Metaldiktator: Opeth – Still Life
‘Still Life’ blev den første prøvelse for, hvad der for mange ses som det klassiske line-up. Pladen, der endte ud med at definere Opeth-lyden, og en milepæl, der helt ufortjent ofte står i skyggen af efterfølgerne.
Godhead’s Lament
Benighted
Moonlapse Vertigo
Face of Melinda
Serenity Painted Death
White Cluster
Når folk for 627. gang stiller mig spørgsmålet om min favorit-metalplade, så prøver jeg altid at undgå at kede folk med det sædvanlige “det kommer an på …”, “det svinger fra tid til anden” og anden, forudsigelig mumbo-jumbo, som personen jo udmærket godt ved alligevel, og går direkte til biddet.
Og i noget a la ni ud af ti tilfælde vil jeg sige ‘Still Life’, som jeg da også gjorde, da jeg oprettede min skribentprofil på nærværende medie for syv år siden. Ikke fordi det var den første Opeth-plade jeg hørte – tværtimod var den et stykke nede i rækken – men den kan bare noget helt særligt og var en tidlig forsmag på alt det, som omverdenen sidenhen ville hylde på den ligeledes forrygende ‘Blackwater Park’ to år senere.
Efter det oprindelige line-up i 1997 gik op i limningen oven på den ambitiøse ‘Morningrise’ måtte Mikael Åkerfeldt og Peter Lindgren (guitarist) sætte opslag op i Stockholm og opland efter en ny trommeslager og bassist. På trods af allerede på det tidspunkt at have vundet en vis omtale i miljøet, blev det dog kun til en håndfuld henvendelser, fordi Martin Lopez tilsyneladende rev opslagene ned for selv at score tjansen bag trommerne. Med Lopez’ hjælp kom Martin Mendez også med som bassist, omend han dog ikke nåede at bidrage til ‘My Arms, Your Hearse’, hvor Åkerfeldt undtagelsesvis selv påtog sig basrollen i studiet. Opeths mest ekstreme udgivelse til dato som modreaktion på samtidens tendenser, som Åkerfeldt uddyber nærmere her:*
“I Sverige i midt-90’erne var der mange bands, der lavede guitarharmoni-tingen, og hvis der er noget jeg hader, så er det at stå i kø og blende ind. Da alle de ubemærkelsesværdige bands lavede den slags, som vi blev associeret med, vidste jeg, at vi var nødt til at bevæge os videre lydmæssigt. Vi ville lave en riff-orienteret plade fremfor at spille folky melodier på distortede guitarer med guitarharmonier henover.”
En plade, der, udover live-klassikeren ‘Demon of the Fall’, ofte står lidt gemt i kataloget, omend den også giver adskillige appetitvækkere på, hvad der var i vente, med strammere opbygninger, den moody semi-ballade ‘Credence’ og den massive opgradering bag trommesættet.
Melindas tilblivelse
Selvom ‘My Arms, Your Hearse’ ikke affødte de store reaktioner, var den dog medvirkende til, at Opeth i 99 scorede en pladekontrakt med Peaceville til efterfølgeren – i øvrigt komplet identisk med den kontrakt, Åkerfeldts bedste ven Jonas Renkse (hvis sofa, Åkerfeldt på det tidspunkt boede på) samtidig havde underskrevet med sit eget band Katatonia. Efter et halvt år på førnævnte sofa fandt Åkerfeldt endelig sin egen lejlighed, og dét og pladekontrakten blev kickstarten på sangskrivningen, som allerede lå solidt på hans skuldre på det tidspunkt:*
“Jeg havde en skål med lidt småpenge – og når jeg havde nok, gik jeg ned og købte dåser med kød i gelé og dild for ni svenske kroner stykket. Det betød dog intet, for jeg var glad for mit band, jeg havde en ny kæreste, en ny pladekontrakt, og jeg kunne se lyset forude. Jeg havde en lejlighed, og fattig som jeg var kunne jeg stadig købe LP'er, fordi de var så billige – og sådan var mit headspace, da jeg skrev ‘Still Life’.
Jeg havde intet at optage med i lejligheden, så jeg tog fx et riff og skrev noget a la “Morbid Angel-agtigt riff 10 gange, med en F# i midten 5 gange” på et papir. Utroligt, at jeg var i stand til at huske så meget …”
Med disse skriblerier drog de til Göteborg for at indspille pladen i det gamle Nacksving Studios uden nogen forudgående øvere. Ingen havde hørt musikken – ikke engang Åkerfeldt, der havde det hele i hovedet og fingrene – og omgivet af stuk, rød fløjl og hvad ellers dertil hører af 70’er-ånd i rummet, blev ‘Still Life’-pladen efterfølgende til.
Selvom der også lå lettere konceptuelle tanker bag forgængeren, så er ‘Still Life’ dog deres første fuldbyrdede konceptalbum. Med poesien i højsædet er vi tilbage i middelalderen, hvor vi følger en troende mand, der er blevet udvist af bysamfundets "council of the cross", fordi han har mistet sin tro. Mange år senere vender han dog alligevel tilbage, fordi han vil gense sin store kærlighed Melinda (navngivet med inspiration fra Mercyful Fate-pladen ‘Melissa’). Desværre er hun i mellemtiden blevet ufrivilligt gift, og da han inviterer hende til at forlade bysamfundet sammen med ham for at genvinde fordums kærlighed, bliver det opdaget, og det munder ud i enden på livet for dem begge. Et gedigent Bloodbath, om du vil …
En times opvisning i progressiv vellyd
Musikalsk bliver den romantisk dystre historie svøbt ind i tæpper af progressive arrangementer, akustiske sekvenser og dødsmetallisk intensitet, der flyder lækkert derudad, så man nemt kan overse, hvor overvældende kompleks en udgivelse, der egentlig er tale om.
Åbneren ‘The Moor’ er et strålende eksempel. Efter en længere blid indføring, kastes vi hen over 11 minutter ud i vilde, dynamiske kontraster, hyppig vekslen mellem growls og cleans, sublimt samspil mellem Lindgren og Åkerfeldt, samt rørende beskrivelser ind i jeg-fortællerens verden som fx:
I was taken away from my plight
A treason bestowed to the crowd
Branded a Jonah with fevered blood
Ungodly freak, defiler
En vild forsmag på alle de elementer, der gør ‘Still Life’ til noget helt særligt. ‘Godhead’s Lament’ fortsætter i lignende dynamisk dur, hvor Lopez’ styrker endnu en gang står ud, sammen med, hvad der vel nærmest antager omkvædets funktion i smittende sing-along-skønsang undervejs.
I det mere dedikeret akustisk plukkende hjørne finder vi ‘Benighted’ med længsel, folk-vibes og jazzy feels i soloen, før vi er tilbage i det velkendte på ‘Moonlapse Vertigo’.
For mig usvigeligt Opeths bedste deep cut. Omgående kastes vi hovedkulds ind i et lækkert interplay, hvor Lopez lægger det steady beat, der driver nummeret frem, ikke mindst i vekselvirkningen mellem verset og omkvædet. Nummeret er rendyrket progressivt feinschmeckeri – en lækker jazz-overgang, patosladet vokal og intrikate opbygninger – og det er mig komplet ubegribeligt, hvorfor det nummer ikke er blevet luftet i livesættet i næsten tyve år.
Det sidste gør sig til gengæld bestemt ikke gældende i.f.t. ‘Face of Melinda’. En rørende smuk ballade med brush drums og lækre jazz-rundgange fra Mendez, inden der rundes af i et dramatisk, metallisk klimaks, omend Åkerfeldt hele vejen igennem holder vokalen i det rene stemmeleje, mens teksten bevæger sig ud i bitre linier som:
I took her by the hand to say
All faith forever has been washed away
I returned for you in great dismay
Come with me, far away to stay
Endlessly gazing in nocturnal prime
She spoke of her vices and broke the rhyme
But baffled herself with the final line
My promise is made but my heart is thine
En blid intermezzo, inden vi runder af med pladens to tungeste indslag. ‘Serenity Painted Death’ går lige til stålet, hvor Lopez igen flasher sine hårdtslående chops løbende undervejs, mens omkvædet er svært fængende i sin drabelige levering, før ‘White Cluster’ følger hovedpersonen og Melinda i efterlivet i dissonante akkorder, dynamiske start/stop-sekvenser og harmonier, der tilnærmer sig det (suk) episke. En voldsom tour de force, der runder ‘Still Life’ af i både majestætisk og kontant forstand, ganske som den startede en time forinden.
Normalt er jeg ikke typen, der går i spåner over tekster, men i dette tilfælde er historien, sorgen, vreden, længslen, kærligheden og meningsløsheden noget af det, der fremmer helheden. Også selvom jeg i mange år kun forholdt mig til musikken i sig selv, for det kan den absolut også bære – men følelserne genspejles i atmosfæren og dynamikken, og det gør ‘Still Life’ til lidt af en sanserejse, der konstant sender endorfiner ud i kroppen, uanset hvor ofte jeg smider den på.
Opeth blev virkelig sammentømrede fra denne plade og de næste år frem – Lopez og Mendez som den uruguayanske rytmesektion med deres interne historie, og Åkerfeldt og Lindgren med det dynamiske guitarist-samspil og deres tilsvarende interne historie helt fra bandets spæde start. Fattige, som de var i de år, var de ikke desto mindre dedikerede og skabte noget uvurderligt, fordi de tydeligvis var så meget stærkere sammen end hver for sig.
Som opfølgning på pladen skete der udadtil intet. Opeth spillede tre shows i Polen samt et show på Millwaukee Metal Fest, der dog gav dem lidt lokal medvind – men det var alt, hvad pladen fostrede af live-aktivitet.
Efterspillet viser dog, at Opeth-navnet begyndte at cirkulere i de progressive kredse, hvor bl.a. en vis Steven Wilson (Porcupine Tree) fik pladen anbefalet, blev solgt og sendte en mail til Åkerfeldt med et tilbud om at producere deres næste plade – og det resultat kan du så læse nærmere om her.
I bagklogskabens lys
Selvom overgangen til Century Media og samarbejdet med Wilson bestemt styrkede deres gennemslagskraft ud til masserne, så tenderer folk ofte til at glemme, i hvor høj grad ‘Blackwater Park’ byggede videre på, hvad ‘Still Life’ allerede havde defineret forinden. ‘Still Life’ rammer tilsvarende den perfekte balance mellem melodi og dissonans, mellem harmoni og brutalitet. Mindeværdige hooks og soli, jazzy basforløb, overlegent trommespil fra Lopez og en overflod af dynamisk samspil i guitar-sektionerne, uden at lyde forceret og/eller prætentiøst bare for at spille med musklerne.
Om en måned genbesøger de, for første gang siden da, konceptalbum-formatet, når ‘The Last Will and Testament’ udkommer. I mellemtiden, så giv lige ‘Still Life’ et genhør – en progressiv milepæl, der allerede i 1999 hævede barren for metalgenrens kunstneriske udtryk. Opeth har gang på gang udfordret sig selv igennem karrieren, men ‘Still Life’ var første gang, hvor det hele stod skarpt.
Lad os derfor overlade de sidste ord til Åkerfeldt selv, der ligeledes ser tilbage på pladen med disse varme ord:*
“Selvom jeg ikke gjorde nogen særlig indsats for det, så blev jeg virkelig en stærkere sangskriver (end på ‘My Arms, Your Hearse’, red.), og det er først når jeg ser tilbage på det, at det er tydeligt. Der er mange jazz-elementer, flere rene vokalsektioner, vokalharmonier og indviklede arrangementer, og på den plade følte jeg mere, at det handlede om Lopez og jeg, og ikke så meget Lindgren.
Dette album var det første, hvor vi tog springet til ikke at begrænse os selv på nogen måder, gøre præcis, hvad vi ville, og ikke bekymre os om konsekvenserne. Fx brush drums på ‘Face of Melinda’, der var helt uhørt i dødsmetal. At have modet til at eksperimentere med elementer, der var uden for genrens konventioner, er det, der gør mig stolt, når jeg tænker tilbage på ‘Still Life’ – og, mere end noget andet, er det, hvad der gør dette til et vigtigt album for Opeth.”
*Uddrag fra Opeths selvbiografi, ‘Book of Opeth’