Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Odense Metalfest, nyt Maceration og bandet Kandis

Populær
Updated
JakobSchultzVandret
schultz lodret
om program22
MacerationCover22
schultz lodret2

Devilution har sat festivalbagmand Jakob Schultz stævne til en snak om gamle dage i Odense, den nye Odense Metalfest og Maceration, som udgiver ny plade efter 30 år i dvale.  

Titel
Maceration
Forfatter

Det er efterår. Gaderne buldrer med hverdagsliv og nedfaldne blade. Odense viser sig fra sin smukke side, med pletvise regnbyger og lavthængende vintersol, der smider sig hen ad gaderne og får folks blikke til naturligt at søge nedad. En kontrast til Macerations kommende album ‘It Never Ends’, som jeg netop har i ørerne da jeg drejer om hjørnet til Vindegade og får solen i øjnene. En gade, der i sin tid husede ‘Diehard Metalshop’ fra det hedengangne pladeselskab ‘Diehard Records’.
Egentlig startede det som ‘Progress Magazine’. På det tidspunkt Europas eneste kombinerede tattoo- og metalmagasin, og det blev senere til pladeselskab og butik. Et selskab der, udover en masse andet, udgav vigtig dansk metalhistorie som Illdisposed, Konkhra, Invocator, Iniquity og – passende for dagens aftale – Maceration. Odense var sammen med Esbjerg, et område der fra sidst i firserne til et stykke op i halvfemserne var en slags syddansk metal-højborg med en spændende scene og hvor større, internationale metalnavne lagde vejen forbi når de var på tour. Miljøet har aldrig været væk, men noget er så småt ved at ske igen. En renæssance, måske? 

Ud af modlyset kommer en skikkelse til syne. Vi hilser, og en bestilling af to sort kaffe senere sidder jeg i en fynsk gårdhave med Jakob Schultz. Bagmand bag ‘Odense Metalfest’ denne måned, tattoo-festivalen ‘HCA Ink’, tidligere guitarist i Invocator og nuværende guitarist i Maceration. Vi mødes til en samtale om gamle og nye dage i dansk metal, Odense Metalfest og Maceration, som næste måned udsender nyt album efter 30 års dvale.

Byen i midten
Oprindeligt er både Jakob Schultz og Maceration fra Esbjerg. At projektet er endt i Odense er tilfældigt og havde mere med valg af uddannelse, arbejde og familie at gøre end en tilknytning til metalmiljøet i byen. Flytningen fra Esbjerg skete for 25 år siden, og så gik livet sin gang med forpligtelser, der skubbede tiden til musikken til side ud fra hensynet til, at der også skulle tjenes nogle penge så familien kunne blive forsørget. Nu er der mere tid igen.

– Men jeg har altid været i tæt forbindelse med Progress og Diehard. Da jeg var med i Invocator var der en tæt forbindelse mellem os og de bands og mennesker, der var her i Odense, for de kom jo til Esbjerg og spillede med os, og vi kom her og spillede med dem på Badstuen og Posten. Vi arrangerede også ting for hinanden og spillede sammen i andre byer, fortæller Jakob Schultz.

Selvom det ikke var de musikalske bånd, der fordrede skiftet, så var Schultz med helt fra den spæde dødsmetalstart i Danmark. De folk, der var en del af den lille undergrundsscene på det tidspunkt var involverede i hinandens ting. Igennem Sliced Pimples og Progress mødte han Andreas Ludvigsen, som allerede på det tidspunkt interesserede sig for tatoveringer. Det udviklede sig til Progress Red Labels, senere Diehard, og efterfølgende kom der en pladebutik. Det med at være involverede i hinandens ting gennem mange år skabte grobunden for Maceration – altså det første, for 30 år siden. Den plade blev indspillet her i Odense.  

Til spørgsmålet om hvorvidt Esbjerg og Odense dengang havde en form for connection svarer Schultz:
– Ja. Fordi dengang var det jo sådan en undergrundsscene det hele, og hentyder til den tape trading der fandt sted i miljøet mellem byerne og med andre bands og fans fra hele verden.
Det var jo slet ikke ligesom i dag, hvor det også er undergrund, men det er bare på en anden måde fordi man har sociale medier og det ligesom er mere normalt at høre metal i dag. Copenhell har gjort meget, og aviserne skriver om det. Dengang var det jo sådan noget totalt undergrund og vi skulle jo gøre alting selv, og skulle arrangere alt selv, og der var ikke nogen der forstod den slags musik. Det var jo noget nyt, ikk'? Og der var ikke noget internet. Det var brev, post og telefon.
Jakob Schultz tager en slurk af kaffen, kigger tænksomt ud i luften og fortsætter:
Så der var tæt forbindelse mellem de der mennesker rundt omkring, og især mellem Esbjerg og Odense havde vi rigtig meget med Sliced Pimples at gøre og spillede en del med Rigid Domain.

Musikerne kendte hinanden i kraft af at være netop musikere i et undergrundsmiljø, og de hjalp hinanden.
– Det var sådan noget, man gjorde. Og i Aarhus spillede vi med Illdisposed og Pixie Killers og sådan, det var jo sådan en lille scene. Jeg tror, første gang vi spillede i København med Invocator, det var i ‘88, hvor det var Artillery, vi var opvarmning for, inde i Pumpehuset. Og de er der jo stadigvæk, alle de der gamle røvhuller ligesom mig.

Odense Metalfest
Første udgave af Odense Metalfest står for døren og finder sted i weekenden d. 21.-22. oktober i år hvor alt fra Unleashed og Marduk over Lik, Killing og Urkraft til Mite, Born from Pain og Tardus Mortem er på det afvekslende program, der også præsenterer og giver scene til lokale bands i genren. 

Jakob Schultz har længe tænkt over, hvorfor der er metalfestivaler i Aarhus, Aalborg, Viborg og Fredericia når landets tredjestørste by ikke har noget. Han husker Odense fra dengang, det i højere grad var et sted, de større metalbands gæstede når de var på tour, og han spillede selv en del i byen med Invocator og Maceration.
– Men jeg ved jo godt, at Odense altid har haft et ry for at det er sådan lidt underligt. At folk ikke dukker op. Den snak er der stadigvæk, at folk ikke køber billetter, eller også kommer de i sidste øjeblik, eller bliver væk. Folk skal sådan hives op. Pludselig kom Michael fra Target  og sagde: Skal vi lave en metalfestival i Odense? Og det skulle vi jo.

At Odense for mange i metalmiljøet ikke var et helt ligegyldigt sted, kommer til udtryk i Schultz’ forhold til byen i de tidlige halvfemsere:
– Inden Diehard startede var vi altid i Moby Disc og det der hed Van Rock når vi spillede her i byen. Vi skulle altid lige ned og lure – for der var altid mulighed for at finde nogle metalplader, som man ikke kunne finde andre steder, husker Schultz.
Han fremhæver metalscenen dengang og det faktum, at der var en del bands at høre. Her trækker han en tråd frem til i dag, hvor han også ser mange gode bands være til stede i Odense. Det var en del af idéen med at starte Odense Metalfest, at samle og give de lokale bands mulighed for at spille til en festival, hvor der også kommer nogle større navne, så de kan få det på CV’et. 

– Det vil jeg gerne fortsætte. Det var jo det, vi gjorde tilbage dengang i Esbjerg. De lokale bands fik lov til at spille når der kom nogle større navne, og det er jo bare en pissefed oplevelse at være med i sådan noget. Så kan man skrive på, at man har spillet sammen med sådan et større navn, forklarer Schultz.

Som for eksempel Darkthrone, som Maceration spillede med i Esbjerg?
– Ja, men de var nu ikke så store dengang, svarer han med et smil. 

Det er ikke uden egenrisiko at stable en festival på benene, men der er tiltro til en publikumstilslutning.
– Det er vores egen økonomi, der er på spil. Det er sådan lidt.. Spændende. Jeg håber, folk bakker op. Men jeg hører positive ting, folk synes at det er fedt.
Til spørgsmålet om hvorvidt der er et band, han er særlig glad for at have booket, peger Schultz på Lik, som er et nyere band, der, trods sin moderne lyd, alligevel er beslægtet med de gamle sværvægtere som Entombed og for eksempel Dismember, som han selv hørte da genren var i sin spæde start. 
– Jeg glæder mig også rigtig meget til Unleashed! For de er jo nogle af de helt gamle. De startede dengang, hvor jeg også startede med Invocator. Vi lyttede rigtig meget til det på det tidspunkt. Og så selvfølgelig Marduk. Jeg er nok mere dødsmetalfan end jeg har været til black metal. Men Marduk, de kan jo altså et eller andet. Og så glæder jeg mig også til at se alle de lokale bands.

Som metalfans ved vi, at Danmark i disse år oversvømmes af metalfestivaler. Fra mindre festivaler i nedlagte mejerier på landet på Fyn til større events som ‘Køge Metalfestival’, ‘Viborg Metalfestival’ eller ‘Death Coast’ i Esbjerg, og det er svært at nå dem alle hvis man også vil til mindre shows og indimellem måske have en fri-weekend. I den forbindelse og til spørgsmålet om hvordan Odense Metalfest skiller sig ud svarer Jakob Schultz prompte:
– Vores profil er jo det gamle. Oldschool død, thrash, hardcore. Og så har vi tattoo-elementet med også. Der kommer to tattoo-artister. Det er også lidt en reference til det med Progress, det ér jo Odense, og de stilarter, som Progress også udgav. Vi synes, at det er sjovt at blande det lidt, så på den måde er det lidt anderledes, fortæller han. 
Ambitionen er, at Odense Metalfest kan afholdes hvert år, at det kan vokse og måske få større navne, men fortsat holdes inden for genrerne oldschool død, thrash og hardcore. Det vil kræve en høj tilslutning hvert år, og der kan være 800 mennesker på Posten, hvor festivalen afholdes. 

– Hvis vi kan få 800 ind vil jeg være meget lykkelig. Det får vi ikke i år, men måske en dag, siger Schultz og tager endnu en slurk af kaffen.

OdenseMetalfestPlakat2022

En ny genre opstår - fra gamle dage til nyt Maceration
For Jakob Schultz er byen Odense og hans egen musiske karriere blandet godt og grundigt sammen. Måske ved tilfælde, men også på grund af Progress Records som både udgav Invocator og Maceration. Invocator indspillede deres tidlige demobånd i byen - kendere vil måske huske Backstage-studiet, hvor tidstypiske lokale bands som Sliced Pimples, L.U.L.L, Rigid Domain og Prophets Of Doom også indspillede deres materiale.
– Det lå helt oppe under taget. Dengang kunne du jo ikke sidde derhjemme og indspille ligesom i dag. Du stod der med nogle numre og ville lave en demo, og så bookede man et studie. Ingen vidste jo, hvordan sådan noget musik det skulle lyde og indspilles. Prophets Of Doom havde udgivet demobånd – og de havde indspillet i Backstage Studio fandt vi ud af. Det samme havde Sliced Pimples. Så var det sikkert fint nok, tænkte vi, og tog derover og lavede vores demobånd. Det kostede – jeg tror, det kostede 4000 for en weekend!

Maceration var temmelig sikkert det første band til at udgive dødsmetal i Danmark, ikke sandt?
– Det har jeg aldrig selv tænkt på, men i forbindelse med at Benni Bødker udgav bogen ‘Incombustible Remains' havde han researchet helt vildt, og han fortalte mig, at han faktisk havde tjekket alt, hvad der var udkommet. Og den live demo, vi havde lavet, det var sådan set noget af det første dødsmetal, der udkom i Danmark. Jeg tror faktisk også, at ‘A Serenade of Agony’ var den første regulære dødsmetalplade, der udkom i Danmark. Illdisposed og Konkhra kom alligevel lige lidt bagefter.

MacerationTidlig

Maceration startede egentlig lidt som et sideprojekt. Bandets første vokalist, Jacob Hansen, som vi i dag kender som producer, startede det mens han gik på ungdomshøjskole. Han lånte en firesporet båndoptager og begyndte at eksperimentere med at indspille på den. Rune Hansen og Lars Bangsholt stødte til inden Jakob Schultz også sluttede sig til bandet på bas.
– Det var sjovt og hyggeligt, og i starten var det bare sådan lidt noget, vi lavede ved siden af, husker Schultz.
De musikalske inspirationer spændte bredt over hvad bandmedlemmerne gik og lyttede til og kunne finde. De opdagede hele tiden nye bands og tape tradede med andre.
– Vi fik også nogle bands ind fra udlandet. Jeg kan huske, at vi hørte Morbid Angel og var helt blæst bagover. Og da vi hørte ‘Slowly We Rot’ med Obituary var det også bare sådan helt... what the fuck, ikke? Så var det ellers Deicide, Entombed, Dismember. Vi lyttede meget til det, der kom ud af Florida og Sverige. Med Maceration var det fra starten sådan, at vi gerne ville lave sådan noget helt smadret som Obituary, Repulsion og gammelt Death. Vi var helt vilde med dødsmetal, og vi stod jo midt i en ny genre som den opstod. Det er ikke det samme, som hvis du først lytter til dødsmetal nu. Vi havde jo alle de der bands i starten af deres karriere, hvor de lige havde udgivet plader, og det var helt vildt, og de kom jo. Det var fandme.. Det var fed.

Maceration kørte i nogle år og udgav fuldlængdepladen 'A Serenade of Agony' på Progress Red Labels i 1992. De spillede koncerter efter udgivelsen, men derefter løb det lidt lidt ud i sandet for medlemmerne og det blev til en pause på 30 år – indtil Michael Andersen fra Target Records henvendte sig for at spørge, om ikke der skulle laves nyt Maceration, som han i så fald gerne ville udgive. Jakob Schultz havde nogle idéer liggende til materiale og kontaktede Lars Bangsholt og Dan Swanö for at høre, om de ville være med.
– Vi anede ikke, om vi kunne lave noget, vi var tilfredse med, eller hvordan det ville blive, så vi prøvede bare at gå i gang, forklarer han.
Til at starte med ville Dan Swanö kun mixe og producere pladen, men endte med at blive så begejstret over det, at han kom med på vokal på hele den nye plade ‘It Never Ends’.
– Efter det første nummer var hans stemme helt smadret. Det lød pissefedt, og det er fedt, at det er ham. Det betyder meget, og han kan bare noget. Han growler på en helt speciel måde, det har han altid gjort, og man kan høre hvad han synger fortæller Schultz. 

Maceration2022

Det er markant anderledes forhold, bandet har indspillet ‘It Never Ends under, her 30 år efter den første plade.
– Der er nogle referencer til det gamle på de nye numre. Man kan jo godt høre, at det stadigvæk er Maceration, selvom det er ret anderledes. Det er ikke helt fremmed fra det gamle, men bare federe nu, synes jeg.
Hvor det tidligere kom til at lyde tilfældigt fordi ekspertisen og erfaringen til at indspille en bestemt dødsmetallyd naturligvis ikke var at finde hos studiet og studieteknikerne, dengang for 30 år siden, er Jakob Schultz nu anderledes tilfreds med resultatet.
– Det er noget nemmere i dag. Det er ikke så stressende. Guitaren har vi indspillet selv i hjemmestudie. Du kan sidde og fokusere meget mere på det når du selv kan gøre det, og det kan jeg godt lide. Nu er jeg jo hundrede procent tilfreds. Det er fedt at lave noget, som egentlig bare lyder som det skal, fastslår han. 

Lyden på den nye plade har ifølge Schultz den “oldschool feeling”, som bandet godt kan lide, og nogle numre har referencer til ‘A Serenade of Agony’ i opbygning og riffs. Foreløbigt er der booket tre koncerter i kalenderen, bl.a på Odense Metalfest, og så må tiden efter udgivelsen vise, om der kommer en tour i sigte. Det tager de som det kommer. 

Har du egentlig skrevet en bog om Kandis?
– Ja.. Det har jeg.” Jakob sukker, men smiler.
– Jeg har også skrevet en bog om Jan Magnussen, men især har jeg udgivet tattoo-bøger. Kandis var et projekt, jeg lavede på journalistuddannelsen. Vi var tre, der var journalistuddannede, og så en fotograf. Og fotografen havde en ide om at det kunne være sjovt at lave noget med Kandis. Altså udfordre os selv med noget, der ikke lå lige for. Og det var jo også skidespændende, fortæller Schultz.
Det, de lavede, skulle være noget helt omvendt af det gængse, farvestrålende Kandis-univers med tandpastasmil:
– Sort-hvid-billeder findes jo ikke i deres univers. Vi lavede så en reportage i sort-hvid-billeder, hvor man så dem fra en anden side. Hvor man så dem sidde og sove i bussen på vej hjem, eller stå i underbukser backstage og barbere sig. Alle de der ting, som der ikke var nogen, der havde set før, det syntes vi jo var spændende. Det syntes de så ikke.. Altså, de hadede det. Den udkom, bogen, men de boykottede den fuldstændigt. De sagde til deres fans: I skal ikke købe det der lort. De forstod slet ikke den journalistiske idé i det med at vise noget, der var helt anderledes og lave reportage til koncerterne, hvor de står og skriver autografer på brysterne af de der gamle kællinger – at se det fra den vinkel. Fede fotos i sort-hvid. Det var sgu sjovt. Den eneste gang, jeg har været i Se og Hør, det var da vi udgav den bog der. Der lavede Se og Hør et interview med mig og Johnny, og artiklen hed “Kandis i krig” - de var i krig mod os fordi vi havde udgivet den bog.