Metaldiktator: Death – Individual Thought Patterns
Populær
Efter 'Human' var Chuck Schuldiner vred. Meget vred. Det kom der en overset, men fantastisk plade ud af, hvor King Diamonds guitarist udøvede mirakler.
2. In Human Form
3. Jealousy
4. Trapped In A Corner
5. Nothing Is Everything
6. Mentally Blind
7. Individual Thought Patterns
8. Destiny
9. Out Of Touch
10. The Philosopher
‘Individual Thought Patterns’ er den femte Death-plade. Den blev indspillet i det legendariske Morrisound Studios, produceret af Chuck Schuldiner og Scott Burns. Den blev udgivet 22. juni 1993 på Relativity og blev en relativ succes i forhold til forgængeren, ‘Human’, der hyldes som Deaths største plade. Ikke desto mindre har ‘Individual Thought Patterns’ en vigtig plads i historien om Chuck Schuldiner og hans band Death. For det er på mange måder en skelsættende og vigtig plade. Vi ser på hvorfor.
Efter udgivelsen af ‘Human’ tog Death på turné. Og denne gang kom Chuck Schuldiner faktisk med bandet til Europa. De unge gutter, Sean Reinert og Paul Masvidal fra Cynic, var med og hjalp pladen og Death ude på landevejen. Derefter ville de koncentrere sig om deres eget band Cynic og stoppede derfor i bandet efter turnéen. Det var Chuck Schuldiner bestemt ikke tilfreds med, og han blev meget vred på dem. Særligt guitarist Paul Masvidal fik Schuldiner et horn i siden på. Det samme gjaldt deres manager Eric Greif, så på alle måder følte Schuldiner sig angrebet og forladt af alle omkring sig.
Han valgte at fokusere på næste plade og hyrede nogle musikere ind. I stedet for Sean Reinert på trommer, hyrede han Gene Hoglan, der spillede i thrash-bandet Dark Angel. På bas fik han Steve DiGiorgio tilbage, og som leadguitarist fik han kontakt til svenske Andy LaRocque, som han havde hørt på King Diamond-plader i sin ungdom. I mange år gik der historier om, at LaRocque kom uforberedt ind i studiet og bare improviserede soloerne i studiet. Det er ikke helt sandheden. Både Chuck Schuldiner og Andy LaRocque har i interviews beskrevet, hvordan de kom i kontakt med hinanden, og Schuldiner sendte ham demobånd af de sange, der krævede en solo. Da LaRocque ankom til Florida for at indspille, havde han en del ideer til hver sang og resultatet er det, vi hører på pladen.
Der, hvor det mytiske måske er opstået, er nok snarere, hvor imponeret Chuck Schuldiner og resten af bandet, samt producer Scott Burns blev over, hvor professionel LaRocque var. For han ramte den lige bagi med det samme. Kæberne på amerikanerne måtte have ramt mixerpulten da svenskeren begyndte at vride i guitarstrengene. Der skulle nemlig ikke mange forsøg til før der var en version, de kunne bruge på pladen. En effektiv musiker, der så det som en faglig udfordring at medvirke på en dødsmetalplade. Noget, der er langt fra hans virke i King Diamond.
‘Individual Thought Patterns’ starter med sangen ‘Overactive Imagination’, og teksterne er fra starten skarpe og personlige. Der er ikke nogen modtager for den gennemsnitlige lytter, men kender man til historien bag og fejden mellem Chuck Schuldiner og Paul Masvidal, skal der ikke meget til, førend man kan regne ud, hvem noget af det er møntet på. Og kun to minutter inde i pladen får vi første smagsprøve på LaRocques virtuose guitarspil, dog kun en kort én af slagsen.
Som pladen skrider frem, hører man mere og mere af svenskeren, ligesom pladen giver god plads til en yderst kompetent og jazzet trommeslager i Gene Hoglan, der leger sig gennem pladens 10 numre. Flot accentueret af den lige så musikalsk udforskende bassist i Steve DiGiorgio. Lige præcis den slags musikere, Chuck Schuldiner gerne ville spille med. Alle tre var de hver især var så dygtige, at de fik relativt frit løb. Det kan i den grad høres. Den stringente dødsmetal på de forrige plader er nu udvidet med et mere progressivt strøg, der bliver yderligere udforsket i sangskrivningen på den næste plade ‘Symbolic’. Man kan høre i interviewet ovenfor, hvordan Schuldiner netop lader sig inspirere af alt muligt andet end blot dødsmetal og på den måde adskiller han sig fra sine samtidige i bands som Cannibal Corpse, Suffocation, Deicide, Obituary m.fl.
Individuelle tankemonstre
Distanceringen til genren som sådan og førnævnte bandmedlemmer er en tiltagende ting i Death og Chuck Schuldiners historie. Vreden kan i den grad fornemmes i sangtitler som ‘Jealousy’, ‘Mentally Blind’, ‘Out of Touch’ og særligt singlen og den afsluttende sang ‘The Philosopher’.
Netop ‘The Philosopher’ blev på mange måder den definerende sang på pladen. Det åbenlyse er, at de valgte at indspille en musikvideo til sangen. Og objektivt set har den også et af pladens bedste og mest genkendelige riffs. Læg dertil, at MTV og Beavis & Butthead tog sangen under kærlig behandling. Videoen med en dreng, der løber gennem en skov og den gamle mystiske mand er et tema, Beavis & Butthead simpelthen ikke kunne lade være med at gøre sig morsomme over. Så ligesom Morbid Angel, der udsendte deres store plade ‘Covenant’ på præcis samme dag gennem Earache Records, fik Death en masse gratis omtale ved at MTV ikke kun viste musikvideoen på Headbangers Ball, men også i det meget populære tegneserieprogram.
Vreden fra Chuck Schuldiner rettet mod Paul Masvidal i teksterne på ‘Individual Thought Patterns’ er dog ikke blot mudderkast. Set i et historisk perspektiv kommer Schuldiner ikke kun til at fremstå forsmået, men en anelse ondsindet. For teksterne til ‘The Philosopher’ indeholder følgende i et vers:
So you preach about how I'm supposed to be
Yet you don't know your own sexuality
Det kan tolkes på mange måder. En af de mest velkendte er, at Schuldiner har ment præster i den katolske kirke som en flok falske filosoffer. Men mange vil vide, at det er et direkte angreb på Paul Masvidal, der på daværende tidspunkt ikke havde bekendtgjort, at han var bi- eller homoseksuel. Noget han og trommeslageren Sein Reinert i Cynic senere gjorde. Det er muligt, Schuldiner, venner og familier vidste noget, men omverdenen gjorde det ikke i 1993. Så et meget personligt og direkte angreb på et tidligere medlem af bandet, Schuldiner følte sig forladt af.
Schuldiner var kendt for ikke at have venner i bandet ret længe. Antallet af musikere, der kørte gennem svingdøren i Death er mange og Schuldiner var en humørsyg person. Hans gentagne aflysninger på turné i Europa, samt de gange, hvor bandet fortsatte uden ham, var blot de mest grelle eksempler. Historierne er mange og der er ingen tvivl om, at Schuldiner var det, man på nydansk vil kalde en ‘control freak’. Death var hans. Og hvis ens vision for bandet ikke flugtede 1:1 med Schuldiners, så var det ikke Death eller Schuldiner, der var noget i vejen med!
Derfor er teksterne på ‘Individual Thought Patterns’ vrede. Der lå noget uafklaret, der skulle kanaliseres ud. Pudsigt nok slap Andy LaRocque helskindet fra sin ene optræden hos Death. Han skulle på turné med King Diamond umiddelbart efter indspilningerne, og det hørte han ikke noget ondt for. Her tog Death i stedet Craig Locicero fra Forbidden med på turneen, ligesom også Ralph Santolla hjalp til. Faktisk fandt deres eneste koncert på den turné i Danmark sted før udgivelsen. Det var, da de spillede i Pumpehuset i april måned sammen med Cannibal Corpse og Carcass. Et helt igennem vanvittigt lineup dér i starten af 1993, hvor Cannibal Corpse kort forinden havde udgivet ‘Tomb of the Mutilated’. På det tidspunkt vidste ingen, at Carcass i slutningen af året ville udgive ‘Heartwork’, mens Death dog var så langt i processen, at de spillede tre sange fra ‘Individual Thought Patterns’. Åbningsnummeret ‘Overactive Imagination’, ‘In Human Form’ og ‘Trapped in a Corner’.
Historisk set er ‘Individual Thought Patterns’ blot klemt lidt ind mellem to store udgivelser. ‘Human’ var det store gennembrud i 1991, mens ‘Symbolic’ fra 1995 hyldes som den helt store, progressive udgivelse. Den vrede plade fra 1993 har historisk ikke fået helt samme opmærksomhed, omend den af MTV fik rigelig eksponering der i 1993 og 1994.
Her 30 år senere står den dog stadig stærkt og er en klassiker, enhver dødsmetalfan ikke må snyde sig selv for. Det progressive på ‘Symbolic’ og senere ‘The Sound of Perseverance’ kan sagtens høres på ‘Individual Thought Patterns’ og særligt en sang som ‘Destiny’. Lyt til introen, basgangen, trommespillet og soloen i den sang. Det vidner om et band, der i den grad er ved at fjerne sig fra den klassiske dødsmetal, man selv var med til at skabe i midten af firserne. Det er velsagtens kun vokal og rytmeguitar i omkvædet, der stadig lugter lidt af dødsmetal.
Nu fylder den 30 år. Et lettere overset mesterværk, der fortjener dens plads i solen. Vi anmeldte den faktisk også da Relapse genudsendte den i en remastered udgave i oktober måned 2011. Hør hele den remasterede plade her på Relapse Records’ egen YouTube-kanal: