solo. En oplagt samarbejdspartner for Hiraki og John Cxnnor. 



2. Lorna Shore: 'Pain Remains' – Hvor starter og slutter man? Lorna Shore er gået fra 1-10 på få år. Det har ulmet længe, men 2022 er så sandelig året, hvor det amerikanske band slår sit navn fast. 'Pain Remains' mangler måske lige det sidste, for at være den helt store udgivelse, men ses pladen i kontekst af den udvikling bandet bringer til deathcore-genren, er det et klart højdepunkt for 2022. 



3. Health: 'Disco 4 :: Part II' – Jeg missede Health i Pumpehuset på grund af Covid. Sjældent har jeg haft så træt et ansigt. Den amerikanske trio har været en bobler noget tid, uden helt at ramme sømmet på hovedet. De gør de med deres '22-plade. De får også hjælp af et vanvittigt udbud af kunstnere, lige fra førnævnte Ada Rook, Poppy, Backxwash, Perturbator og naturligvis Nine Inch Nails. Alle, med undtagelse af hjerneblødningen i Lamb of God, er med til at give pladen en fed, industrial lyd og vibe. Klam, ond, ulækker og sukkersød.



4. Psyclon Nine: 'Less to Heaven' – Lidt en overraskelse. Jeg har aldrig været specielt fænget af Psyclon Nines udgivelser og bagmand Nero Bellum virker ikke just som et af guds bedste børn. Det ændrer ikke ved, at dette års udgivelse med al sandsynlighed må være definitionen af ubehag på plade. Det er en mur af mørke og nedtrykt stemning, der bærer pladen. Dystopi, sex og død. Vi ses alle i helvede, der findes ingen gud – et slidt mantra, men det fungerer på underlig vis i Bellums dragende univers. Så må man se igennem fingre med, at æstetikken lugter meget af midt-00'erne. 



5. Shadow Of Intent: 'Elegy' – Som Lorna Shore, har Shadow of Intent været med til at skubbe ved, hvad man kan tillade sig at kalde deathcore. Selvom dette års plade ikke når samme høje niveau som 'Melancholy' får vi stadig en udgivelse med virkelig gode kompositioner. Masser af fede riff-sektioner, stærke ideer og måske den bedste vokal inden for genren. Ben Duerr er et monster, go home, Will Ramos. 

 

I det hele taget bød 2022 på flere spændende udgivelse. Heriot udgav deres debut, 'Profound Morality'. Den bør alle lytte til. Kordhel og Scarlxrd slog de krøllede hjerner sammen med succes. Perturbator udgav en decideret perle i samarbejde med Johannes Persson. Supernova udgav deres sandsynligvis bedste plade, der virkelig kan noget fedt – og Mimi Barks leverede nogle fede kompositioner på 'Deadgirl', til trods for en noget cringy lyrik

Årets danske hit:
Prisma: ‘Bangs’ – Et nummer om noget jeg ikke har – what's not to like? Dansabel hitmusik. 



Årets internationale hit:
Electric Callboy: ‘Spaceman’ – Simpel mand, simple fornøjelser. Et godt eksempel på, hvor langt man kan nå, hvis man tænker lidt ud af boksen og tager den til ekstremet. 



Årets genfundne klassiker:
Trentemøller: ‘The Last Resort’ – 'Memoria' udkom, den hørte jeg et par gange og så skiftede jeg ellers tilbage til de første udgivelser. Kombineret med P6's specialfokus på Trentemøller, 'The Last Resort' og 'Into the Great Wide Yonder', har de nærmest kørt på repeat gennem 2022. Et kærkomment ormehul til 06-10.

 

Årets koncerter:
Det er mere tryghed end reaktion, der præger koncert-toplisten. Til gengæld er det næppe navne man som sådan har hørt hver andet år på Grøn Koncert.

1. Alanis Morisette: Royal Arena, 09-06-2022 – Morisette spillede hele 'Jagged Little Pill' og det var lidt af et nostalgitrip til en anden tid. I det hele taget var koncerten nok bedre for dem, der levede med pladen dengang, end generelt set. Vi fik en sprudlende sangerinde, der leverede på alle måder. Ironisk nok, var aftenens højdepunkt ikke fra debutpladen, men blandt de afsluttende, få numre fra andre udgivelser. 'Uninvited' med et afsluttende heavy løft, og Morisette i fuld head-bang og tørretumbler, med langt, sejlende garn. 



2. END: Stengde, 10-05-2022 – Svedigt, vildt, voldsomt. Fandens fed koncert og så på en tirsdag. Et stensikkert hit og metalcore på den fede, upolerede og skramlede måde. Rot Away og Lifesick skal i samme moment have stor cadeau for godt fodarbejde og engagement. 

3. Sierra: Store Vega, 23-10-2022 – Som opvarmning for Carpenter Brut, var ditto franske Sierra en fin og overraskende fornøjelse. Masser af tunge og hårdtpumpende beats, der fik lov til at fylde Vega i al sin velmagt. 

4. Tool: Royal Arena, 23-04-2022 – Det var en koncert Tool-fans har ventet på siden 1993. Endelig et venue-show og så endda en fænomenal koncert. Masser af fan-service, spetakulært visuelt show og naturligvis 'Push It'. Det hele fik lige et kedeligt hak i lakken, som følge af den mere tåbelige og mindre mindeværdige afslutning.

5. Porcupine Tree, Falconer Salen, 28-10-2022 – Setlisten kan diskuteres, men bandets performance var ikke til at skyde igennem. Det var en fornøjelse endelig at opleve det britiske band igen og så endda i venue-format. 

Årets danske navn:
John Cxnnor – noget med andre bands og det der med at skide i havet. Jeg havde dem som årets nye navn sidste år og det er da rart, at se andre få øjnene op for projektet, som de late followers de er. 

Årets internationale navn:
The Big Six... haha jk, ingen har brug for det. Årets internationale navn er naturligvis Kanye West... eller Elon Musk.

Årets internationale navn er dansk: Jonas Vingegaard. Jubii, sport på hjul, keep rollin, rollin, rollin! #verdenerdansk 

Årets nye danske navn:
Vægtløs – skrig, skrål og poesi. Jeg glæder mig til at høre meget mere til Vægtløs. Her er potentiale til et af næste års topudgivelser, hvis vi da får en fuldlængde i 2023. 

Årets nye internationale navn:
Heriot – Heriot er pænt fedt og det er en pæn fed overraskelse, at Grøn Metal Koncert har booket dem til sommer. De debuterede godt nok i '21, men deres fuldlængdedebut fra i år, er et lyt værd. Larm, støj, kaos, alt det gode. 



Årets comeback:
Jeg er egentlig ikke ovenud begejstret for 'Closure/Continuation' og er ret enig i min kære medskribent Jacobhs kritik af pladen. Det sagt, var det noget af et comeback-brag Porcupine Tree spillede i Falconer. Også selvom man godt kunne have ønsket flere afstikkere til bagkataloget. 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Tool: ‘Fear Inocolum’ – I super, duper, luksus, mega vigtig, Snyder-cut, premium vinyl edition, som jeg stadig ikke har hørt, fordi det er pisse irriterende at skulle vende pladen efter hvert nummer. More or less. Men jeg har den, og den er flot. Så suck it. 

Speaking of Tools, den der fetus-in-skull statue – man kan fanme ikke andet end elske Tool for at malke deres idiotiske fans for mønt (jeg selv inkluderet). 

Og så lige Lakrids by Bülows julekalender, AM I RIGHT!?!?!? Nom, nom, nom, nom. 

Det overså jeg i 2021:
Dana Dentata udgav 'pantychrist' uden jeg lagde mærke til det. Ikke et pladen er en guldmine, men den kan noget spændende. Det kunne være interessant med en dansk pendant. 



Årets optur:
De danskere, der tør.

Nu jeg har bashet Copenhell 2022 en smule, vil jeg da tillade mig at notere, at jeg har pæn optur over de navne der pt. er offentliggjort. Ikke så meget hovednavnene (og slet ikke Pantera), men mellemlaget. Harms Way, Malevolence, Heriot, Touché Amoré og Speed. Dejligt og tak for, at I lytter til mig og kun mig. 

Årets største skuffelse:
Folk der mener, at lyden til en koncert ikke bør påvirke anmeldelsen af en kunstner/band. I må leve et simpelt, men rart liv. 

Copenhell 2022. Bøv over bøv og klamme mennesker uden tøj på. 

...og så var der lige det der med Fred Durst, der blev syg. Æv, jeg havde set frem til min debut på Smukfest.

Største ønske for 2023:
Mere mod, Mere reaktion, mindre tryghed. 

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Voldsomhed, mere fuckfinger, intime koncerter på Stengade, tunge beats frem for trivielle guitar-riffs, metal som forstærkende delelement og et mørke, der kan føles frem for observeres.