Metaldiktator: Tiamat – Wildhoney
Tiamats fjerde plade var et kvantespring fra de tidligere bedrifter – og en storladen milepæl i mødet mellem gothens sortsyn og syrerockens drømmeverden.
2. Whatever That Hurts
3. The Ar
4. 25th Floor
5. Gaia
6. Visionaire
7. Kaleidoscope
8. Do You Dream of Me?
9. Planets?
10. A Pocket Size Sun
I de tidlige 90’ere gennemgik metalscenen en større omvæltning, væk fra de formative år med thrashen, blacken og dødsmetallen som de primære sværvægtere i den tungere ende. Goth-rocken havde ganske vist skumret i 80’erne, ikke mindst via navne som Sisters of Mercy og The Cure, men goth-scenens melankolske, dystre kvaliteter blev først for alvor omsat til en metallisk undergenre, efterhånden som navne som Type O Negative, My Dying Bride og Paradise Lost alle brød igennem med hver sin unikke lyd i 1993.
Kvaliteter, som også fangede en vis Johan Edlund i Stockholm. I teenageårene havde han, som så mange andre dengang, søgt blacken og dødsmetallens mere makabre udtryk i Treblinka, indtil bandet blev opløst, og nogle af de musikalske rester blev rekonstrueret til debutpladen ‘Sumerian Cry’ (1990) med det nye band Tiamat.
Et navn, der i øvrigt blev hentet fra den babyloniske mytologi, hvor Tiamat er en gudinde, der repræsenterer havet og producerer et væld af guder med Apsu, men ender ud i et krigerisk blodbad som følge af Apsus oprørske natur. Hedlund lod sig betage af navnet som udtryk for sine mørkere sider, og således blev Tiamat den nye kanal for hans bedrifter.
På de første plader fortsat med en mere dødsmetallisk approach, og det skulle ‘Clouds’ (1992) egentlig have ændret på, om det havde gået efter Hedlunds hoved. Inspirationerne fra den psykedeliske og progressive rock var tiltagende, men omstillingen gik trægt, og derfor ligger ‘Clouds’ da også betydeligt klarere i forlængelse af de foregående plader end af, hvad der følger efter. En kendsgerning, der ikke huede Hedlund, og da støbeskeene til deres efterfølgende plade skulle på plads gik bandet op i limningen, med blot Hedlund og bassist John Hagel som tilbageværende medlemmer. Med Magnus Sahlgren (lead guitar) og Lars Sköld (trommer) som sessionmusikere blev ‘Wildhoney’ til, og Tiamat blev aldrig det samme igen ...
Som i overhovedet ikke.
På flere måder kan man diskutere, om ‘Wildhoney’ overhovedet er metal per se – men rødderne lever da umiskendeligt videre fra starten, efter introens naturlyde fører os lukt ind i det hårde, men simple riff, der åbner førstesinglen ‘Whatever That Hurts’. Et oplagt singlevalg til dem, der gerne vil have bare lidt af det Tiamat, de kender – men mere gives der nu heller ikke ved dørene, efterhånden som ambiens fører os ind i verset, og omkvædets hyldest til psilocybin-te afslører, at Tiamat har søgt nye, uudforskede veje.
En fremragende, atmosfærisk ladet åbner, der lægger pladens særegne tone og glider flydende over i det tunge indslag ‘The Ar’, som en lyrisk fascination af det oprindelige pentagram fra sumerisk tid. En kryptisk tekst, der har fået lidt omtale for sin reference til den ariske race, men hvor det her blot indgår som en reference til pentagrammets rødder, uden skelnen til senere misbrug af denne racemæssige skillelinie. ‘The Ar’ er det nærmeste, vi kommer på en ørehænger på ‘Wildhoney’ med sit kontante drive i riffet, i perfekt symbiose med Birgit Zachers korstemme, mens den harpsichord-agtige melodi i verset holder drivet kørende, og kun det korte, ambiente C-stykke sænker pulsen, inden vi vender tilbage til udgangspunktet.
Derfra bliver det mere og mere synligt, hvilken plade vi har med at gøre. Som Hedlund siden hen har konstateret, er denne plade et produkt af en ung fyr, der gerne ville lyde som hans helte i Pink Floyd – og ‘Dark Side of the Moon’ ligger ikke fjernt i pacingen, som hele pladen nærmest glider ud i ét med flydende overgange og masser af atmosfære til at sætte materialet i scene. ‘25th Floor’ tjener, med sine harske, industrielle lyde, ene og alene formålet at agere bro over til den melankolsk drømmende ‘Gaia’, med simple glissando-keys og masser af luft imellem tonerne, så selv det tungt pacede omkvæd bygger intensiteten op til Sahlgrens bevægende leads. Opbygningen, musikaliteten og Hedlunds hæse fabuleringer om døden og naturens kald går alt sammen i symbiose og munder ud i et af Tiamats bedste sange igennem karrieren, desværre irriterende forkortet i singleudgaven, der sidenhen blev brugt i den ellers for sin tid visuelt betagende musikvideo.
‘Visionaire’ vender momentært tilbage til den tungere tone, underbygget af en lækker melodilinie, mens Hedlund fortsætter sine udsyrede drømmesyn om at se stjerner i hænderne, og Sahlgren igen lægger strenge til indfølte leads. En sang, der for så vidt ikke ligger så fjernt fra Paradise Losts midtempo-pacede sangskrivning på ‘Icon’-pladen, ikke mindst p.g.a. det underliggende guitararbejde.
Det skal da heller ikke blive eneste gang i karrieren, at de slægter sig Yorkshire-briterne på, omend det dog er mere temporært her, inden regn, torden og akustisk guitar fører os over i den eksperimenterende, fascinerende oddball, ‘Do You Dream of Me?’. En betagende, underspillet sang med masser af ambiens, der endnu engang fører os glidende over i den ambiente, instrumentale ‘Planets’, inden Hedlund runder pladen af med at besynge flere naturladede LSD-syner i den otte minutter lange ‘A Pocket Size Sun’, i en mere opløftende, lysere tone, hvor psychens spillerum får alt, hvad det kan trække.
‘Wildhoney’ er en betagende plade, ikke mindst fordi den er så original i sammensmeltningen af gothens dystre tone, de psykedeliske inspirationer og prog rockens ambitiøse vingefang. Som Hedlund selv sidenhen har udtrykt det:
“Vi var på en måde et dødsmetal-band, der ville lyde ligesom Pink Floyd, og kunne ikke rigtig bære det, men endte et sted derimellem. Det resulterede i en meget original plade, der sikkert er bedre end, hvis vi havde prøvet at gengive et af vores yndlingsbands. Det er lidt af en happy failure.”
En udtalelse, vi kun kan være enige i. ‘Wildhoney’ er en betagende drømmerejse fra start til slut, og selvom ‘A Pocket Size Sun’ måske godt kunne være barberet en smule ned, så tager det intet fra helhedsoplevelsen det er at begive sig ind i Tiamat-universet her på pladen, hvor svenskerne re-definerede deres lyd.
En lyd, de i øvrigt byggede formidabelt videre på den ligeledes udsvævende ‘ A Deeper Kind of Slumber’, der dog svækkes en smule ved at være et produkt af CD-æraen, hvor spilletiden bliver presset lidt længere end nødvendigt. Sidenhen er det da også blevet til flere stærke udgivelser, hvor lidt mere metalliske undertoner også vinder tilbage her og der, og således er Tiamat altid på vej nye steder hen, omend vi nu har ventet 12 år på nyt fra Hedlund & co.
Måske er det derfor, at mange i dag glemmer, hvor vigtige Tiamat var dengang, men ‘Wildhoney’ fortjener at blive husket – ikke mindst for at demonstrere dem i deres originale peak, et smukt sted mellem 70’ernes eksperimenterende tendenser og gothens tungsind. En plade, der også tog sig glimrende ud i live-formatet, da vi hørte dem spille den i sin helhed på Summer Breeze i 2017, så mon ikke det samme gør sig gældende i Næstved, når den i den kommende weekend hyldes næsten præcis 30 år efter den udkom?