Briller af Stål: Vi, der valgte thrashen

Hvide basketstøvler og vidtåbne arme: Thrash metal var en smuk og uskyldigt åbensindet subkultur med plads til alle i pitten. Men i sidste ende ændrede den ikke for alvor så meget for særligt mange.

Flyet var på vej ud på startbanen, og jeg skulle til at slukke min telefon, da jeg fik beskeden fra en ekskæreste: Om jeg havde hørt det om min gamle kammerat? Hvor “det” uundgåeligt var, at han var død, jo. Havde foldet sit tøj pænt sammen og var vandret ud i fjorden i den værftsby, hvor han voksede op og vendte tilbage for at gøre en ende på det.

Vi lærte hinanden at kende gennem thrash. Det betyder, at hver gang jeg har beskæftiget mig med thrash i det halvandet års tid, der er gået siden da, er min gamle kammerat dukket op et sted i baghovedet, inden han er forsvundet igen. Sådan som han også forsvandt dengang og altså nu er forsvundet igen. 

Vi lærte hinanden at kende gennem thrash: Det er svært ikke at se det som en usandsynlig vej for ham ud af det miljø, han voksede op i med en misbrugersøster, en enlig mor, der vist nok selv havde noget af et misbrug og i hvert fald gik påfaldende lidt op i, hvad hendes søn rendte rundt og lavede om natten i den nedlukkede og trøstesløse værftsby. Hvor det eneste, der var at lave, tilsyneladende var at sætte ild til affaldscontainere, sniffe lightergas på torvets toilet og tænde cigaretter bagefter, så det hele eksploderede, sådan som to virkelig smarte piger havde gjort det, plage sin storesøster om at skaffe hash til en selv og ens venner. Tage rutebilen ind til den større by, når man havde skaffet penge til det på den ene eller anden måde.



Han fandt os på Rytmeposten til thrashkoncerterne og hægtede sig på os, en flok relativt bedrebemidlede parcelhusteenagere fra røvenden af middelklassen. Han tog optagelsesprøven for pjækkere og dopere til gymnasiet og var god nok til at holde igen med begge dele de næste tre år, eller bare begavet nok, til at det ikke betød så meget, om han pjækkede og røg, til at gå videre på uni.

Der forsvandt han igen. Vi mødte hinanden til koncerter med flere års mellemrum, men den ene af os var altid for fuld eller skæv eller selvoptaget til at kunne føre en samtale. Vi mindede vel hinanden lidt for meget om det, vi havde ladt bag os. Det var ikke thrashkoncerter, vi talte ikke om thrash, prøvede begge at være kommet videre. Da Facebook kom til, dukkede han op igen som efterhånden ikke så håbefuld maler, ivrig fortaler for kryptovaluta og stærkt skeptisk over for telemasters påvirkning af vores hjerner.

Det var sandsynligvis noget andet, der påvirkede hans hjerne og endte med at gøre det af med ham. Og når det kom til stykket, havde thrashen ikke for alvor ændret noget. For ham.  

Metals ædleste udtryk
Det hele starter og slutter med thrashen.

Det var der, metal for alvor tog af for mig, det er det, jeg gider at vende tilbage til, når alt andet metal keder mig. Når det bliver forlorent, for meget, for moderne, for gammeldags, når det glemmer thrashens eviggyldige værdier: Riffet, tempoet, melodien, volden, euforien og ekstra meget af det hele.

Thrash er for mig metals ædleste udtryk: Ingen leopardplettede gamacher, ingen hårlak, ingen corpsepaint, ingen nitter – OK, der var lige Kerry King – ingen store sceneproduktioner, ingen koncepter, ingen keyboards, ingen hits, ikke noget pis. Det eneste, der står tilbage, er det ovenfor. Riffene. Tempoet. Melodierne. Den totale ubesindighed. 



Selvfølgelig må det være sådan: Jeg var ni år gammel, da Metallica udgav ‘Master of Puppets’ i 1986. Lidt for ung til for alvor at være kommet i gang med den klassiske heavy metal, som desuden var begyndt at lyde mærkelig i de år med keyboards og alt muligt. Den helt rigtige alder til gengæld til at blive skudt bagover af den plade, min storebror med knallertoverskægget og det smukke, lange nakkehår købte inde i byen. Den søgt kønne akustiske guitar, der åbner ‘Battery’, den dundrende tyngde, hele bandet sætter ind med, inden alting går hurtigere end noget, jeg nogensinde havde hørt før, og gør det med en ubegribeligt cool tilbageholdt snerren og melodier, der sad lige i min formbare, bløde unge hjerne med det samme.

Jeg havde hørt god heavy rock og fængende metal på min storebrors værelse før den dag. Men det her var min musik. ‘Master of Puppets’ og al den thrash, der umiddelbart fulgte efter, da jeg forfulgte min nyfundne passion ud over stepperne, mens min storebror lettere fortumlet stod tilbage på knallertværkstedet og hørte Motörhead. Undrede sig over, hvad han havde sat i gang i mig. Det formede et musikideal for mig: Uanset hvad jeg kom til at høre fra den dag, søgte jeg altid farten, riffet og ikke-så-meget-pis-attituden i det. 

På samme måde som AC/DC i en endnu letpåvirkeligere alder har givet mig en pavloviansk reaktion på start/stop-riffs, har thrash sørget for, at jeg næsten altid kan vindes over, hvis man bare gider droppe midttempoet og tager en ordentlig rygsækfuld riffs med sig over broen.

Et trygt, åbent sted
Det er det, det i sidste ende altid handler om. Ikke Satan, ikke damer, ikke rockstjerneattitude. Der er en grund til, at der var så stort et overlap mellem thrash og skateboarding: Antiuniformen var den samme med jeans, T-shirt og fedtet hår, kun i skoene var der for alvor en forskel, for vi, der valgte thrashen, svor til hvide basketstøvler. Fokus var det samme: Lær grundelementerne, lær et par tricks, lær at gøre dem hurtigere og vildere end de andre, lad være med at være en nar omkring det (OK, der er lige Kerry King igen).

Jeg voksede op i moshpitten. Hver gang et thrashband eller noget, der bare lignede, kom gennem Odense, var jeg der sammen med min lille gruppe af venner og slammede, stagedivede, blev tromlet ned, blev døv, blev lykkelig. Når der ikke kom nogen thrashbands gennem byen, slammede og stagedivede vi i sovesofaerne hjemme på hinandens værelser, indtil luften var tung af sved, feromoner og undertrykte seksuelle impulser.



Jeg husker Rytmeposten ved indgangen til 90’erne som et meget trygt, meget åbent sted. Jeg kan ikke rigtig huske, at der var nogen voksne ud over dem fra Sliced Pimples, som var en slags sceneonkler for os. Det var dem, der fortalte os, hvilke plader vi skulle høre, hvordan vi skulle opføre os. Vi gemte vores poser med øl i buskene ovre i Kongens Have, væltede rundt ude af stand til at håndtere vores spæde teenagebranderter. Men jeg husker det ikke, som om der var nogen, der syntes, at det var belastende, at vi kom rendende med vores hår, der lige nøjagtigt var vokset ned over øjnene, vores cowboyjakker med de skuldermærker, vi havde kunnet finde i specialforretningen i Rosengårdscentret, vores friskudpakkede T-shirts fra HMV.

Det var OK, at vi var der. Vi skulle ikke leve op til noget: Alene det, at vi havde fundet derind, var vores adgangsbillet til indercirklen.

Så min kammerat blev også budt indenfor. Hul i, at han lignede Børge fra Olsen Banden, og at de eneste fra værftsbyen, han kunne få til at spille med sig i sit thrashband, var en, der hellere ville spille punk, en, der hellere ville spille goth, og en, der kun var med, fordi han nogenlunde kunne spille trommer, indtil min kammerat fandt ud af, at det var bedre, hvis han tog over og gjorde det selv. 



Fartkonkurrencen
Noget af det, jeg også fandt ud af, var, at thrash var åben for en del ting. Måske lidt for mange set i bakspejlet. Når jeg ser billeder af mig selv med Sodom-sweatshirt, lyserøde boardshorts, lædervest og et sølvkaninvedhæng i øreringen, kan jeg godt tage mig selv i at ønske, at jeg havde været lidt mere som de dødsmetallere, der var begyndt at komme ude nordfra. Klædt i sort, fåmælte, seriøse, alt for hammerskæve til at kunne tale med mennesker. 

Den åbenhed blev også thrashens endeligt i første omgang: Metallica fandt ud af, at de kunne blive superstjerner, hvis de holdt op med at spille thrash; en alt for lang række af mindre bands med Sacred Reich, Death Angel og Mordred i spidsen troede, at funkmetal var vejen frem.

Arke-thrashen selv havde malet sig op i et hjørne: Konkurrencen om, hvem der kunne spille hurtigst, var hurtigt vundet, og der var ikke rigtig nogen, der var blevet tilbage for at finde ud af, hvem det overhovedet var, der vandt den. Jeg kan huske at stå en aften på Rytmeposten og snakke med en af dem fra Sliced Pimples om det: Napalm Death havde fornylig udgivet ‘Mentally Murdered’, og ingen af os kunne se, hvordan noget skulle blive tungere, hurtigere, mere brutalt, mere ekstremt end dét. Det var tydeligt, at det ikke var den vej, metal i det hele taget skulle udvikle sig, men ingen af os havde nogen idé om, hvor den så var på vej hen.



Thrash peakede ved indgangen til 90’erne og forsvandt så i en rasende fart.

Og kom igen. 

Og igen.

Selvfølgelig må det være sådan: Metal har i dette årtusinde mere end nogen anden ting handlet om at søge tilbage mod rødderne og om at genbruge alt det, der var frisk engang, for at glemme, at der nogensinde var noget, der hed nu metal.

Municipal Waste var nogle af de første, der gjorde det sejt at høre thrash igen, sidenhen er flere fulgt trop. Det føles godt, selvom det også føles som den gentagelse, det i bund og grund er. Da jeg snakkede med fotografen Brian Lew om filmen ‘Murder in the Front Row’, fortalte han mig noget opløftende: Når han går til thrash-shows i sin hjemby San Fransisco, hvor det hele startede, kommer der unge mennesker. Hans venner fra dengang har fået børn, der er voksne nu, men også deres venner dyrker det her. For dem har thrashen noget helt særligt, som ingen andre af metallens væld af subgenrer kan byde på.

Du kan kalde det autenticitet. Det kan også bare kalde det fart og riffs og ikke så meget pis ellers. Det er derfor, vi fejrer thrashen i dag.



Så meget for skelsættende begivenheder
De af os, der er tilbage. 

Jeg har ikke noget svar på, hvorfor nogen af os klarede den, og andre af os ikke gjorde. Ikke noget, der rigtig har noget at gøre med thrash i hvert fald. Det er også en slags lærdom at drage af det: At det, der i nogle formative år af vores liv føltes, som om det betød alverden, når det kom til stykket alligevel endte med ikke at have nogen afgørende effekt på andet end vores præferencer for, hvordan musik i det hele taget skulle fungere for at være fedt. Også al mulig anden musik, efter thrash i sin tid syntes at have mistet sin relevans for os.

Lige så skelsættende en begivenhed, jeg gerne vil have thrash til at være i mit liv, lige så hurtigt var jeg videre. Lige så mange mennesker, jeg lærte at kende gennem thrash, lige så hurtigt var de ude af mit liv igen. De fleste af dem aner jeg ikke hvor er henne i dag. De der to piger, der havde fundet ud af, at der ikke var andre piger på Odenses thrashscene udover Julie Molin fra Rigid Domain, som ingen turde forsøge på noget med, så de blev thrashere og kunne vælge og vrage mellem langhårede unge fyre? 

Jeg aner ikke, hvor de er i dag. 



Dem fra klassen over, der opdagede, at jeg gik med Kreator-T-shirts og prøvede at få langt hår, så de gjorde mig til en del af deres aparte slæng? Hvem ved. Ham den høje satanist blev jazzmusiker, ham den rødhårede growler blev neofolker, så meget ved jeg, men det er også det.

Det er det samme med bandene. Jeg kan høre de gamle plader med Metallica, Slayer, Death Angel, Kreator und so weiter herfra og til Mortens Aften; jeg kunne ikke drømme om at sætte en af deres nye plader på, med mindre det var i embeds medfør.

Så meget for skelsættende begivenheder: Du opdager en musik, den ændrer din musikopfattelse, din tøjstil, din Weltanschauung; så får du en kæreste, der hører Pink Floyd, og det hele kan åbenbart være lige meget. Indtil I ikke er kærester længere, og du overvejer, om ikke det der thrash alligevel havde fat i noget. Og nogle årtier senere skriver hun til dig, at din gamle ven har begået selvmord, og hvad helvede er det nu for noget, hvordan skal man håndtere sådan noget i et transatlantisk fly for en gangs skyld alene?

Der er alle mulige grunde til, at det endte sådan for ham, og at det ikke er gået mig sådan: Der er en eneste grund til, at vi fik en fælles historie, og det er thrash.

Det var der, det startede. Det sluttede et helt andet sted.

'Murder in the Front Row' kan streames her:

https://linktr.ee/murderinthefrontrow