Årsliste 2025 – Thune Kirk

Tiden går for hurtigt. Heldigvis har vi musikken.

Bevæger tid sig? 
Intensiteten har i hvert fald været mærkbar heromkring.
Intensitet er godt – ligesom tid – også selvom at man ikke når det hele, at markørerne bliver færre, gentagelserne flere og tiden føles accelererende uden at være det. Årslister er spændende, måske især fordi de som små portrætter vidner om levede livs soundtracks. Året som sanghæfte, dagligdagens lydspor og alt sådan noget vrøvl.

Musikåret 2025 bød, for mig, på et ekstravagant behageligt album fra Henrik Lindstrand, hyper-irriterende men alligevel dragende trutteri fra Signe Emmeluth og en lækker omgang ægte rockattitude fra Mørket. I genren classical crossover var det især Nils Frahm, Federico Albanese og Hania Rani der slog benene væk under mig. I den mere jazzede sfære blev Makaya McCraven, Fergus McCreadie, The Necks og Omar Sosa flittigt sat i ørerne, og hvor Hollie Kennif, Murcof og Alessandro Cortini stod for roen, var navne som Sigma, Extrawelt og Eusebia bærende af fanen for det stik modsatte – ikke at forglemme Thom Yorke og Mark Pritchards fælles dejligt mørke album fra året der gik. Rocken blev beriget med gode plader fra Bjørn Riis, Steven Wilson og Swans – og hvem havde lige troet at The Cardiacs udsendte nyt?
I hvert fald var det på mit kontor navne som Faraj Suleiman, Zeyne og f.eks Samia, der stod for de poppede noder – og så var det Søren Ulrik Thomsen der med Det Glemte Kvarter og Aarhus Jazz Orchestra, der stod for et af de fedeste danske albums generelt i 2025.

Alt sammen godt og spændende, men ikke lige så vigtigt som hovedgenren:

Årets danske album:

1. Phrenelith: ‘Ashen Womb’ – Uden at ændre kurs har Phrenelith leveret årets bedste danske metaludgivelse. ‘Ashen Womb’ er moderne dødsmetal i international særklasse – præcis som de plejer, og netop derfor også så overbevisende.

2. Nortt: ‘Dødssang' – De er der, men de er få – og de deler plads med Nortts femte album ‘Dødssang’: årets danske udgivelser, der på tværs af genrer står helt kompromisløst alene. I anmeldelsen skrev jeg: “Det er i mørket, at drømme og frygt danser i sort symfoni, og i mørket, at sjælen finder ro i den dybeste stilhed. Lysets strålende åbenbaring bør netop tilskrives mørket, og mørket giver vel præcis dybde til lysets glans” – for det netop det som albummet kan. Det er helt igennem smukt og hjemsøgende, simpelt og minimalt – men komplekst og mørkt som konsekvens. 

3. Empire Drowns: ‘Endless Nights’ – Meget sjældent – hvis nogensinde – har et dansk album i krydsfeltet mellem “gothic” og “doom” ramt et kvalitetsniveau som det, der udfolder sig på ‘Endless Nights’. Michael Hvolgård Andersen & Co. bevæger sig oppe i de luftlag, hvor tyngde og melankoli bliver til poesi, og hvor bands, der har taget navn efter John Miltons digte, normalt har eneret.

4. Salver: ‘salver dig’ – Jeg har fulgt Salver siden EP’en ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’ fra 2022, og i år blev vi endelig trakteret med bandets første fuldlængde. Og hvilken en. 'Salver dig' er et moderne dansk rockalbum, hvor kaos og sentimentalitet går hånd i hånd – med styrke, sårbarhed og helt blottede følelser. Perfekt.

5. Pustulant Flesh: ‘Gurgling Pustulence’ – Pustulant Fleshs debutalbum er lige så råddent at høre på som gutterne er unge at se på, og dén kombination skaber håb blandt halvgamle dødsmetalhoveder. ‘Gurgling Pustulence’ er et ulækkert og fælt lugtende bekendtskab lige til at blive glad i låget af. 

Boblere:
Monkey Okay ‘Mausoleum’.
Sewer Haul ‘Torso Mangled Beyond Repair’.

Årets internationale album:
1. Noise Trail Immersion: ‘Tutta La Morte In Un Solo Punto’ – Lige siden udgivelsen i juni har Noise Trail Immersions femte album været en tro, men påtrængende følgesvend. Jeg har bevidst lagt det væk, gjort plads til andet – og alligevel har det igen og igen fundet vej tilbage til mine ører  som noget, man ikke selv vælger, men må tage på sig. Det er virkelig godt, virkelig mig. Det er radikalt og avantgardistisk, melodiøst og dissonant på samme tid. En kvælende, intensiv, atonal malstrøm, hvor kaosset ikke blot er urovækkende og straffende, men også ventilerende i sin voldsomhed. Som om musikken ikke kun vil presse, men også rense; ikke kun ødelægge, men skabe. Et sammenbrud, der paradoksalt nok virker forløsende

2. Floating: ‘Hesitating Lights’ – Svenske Floatings særegne verden af post-punk og dødsmetal har hele tiden tiltalt mig. Men de har for alvor fundet formlen på ‘Hesitating Lights’. Spændingsfeltet mellem den blå melodiske post-punk og den mere komplekse dødsmetal skaber genklang i mine ører. Det er luftigt, lyst og hele tiden med en tristesse, der opvejer med alvor og tyngde.

3. Relics Of Humanity: ‘Absolute Dismal Domain’ – Ret hurtigt afskrev jeg albummet. Det var ikke rigtig min stil, og vokalen var enerverende. Troede jeg. Men belarusserne i Relics Of Humanity har lavet et af årets allermest lyttede albums, for mig. Deres livtag med den brutale død indeholder en altoverskyggende og helt igennem fed, sløv stemning. En dybsort, fuldstændig trøstesløs dyster stemning. Alt lys er opslugt. Så voldsom, så bestialsk, så dominant, men samtidig så organisk i lyden, at brutaliteten næsten føles sederende og meditativ. Det er ægte godt.

4. Yellow Eyes: ‘Confusion Gate’ – Indimellem, omend sjældent, sker det, at et album i black metal-genren får lov at blive hængende. ‘Confusion Gate’ gør netop dét hos mig.
Albummet balancerer mellem dragende ro og kontrolleret kaos, smuk melodiøsitet og giftig dissonans. Skævt melodiske riffs folder sig ud i en naturmættet æstetik, badet i diset atmosfære og eftertænksom tyngde. Ingen plads til chok-effekter – kun et modent, fokuseret udtryk, der tør stå alene. Et rart album.

5. Qrixkuor: ‘The Vomb Of The World’ – Man vidste måske nok, at Qrixkuor ville udgive et spændende album. Den fantastisk lækre EP ‘Zoetrope’ fra 2022 tegnede ligesom et billede af, at de som band kunne blive ved med at hæve barren. Også derfor var ‘The Womb Of The World’ et af de mest ventede albums i metalgenren for mig i år, og de leverer. Dødsmetal nænsomt penslet med psykedeliske orkestrale elementer – som soundtrack til en skrækindjagende, atmosfærisk rejse i ukendt mørke og eksistentiel rædsel. Et lille apokalyptisk mesterværk, der både er skønt og komplekst.

2025 var dog også et år med helt igennem lige så lækre albums, der også meget sagtens kunne have været på listen, fra: Paradise Lost, An Abstract Illusion, Der Weg Einer Freiheit, Hedonist, Gaahls Wyrd, Rivers Of Nihil, Evoken, Phobocosm, Ancient Death, Pissgrave, Corpus Offal.

Andre boblere:
Shearling ‘Motherfucker, I am Both: “Amen” and “Hallelujah”…’.
The Armed ‘The Future Is Here And Everything Needs To Be Destroyed’.
Malepeste ‘Ex Nihilo’.
Defacement ‘Doomed’.
Terror Corpse ‘Ash Eclipses Flesh’.
Degraved ‘Spectral Realm of Ruin’.
Malefic Throne ‘The Conquering Darkness’.
Blut Aus Nord ‘Ethereal Horizons’.

Caustic Wound ‘Grinding Mechanism of Torment’.
Kaleidoscope 'Cities of Fear'.

Årets danske hit:
På tværs af genrer er årets danske hit begået af Raske Penge, Klumben & Mighty Mala.
En kontant og præcis samtidsanalyse, for os af dem, der aktivt, og mere eller mindre succesfuldt og overbevisende, forsøger ikke at være en del af det ubevidste, villigt bestukkede, og bedøvede hamsterhjul af lykkelig indifferens. I hvert fald hvis du spørger min glohede konto på en gigantisk underbetalende platform. 

Årets internationale hit:
Jeg har ikke kunne få det ud af hovedet; guitararbejdet på ‘In Place of your Halo’ – og i sådan et tilfælde er der tale om et hit. Hele Bleed From Withins album ‘Zenith’ er i øvrigt fyldt med lækre riffs, og ganske fremragende.

Årets genfundne klassiker:

Insect Warfares ‘World Extermination’ er et af de ypperligste stykker grindcore.
Gennem året har det fået liv endnu engang og flittigt smadret mine øregange, samt ageret perfekt hidsigt soundtrack til træning, eller husistandsættelse som oftest så i stedet blev til sætten i opvaskeren, smøre madpakker til børnene eller pludselig sidde med skærmen og svælge i, hvor fedt og effektivt Dobber Beverlys trommearbejde er i denne optagelse:

Årets koncerter:
Et af årets koncerthøjdepunkter var, da jeg fik en gut i smasken i pitten under Caustic Wound på Kill-Town Death Fest og fik en mindre hjernerystelse. Det var pisse irriterende, og helt perfekt, men ærlig talt, så burde denne kategori nok udgå fra min årsliste; for jeg har sandsynligvis sat pinlig verdensrekord i mindste antal koncerter. Tiden er gået med at være farmand, ægtemand, med at lave hus, have børn og gå gennem ting der opstår i livet, man hellere ville bytte ud med koncerter. Men jeg har været til fine shows. Her er nogle af dem:

1. Assumption: Kill-Town Death Fest, Main Stage, 07.09.2025 – At holde af et band kan være både en gave og en risiko i livesammenhæng. Forventningen kan stå i vejen – eller blive overgået. Italienske Assumption gjorde det sidste.
De leverede sentimental eftertænksomhed, indkapslet i den tungeste, hårdeste, absolut ondeste doom. Musik, der slår langsomt, men uafvendeligt. Hårdt og smukt på samme tid – og en fuldstændig perfekt booking til ‘Gloomy Sunday’-konceptet på Kill-Town Death Fest.

Årets bedste koncert.

2. Moondark: Kill-Town Death Fest, Main Stage, 07.09.2025 – Jeg havde aldrig set Moondark før. Jeg havde selvfølgelig lyttet, men ikke overdrevet, og ikke i en grad som kunne bevirke, at jeg i forvejen vidste hvad jeg havde i vente søndag aften på Kill-Town Death Fest. Udenfor hang blodmånen over København, indenfor sendte Moondark tonstung dødsmetal med doom i ascendanten lige ind i brystet på os. Det var en af de koncerter, vi havde brug for. En slags afrunding på årets festival, og så med et uhyre velspillende band, der kogte over af spilleglæde. 

3. Rot Away: Odense Metalfest, Helheim Stage, Posten, 25.10.2025 – Årets hårdeste og mest voldelige pit på Odense Metalfest 2025. Intet og ingen stod stille. Meget få kan have forladt salen med tørre t-shirts efter Rot Away’s demonstration lørdag eftermiddag – en kollektiv workout forklædt som koncert. Jeg selv bar rundt på blå mærker i en uge efter. Helt perfekt.

4. Suffocation: Tøjhuset, 29.11.2025 – Suffo er Suffo. Jeg er en gammel fan, og alligevel formåede de endnu en gang at overbevise mig, da Suffocation for nylig lagde vejen forbi Tøjhuset.
Bandet kan deres kram. Det er spillet med en rutine og teknisk overlegenhed, der kun kommer af årtiers erfaring – men uden at blive mekanisk. Tværtimod. Spilleglæden og tyngden forplantede sig ud i salen og samlede os alle den aften. Uden at forny sig eller overraske med sætlisten gjorde Suffocation præcis det, der skulle til – og intet mere. Det var godt.

5. Guttural Disgorge: Odense Metalfest, Helheim Stage, Posten, 24.10.2025 – Hvis der er noget, der virkelig er fedt, så er det at blive overrasket. At møde op med en forudindtaget idé – og gå derfra overbevist om det modsatte. Sådan var det, da jeg for første gang oplevede Guttural Disgorge på dette års Odense Metalfest. Hvad bandet endnu mangler i originalitet, opvejedes til fulde af energi, attitude og stil. Hele salen kogte, gulvet brændte, og Guttural Disgorge leverede et af festivalens absolut stærkeste shows.

Årets ekstrametalliske indslag:

1. emptyset: ‘Dissever’ – Repetitiv,  pulserende støj, der dronende og gradvist for lytteren, transformeres til rummelige hypnotiske lydlandskaber. Sådan er emptysets sjette album, og trods det faktum at duoen på dette album er “blidere” i lyden, er det stadig maskinelt, stadig industrielt på en måde, der udfordrer og behager. Ødelægger og afslapper – mit hoved bruger det som afslapning, eller til koncentration. 

2. Kronos Quartet & Mary Kouyomdjian: ‘Witness’ – Hvor vi i metalgenren ofte er vant til bands, hvis tematik kredser om krig og ødelæggelse, er det som regel også på sikker afstand – som fiktion, symbolik eller noget, man underholdes med i Royal Arena. Her er vi selvfølgelig slået hjem af den klassiske verden. Og virkeligheden. ‘Witness’ er et konceptalbum skabt i samarbejde mellem den hædrede strygekvartet Kronos Quartet og komponisten, dokumentaristen og Pulitzer-finalisten Mary Kouyoumdjian. Et audiodokumentarisk musikværk, der kombinerer den instrumentale musik med virkelige vidnesbyrd fra mennesker, der har overlevet krig og folkedrab. Konfrontation, nærvær og menneskelig tyngde. Et fremragende album fra 2025, der er et lyt værd. 

3. Kali Malone & Drew McDowall: ‘Magnetism’ – To af eksperimentalmusikkens mest kompromisløse tænkere med deres første fuldlængde samarbejde. ‘Magnetism’ er lange billedfremkaldende lydlandskaber som du skal give dig ro til. Det er stilfærdigt, det er dissonant og helende. Et album der er lige så afslappende, som det er forstyrret og gådefuldt. Kunsten er den refleksion som vibration, dissonans og rum, i dette tilfælde giver dig.

4. Old Saw: ‘The Wringing Cloth’
Jeg kan ikke huske hvordan. Men jeg støder på Old Saws album ‘The Wringing Cloth’ og fanges ikke omgående – alligevel blev jeg trukket tilbage, og lærte det ret så særegne album at kende som rar rumlig oplevelse. Måske snarere et sted man opholder sig, end det er noget man lytter til. Genren? Øh ... “Dark ambient med elektro-akustiske americana-tendenser” kan være en passende beskrivelse. Eller bare alternativ. Det er mørkt, eftertænksomt og en behagelig pause midt i ekstremmetallen.

5. Paul Riedl: ‘Demystification // Forestscapes’ –At Paul Riedl fra Blood Incantation formår at udvide dødsmetallen som genre, hersker der næppe nogen tvivl om. Netop derfor kommer hans soloalbum fra i år heller ikke som nogen egentlig overraskelse – et rendyrket ambient-værk og en logisk forlængelse af f.eks ‘Timewave Zero’ – blot renset helt for metal og placeret i et konsekvent ambient- og synthesizerbåret landskab.
Musik der ånder. Det er sanseligt, nærværende og med en naturligt gentagende bevægelse, hvor tiden ikke presses frem eller tilbage, men cirkler, pulserer og vibrerer inden at det langsomt opløses.

Årets danske navn:
Empire Drowns
At udsende noget, i en dansk sammenhæng, så helstøbt og særegent som ‘Endless Nights’, er i sig selv et statement. Det markerer uomgængeligt afsenderen som et af årets vigtigste orkestre. I dette tilfælde endda i en sådan grad, at Empire Drowns heromkring står tilbage som årets danske band.

Årets internationale navn:

Årets nye danske navn:

Foetorem
Én ting er at blive booket til en af verdens bedste dødsmetalfestivaler (Kill-Town Death Fest) nærmest i det øjeblik, man udsender en lille EP. Noget ganske andet er, at et pladeselskab af Everlasting Spew’s kaliber også sætter gaflen i så hurtigt og allerede udsender bandets debutalbum i 2026.
Foetorem har haft et vildt år, leverede et stærkt debutshow på KTDF – og er et navn, vi uden tvivl kommer til at høre meget mere til i det kommende år.

Årets nye internationale navn:

PeelingFlesh er årets nye internationale navn. Ikke fordi at de er gode, eller gør noget egentligt nyt, men fordi at de gør noget sjovt, skaber en fest - og på en eller anden mærkelig måde formår at blende hiphoppens attitude med Slam. Ingen hjerneceller er i fare, og det skal der være plads til. Nu mangler vi bare at danske festivaler som Copenhell får øjnene op for den nye slamfest med PeelingFlesh, Boltcutter, Bodybox etc.

Årets comeback:
Man kunne skrive Acid Bath. Man kunne skrive Coroner. Pentagram. Jeg aner det ikke.
Det jeg ved er, at Ozzy Osbourne fandt tilbage én sidste gang. En sidste gang i Birmingham – i en afsked den 4. juli på Villa Park. Et slags comeback, et farvel. Og et værdigt et. Jeg bøjer stadig hovedet for Ozzy. For karrieren. For den kolossale betydning, som han og Black Sabbath har haft for scenen. Og for os alle her omkring. Selv med en aldrende stemme og en krop på vej mod enden var det rørende. Ikke fordi det var perfekt, mere fordi at det var ægte.

Årets fysiske udgivelse:

Årets fysiske udgivelse er den med en brændende Roskilde Domkirke på coveret.

Det overså jeg i 2024:
Hvad jeg overså, overså jeg så fuldstændigt, at også det oversete forblev overset.

Årets optur:
Årets musikalske optur var at være på Kill-Town Death Fest med min kone. Uden børn. Bare mand og kone, verdens hårdeste dødsmetal i sensommersol. Nok især det med min kone.
At tredje verdenskrig ikke er startet endnu er også optur.

Årets største skuffelse:
Orms fjerde album ‘Guld’. Men applaus, og stående ovation, for branchens veludførte opsætning af kejserens nye klæder. Der manglede intet. Jo.. Måske en kur.
Da jeg i en håndfuld minutter blev taget ved næsen af AI, og pludselig kunne høre at noget var for perfekt. Navnet og bandets ellers lækre doom har jeg glemt igen, men meget snart skal vi måske til at passe på. 

Største ønske for 2026:
Man får måske ikke, hvad man ønsker. Man får hvad man har brug for, og det er rart at se at folk så småt begynder at søge ud på de mindre metalfestivaler. At vi så har grotesk mange, med det eksakt samme program er en anden sag, den klarer markedet forhåbentligt. Nå ja.. Og så vil jeg egentlig gerne kunne prioritere at skrive noget mere.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Jeg glæder mig altid til Kill-Town Death Fest – og nu glæder jeg mig også til Extremely Rotten Death Fest.
Vi er desuden kollektivt heldige – Gorguts udsender nyt album i 2026.  Personligt ser jeg meget frem til at høre Agrimonias nye plade, og hvad med verdens bedste Martyrdöd? Kunne vi være så heldige? Jeg håber det. Ærlig talt, og som gammel D:A:D-fan så ser jeg også frem til at høre Stig Pedersens kommende soloalbum.

Men mest af alt – og netop i denne sammenhæng – er noget af det bedste stadig at finde, opspore og udsætte sig selv for ny musik. Om det er den brutale død, den klassiske crossover eller jazzen.
Det glæder jeg mig til.