Med Heavy Metal som stemningsforstærker
Carpenter Bruts tredje besøg i Danmark var endnu en elegant og stemningsfyldt oplevelse, der dog prioriterede festen frem for detaljerne.
Straight Outta Hell
The Widow Maker
Roller Mobster
Meet Matt Stryker
Paradise Warfare
Run, Sally, Run!
Day Stalker
Night Prowler
Lipstick Masquerade
Inferno Galore
Disco Zombi Italia
Imaginary Fire
Color Me Blood
Monday Hunt
Hairspray Hurricane
Leather Terror
Turbo Killer
Le Perv
Maniac
Synthwave og metal har gået hånd i hånd i mange år. Eksemplerne er mange, fællesnævneren for størstedelen er, at det et det metalliske islæt, der har været dominerende. Synthen har været en forstærker. Carpenter Brut er det stik modsatte.
Franck Huesos er en synthwave-mastodont. Af de mange kunstnere, der hoppede med på bølgen dengang den blomstrede, er han og Carpenter Brut-projektet sandsynligvis et af de bedst kendte. Søndagens nært udsolgte koncert i Store Vega vidnede om det samme – også selvom det var fraregnet balkonen.
Huesos kompositioner er ikke båret af hvad vi typisk – fejlagtigt – vil definere som grundstenen for metal: riffs. Guitar, økse, spade – kært barn har mange navne. Instrumentet er en stor del af Carpenter Bruts liveshow. Adrien Grousset var markant til stede. Heavy metal fra top til tå, lige meget om det så var en tung bund eller funky riffs, der emmede fra guitaren – men overordnet set, er Carpenter Brut en synth-enmandshær, der har valgt at inkludere guitaren. Her er metallen en følelse, fremført af en kunstners behændige tryk på diverse knapper, ikke en guitar.
Aftenens tour-de-forces af en setliste beviste ikke kun genialiteten i Huesos kompositioner, men også værdien i at tilføje et band i live-kontekst. Trommer og guitar, der løftede kunstnerens noget en-dimensionale tidlige kompositioner og gav dem fylde. En forstærkning af numrene – af synthwaven. 20 styk på en time og ti minutter. Der blev ikke levnet tid til pauser.
Da først Michael Sembellos ikoniske Flashdance-banger, havde fået den normale Brut-overhaling var Store Vega skudt af i en fest – en fest bestående af et utrolig forskelligartet publikum, der fandt sammen i en musikalsk fortælling om Bret Helford og karakterens entusiasme for knive.
Det er i sagens kærne Huesos styrke. At han kan samle publikum på tværs af genrer – og der hersker ingen tvivl om, at han har succes med det, fordi det er synthwaven, der er det primære grundlag. Ikke metallen. Nok var Groussets rifferi og persona på scenen velkommen, men det havde været ligegyldigt, var det ikke for de tunge-beats og flotte, pastelfarvede synths, leveret fra fantasten med solbrillerne bag pulten.
Højernergisk fransk arrogance
”I didnt like playing live in the beginning” – Hueso lægger ikke fingre imellem og selvom han sikkert har fundet mere fornøjelse i at spille live i dag, er der ikke tvivl om, at kunstneren stadig ikke synes det er det fedeste. Gemt bag sin pult og de mørke solbriller, præcis som vi har set ham to gange tidligere, virkede han denne gang endnu mere fransk arrogant. En fejlagtig observation, der sandsynligvis grunder i ubehag på scenen. Ikke desto mindre livede Hueso op gennem koncerten – båret af publikum og den positive respons.
Men koncerten havde sine stillestående, mindre interessante perioder. ’Lipstick Masqurade’ virkede som en hård opbremsning, oven på en fremragende version af ’Day Stalker’ og ’Night Prowler’ (fra 'Leather Terror'). ’Color Me Blood’ og ’Monday Hunt’ trak tilsvarende energi ud af koncerten oven på den eminente ’Imaginary Fire’. Nødvendige pusterum i et inferno af stroboskoplys og tunge beats, men også øjeblikke hvor man unødvendigt skævede til klokken, gik på toilettet eller ud i baren.
De sidste 25 minutter var der ingen pauser. Ej heller tid til at få pusten i hoppeborgen. Hueso havde glemt, at han egentlig ikke brød sig om at optræde live og publikum dansede, moshede, gestikulerede og crowdsurfede som var der ingen mandag dagen efter. ’Hairspray Hurricane’ startede den intense afslutning, der fandt sin umiddelbare top i en wall of death under ’Turbo Killer’. Det var et stærkt øjeblik i Vega. Genrer, publikum, band og musik, der smeltede sammen til et festfyrværkeri, der kun blev forstærket af den efterfølgende ’Le Perv’, inden ’Maniac’ som bekendt satte et solidt punktum af fællessang.
Det var en god koncert. Der var øjeblikke, der var decideret magiske. Men man må også erkende, at lyden ikke gav meget plads til de spændende detaljer i Huesos kompositioner. Primært fordi Grousset bragede løs sideløbende. Nuvel, i stedet var der tilføjet nye, interessante detaljer, der kunne høres, men helt grundlæggende var Store Vega denne aften mere til kollektive bas-drops og hoppen rundt, end detaljeorienteret nærlytning. Det var en fest på en søndag aften. 