Metaldiktator: Deep Purple – 'Stormbringer'
Populær
For mange markerer ’Stormbringer’ det punkt, hvor Deep Purples storhedstid sluttede. Men accepterer man præmissen og dykker dybere ned i albummet, er det et højdepunkt i sig selv.
2. Love Don't Mean a Thing
3. Holy Man
4. Hold On
5. Lady Double Dealer
6. You Can't Do It Right
7. High Ball Shooter
8. The Gypsy
9. Soldier of Fortune
Gode bands laver også svage plader. Det er ikke i sig selv en særlig indsigtsfuld påstand, men mere interessant er det, at selv gode bands’ svage plader kan være gode på deres egen måde, fordi de bærer mange af de samme kendetegn som de stærke plader.
Deep Purples ’Stormbringer’ er sådan et album. Dens kække infusion af funk og soul i den velkendte rocklyd var et stykke fra den hårde rock, som havde bragt bandet til succes, og da den udkom sent i 1974, faldt den langt fra i alles smag. Albummet kan derfor også siges at være der, hvor Deep Purples storhedstid endte. Det er faldet fra tinderne.
I den forstand er det ildevarslende albumcover med tornadoen, der krydser over landskabet (inspireret af et ægte fotografi), mens den græske mytologis bevingede hest Pegasus rider himlen, ikke et varsel om den storm, der skal spilles op af en af tidens mest hårdtslående rockgrupper. Det er tværtimod det modsatte: Det er et tegn på opløsningen, stormen som det, der lægger landet øde, hvorfra noget nyt kan begynde.
Et powerhouse
Blot to år forinden havde Deep Purple redet den bølge af succes, der for alvor begyndte, da de lagde deres musikalske retning om og tonede ind på virtuos hård rock på ’In Rock’. Med udgivelsen af ’Machine Head’ i 1972 ramte Deep Purple et kreativt peak, gik nummer et i en lang række lande og fik deres hard rock-evergreens i form af ’Smoke on the Water’ og ’Highway Star’. Og da de senere på året udgav ’Made in Japan’, en dokumentation af bandets efterfølgende turné, var det ikke bare med et veloplagt og sammenspillet band. Det er et band i topform, et rent powerhouse, der udfolder sig på en af de mest vanvittige og ustyrlige liveplader nogensinde udgivet.
På det tidspunkt, deres absolutte peak, var Deep Purple med rimelighed verdens største og bedste rockband. Majestætiske og mastodontiske, uovervindelige og ubesejrede.
Men allerede på den efterfølgende ’Who Do We Think We Are’ (1973) viste metaltrætheden sig, og kort tid efter forlod frontmand Ian Gillan og bassist Roger Glover bandet. Ind kom i stedet nye og tæt på uprøvede kræfter i form af Glenn Hughes, der ud over at spille også delte sangtjansen med David Coverdale, hvis lyse lokker, machoudstråling og enormt versatile vokal står i evig arv til Robert Plant.
Deep Purple genopfandt sig selv med ’Burn’ (1974), der blev ledt an af Ritchie Blackmores aggressivt bluesy rifferi i kombination med de velkendte neoklassiske tendenser i soloduellerne mellem Blackmore og organisten Jon Lord, mens Hughes og Coverdale indfandt sig komfortabelt i de nye roller. Det er i sig selv et formidabelt album, som snildt er en Metaldiktator værdig.
Men det er også et album, der er meget nemt at holde af, fordi der er tæt på ingen svage momenter på, og fordi det i rimelig høj grad er Deep Purple, som vi kender det, bare i revitaliseret form.
Funkens indtog
De få elementer af funk, der er til stede på eksempelvis et nummer som ’Sail Away’, springer til gengæld ud i fuldt flor på ’Stormbringer’, der er et decideret funkindtog i den hårde rocklyd, som Deep Purple i de forgangne år var blevet synonym med.
Når ’Stormbringer’ har været kontroversiel, er det, fordi Blackmore er trådt i baggrunden, mens især Glenn Hughes er trådt endnu mere i forgrunden. Den hårde rock og de neoklassiske elementer er væk i stor stil, og det er tydeligt, at Hughes, der altid har haft en fremragende vokalpragt, og som altid har båret stærke indflydelser fra soul og r’n’b i sin stil og særligt sine fraseringer, har fået markant mere at sige i sangskrivningen og arrangementerne.
Det er også tydeligt, at Hughes har lyttet en del til en kunstner som Stevie Wonder, der i samme periode som Deep Purple steg til tops, trådte ud af Motown-folden og blev en samtidsdefinerende musiker med sin blanding af pop, soul, funk og r’n’b på album som ’Talking Book’ (1972), ’Innervisions’ og ’Fulfillingness’ First Finale’ (1974).
Det kræver med andre ord, at man har funkfacetten, hvis man for alvor skal kunne værdsætte ’Stormbringer’.
Solid sangskrivning
Men når ’Stormbringer’ stadig holder den dag i dag, er det, fordi den stadig bærer alle de elementer og karakteristika, der gjorde de foregående plader og ’Burn’ så fremragende til at begynde med. Det er samspillet, vokaludfoldelserne, afvekslingen, versatiliteten og diversiteten.
Det er måden, hvorpå Coverdale redder ’Love Don’t Mean a Thing’ i et b-stykke, efter Hughes har forvildet sig ud i nogle enormt komplicerede r’n’b-ornamenteringer.
Det er det minisymfoniske synthridt, der brydes op af funkbas og Hughes’ ”got to get down”- fraseringer i soulballaden ’Holy Man’.
Det er Jon Lords keyboard, der bliver lagt ind under Blackmores melodiske solo i den ellers noget gumpetunge funk-groover ’Hold On’.
Det er afslutningerne: Bandets samlede markeringer, der langsomt aftager i tempo (det, man kalder et ritardando) i slutningen af ’Lady Double Dealer’, build-uppet i ’Holy Man’, hvor synthesizeren pludselig lyder som blæsere, de mange guitarharmoniseringer i ’The Gypsy’ og det funky groove i ’Love Don’t Mean a Thing’, der toppes af en af Blackmores mest melodiske og alligevel rytmisk skarpe soloer, mens det fader ud.
’Stormbringer’ lever virkelig højt på de små twists og quirks, der ligger i detaljen, og som opstår i de overgangene og slutningerne. Og den lever særligt på afvekslingen imellem Hughes’ lyse og lettere nasale soulvræl og Coverdales dybe, maskuline røst.
Solid sangskrivning
Men der er selvfølgelig ét altoverskyggende forhold, der mangler at blive pointeret: Når ’Stormbringer’ holder i dag, er det ikke mindst, fordi sangskrivningen også holder.
To numre fra albummet står som udødelige klassikere og gjorde det også allerede dengang: Det er det hårdtpumpede titelnummer, hvor Coverdale giver den som machomand, der bebuder dommedags komme, og som viser, at Deep Purple stadig kunne være fandenivoldsk powerhouse, selv efter Jon Lord havde erstattet sit legendariske Hammond C-3-orgel med en synthesizer.
Og så er det selvfølgelig den smukke ballade ’Soldier of Fortune’, en sang om tidens forgængelighed og det uundgåelige forfald. Den er skrevet af Blackmore og Coverdale og er en af karrierens største stjernestunder for sidstnævnte, som synger den dybt og indfølt. De sparsomme instrumentering og den blide dynamik er stor sangkriverkunst, mens de små fløjter, der titter frem mod slutningen, giver nummeret et præg af folket prog rock.
De er med rette blevet klassikere i diskografien, og det er heller ikke uden årsag, at David Coverdale har sunget dem som fast del af repertoiret med sit senere band Whitesnake.
Men det er langtfra de eneste gode sange på ’Stormbringer’. ’The Gypsy’ er en ret så fremragende rocknummer, der bæres frem af et sløvt groove og et melodisk Blackmore-riff, og som bærer på en ret subtil storladenhed, der klæder bandet. Og den førnævnte ’Holy Man’ er, selvom det næsten lige så vel kunne høre til på et Stevie Wonder-album, et lille destilleret stykke livsvisdom fra en ung Glenn Hughes, der får sin egen undervurderede solostund tidligt på albummet og tidligt i karrieren.
Klichéernes territorie
Der, hvor ’Stormbringer’ er mindre god, er, når sangskrivningen ikke lever op til forventningerne, og bandet falder ned i klichéerne. Det er det boppende funkgroove i ’Hold On’, et enerverende b-stykke i ’Lady Double Dealer’ (”I give love to you”), hvor Hughes skruer umanerligt meget op for vibratoeffekten i korsangen, og så er det særligt Coverdales rockklichéer.
”I’m a rock ’n’ roll preacher, not a Sunday school teacher” lyder det eksempelvis i hard rockeren ’High Ball Shooter’, der ellers bæres frem af et catchy refræn og en fornem udveksling af vokallinjer mellem de to sangere – og en reel orgelsolo fra Jon Lord.
Bandet bevæger sig også ud i klichéernes territorium hen mod slutningen af ’Hold On’, hvor Coverdale beskriver sin lyst til kvinden foran ham: ”I only wanna take you higher/ you are the root of my desire/ come on baby, light my fire”.
Det er kejtet, for trods den musikalske legesyge og drilskhed, der præger albummet, så er bandet stadig bedst, når de ikke skærer det ud i pap.
De små sprækker
Det er et meget mere tilbagelænet, afslappet og kontrolleret Deep Purple, vi hører på ’Stormbringer’. Som hård rock eller proto-metal er albummet ikke særlig fyldestgørende, og i den forstand er det til at forstå, hvorfor det i Deep Purples diskografi står som en af de svagere stunder.
Det var i hvert fald den generelle holdning ved modtagelsen, hvor blandt andre Alan Niester i sin anmeldelse for Rolling Stone i januar 1975 skrev: ”Stormbringer still exhibits a few points of flash – the occasional familiar Blackmore riff or Lord organ wail – but in total it’s a far cry from the band’s peak.”
'Stormbringer' er ganske rigtigt langt fra den hårde rock, Deep Purple før excellerede i, men det er ikke desto mindre et ret så fremragende funkrock-album. Det sætter en ny ramme for de dynamikker og evner, der gjorde bandet så fremragende og banebrydende til at begynde med, ligesom det peger på en vej, som Deep Purple kunne have taget.
Sådan skulle det dog ikke gå. I hvert fald ikke for Ritchie Blackmore, der utilfreds med bandets nye funky retning gik samme vej som Ian Gillan og Roger Glover havde gjort to år før: ud. Pludselig stod et af verdens største rockbands uden deres stjerneguitarist, og mens Blackmore kørte karrieren videre og skabte mere banebrydende og eventyrlig klassisk heavy metal sammen med Ronnie James Dio i Rainbow, så fik det amputerede Deep Purple den mindre erfarne – og mindre talentfulde – Tommy Bolin med som erstatning.
Et enkelt album blev det til: Den udmærkede ’Come Taste the Band’ (1975), der faktisk fortsatte de samme funk- og soultendenser, og selvom også dét album er undervurderet og bestemt har sine stærke momenter, så mangler det også tydeligt Blackmores særegne touch. Uenigheder og problemer med rusmidler blev et problem, og efter en turné gik Deep Purple i opløsning i foråret 1976.
På den måde bragte ’Stormbringer’ også stormen med sig: bare i form af en kreativ retning, der endte me at splitte bandet ad. Men accepterer man præmissen om, at ’Stormbringer’ ikke er det Deep Purple, der steg til tops med ’In Rock’, ’Machine Head’ og ’Made in Japan’, og accepterer man, at det ikke er den hårde rock, der er omdrejningspunktet, så er det et ret så fremragende bekendtskab.
For det er i stilskiftet, de velskrevne sange og de små sprækker og huller, at ’Stormbringer’ for alvor lever. Og det er også derfor, det er blandt de mest spændende album i hele bandets samlede diskografi. Malplaceret og undervurderet, men stadig et ret så betagende musikalsk dokument fra en af de største og bedste rockgrupper nogensinde.