Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF 2018: Fredag – folkefesten, apokalypsen og alle dem med Satan

Populær
Updated
07Mortal-Dread-43-1541589329
45483840-10157181653703352-7077815467666046976-n-17-1541292470

Fredagen var den store fest på Aalborg Metal Festival anno 2018. Det var folkeligt, elitært, apokalyptisk, fordrukkent og med rigelig black metal.

Kunstner
Titel
+ Anaal Nathrakh + Gaahls Wyrd + Illdisposed + Blood Eagle + Whoredom Rife + Rising + Mortal Dread
Dato
02-11-2018
Fotograf
Henrik Reerslev
Forfatter

Efter en åbningsdag, der ikke just var rig på musikalske højdepunkter, var fredagen i forvejen udråbt som festivalens største og stærkeste dag. En ordentlig skude oversaltet morgenbuffet blev lagt godt til rette i mavsen, inden turen gik mod Studenterhuset, der ikke just var overrendt klokken halv tre om eftermiddagen. Størstedelen af de mennesker, der befolkede husets cafe en halv time inden koncertstart, var primært presse og musikere, der skulle spille senere på dagen. Derfor var det lige så ventet som halvsørgeligt, at første band på rampen, Mortal Dread, startede deres sæt foran omkring 25 mennesker.

Og uden at skulle tage noget fra et nystartet band med minimal live-erfaring er det fair at formode, at ikke voldsomt mange blandt publikum nogensinde får trang til at checke Mortal Dread ud igen. Bandet spillede en gang firser-thrash med specielt tidlig Slayer og Tom Araya som det store forbillede for henholdsvis band og forsanger Robert Andersen. Men med en musik, der osede mere af genbrug end af nytænkning, en guitarist, der virkede, som om han ikke rigtig gad at være der, og en forsanger, der adskillige gange glemte at synge ind i mikrofonen, kom det hele til at virke en smule amatøragtigt. At man høvlede et udmærket cover af Metallicas ’Whiplash’ af til sidst, gjorde ikke tingene væsentligt bedre, og man havde på fornemmelsen, at Mortal Dread mere havde fået tjansen som en vennetjeneste end egentlig gjort sig fortjent til den.

Bornholmerkøbenhavnerne fra Rising kan man til gengæld ikke just kalde amatører. Musikalsk har de aldrig sagt mig alverden, men uagtet smag og behag kan de dælme fyre et liveshow af. Bandet virkede skarpe og perfekt sammenspillede, og samtlige fem mand gjorde deres for, at Risings show skulle være et, man ville fortælle vennerne om. Langt hen ad vejen kan man bruge de præcist samme ord om Whoredom Rife, om end deres black metal ligger adskillige alen fra Risings Mastodon-inspirerede rock’n’roll. Nordmændene sked hul i, om klokken kun var fem om eftermiddagen, da de var de første af adskillige kombattanter, der nedkaldte mørket over Studenterhuset i Aalborg denne fredag. Med forsanger K.R, der på aalborgensisk bedst beskrives som ”et ordentligt brød”, i spidsen iført fuld uruk-hai-ansigtsmaling, var Whoredom Rife en ondsindet og bidsk størrelse, der efterlod et solidt indtryk hos selv de blandt publikum, som ikke just var svartmetal-connaisseurer.

Uden for spillestedet kunne man nu efterhånden begynde at mærke en spænding i luften. Et halvt opslået omrejsende tivoli stod som et ufærdigt projekt, mens publikum nu begyndte at strømme til. I aften er der udsolgt. Folk har weekend. Og det er ved Gud også J-dag. Folk trodser i stort antal kulden og drikker fadøl i stride strømme. I aften skal være fordrukkent. Og gæsterne fra fjerne steder som København og Aarhus er nu også klar. De var her ikke i går. Men i dag sker det.

Indenfor er der også kommet fint besøg fra oplandet. All star-ensemblet Blood Eagle vender tilbage til AMF efter fem års ventetid. Der er godt nok ikke blevet udgivet noget materiale i mellemtiden, men de har da nye sange med. Måske kommer den plade snart. Det er glimrende dødsmetal, som vi jyder bedst kan lide den. Blood Eagle er et hit blandt folket og fungerer perfekt som opvarmning for den virkelige folkefest på AMF. Forsanger Michael Olsson giver et fornuftigt bud på den tørre jyske dødsmetalsangerhumor. Ophavsmanden til den genre, Illdisposeds Bo Summer, har endnu en gang trukket sit orkester til Nordjyllands hovedstad, hvor de århusianske dødsmetallegender efterhånden regnes for Aalborg Metal Festivals husband. Og denne gang leverer Illdisposed. Bo Summer er i godt humør. Bandet spiller fremragende. Sættet er lidt for kort, men det er det næsten altid, når vi snakker om Illdisposed.

Der er blevet kværnet lidt blandet godt fra pølseboden udenfor i løbet af dagen, men uden mad og drikke osv. Og drikke får vi rigeligt af. Devilutions mand i byen har kaldt, at promillen skal opad i aften. Ork satme. En sandwichbar bliver støvet op, og der bliver lagt en bund, som mere alkohol kan finde sit leje på. Norge er klar med aftenens andet indslag. Også denne gang er der blevet lagt makeup med den brede sort/hvid-pensel, og Gaahl's Wyrd står klar med underholdningen. Som måske er kræs for kendere, men i bund og grund ikke løfter mange øjenbryn. Mange er nok mere kommet for at se Gaahl end egentlig at høre ham. Han virker også uoplagt og tøffer rundt på scenen i rullekrave og læderjakke. Der er langt til det nitte- og blodbesatte monster, vi kender fra Gorgoroth og God Seed. Vokalen kan man dog ikke tage fra ham; den er fee. Bassist Frode Kelvik tager til gengæld prisen som bedste hypeman på festivalen.

Nuvel, jeg dropper anden halvdel af sættet og lister op til karaokebaren på første sal, hvor to medlemmer af Rising, der har haft en fest kørende, siden deres koncert sluttede ved halvfem-tiden, præsterer en habil udgave af Danzigs ’Mother’. De bliver efterfulgt af en Devilution-skribent, der når et halvt ZZ Top-nummer, inden strømmen går på karaoke-anlægget. Nedenunder igen. Det kunne være rart med noget andet end øl. Køber en cider. Tager to slurke. Vil hellere have øl. DJ’en i den propfyldte cafe spiller ’Painkiller’. Folk råber med. Festen er godt undervejs, og inde i koncertsalen står Anaal Nathrakh klar.

Og de halvgale englændere leverer, præcis som de skal. Bandet fra Birmingham var tænkt som mit festivalhøjdepunkt, og selv om de måske ikke leverer deres karrieres mest mindeværdige koncert, er det mere end godt. Moshpitten er den vildeste, der hidtil er set på dette års festival, og der er ovenikøbet også et par stagedivere, selv om det egentlig er forbudt. De apokalypse-prædikende engelske hooligan-typer var blandt festivalens absolutte fanfavoritter.

Toiletterne ude bag ved koncertsalen er tilklistret i Royal Metal Fest-klistermærker. De formodede misdædere fra Danish for Progress er også ved at være godt stegte. Formanden for den århusianske festival bedyrer mig, at Anaal Nathrakh er hans mors yndlingsband. Jeg vil møde hans mor. Samme festivals kasserer prøver at prakke mig deres marketingansvarlige på.

”Kan du tage ham med i byen?” Et bedende ansigtsudtryk.

Den marketingansvarlige ligner én, der er klar til ofre i de klistermærkebesatte kummer.

Og apropos ofring er det nu Norges tredje forsøg i dag på et band, der måske gider spille den med Satan. Enslaved er den intellektuelle mands black metal-band, og der er da også kilometer mellem dem og de to bud tidligere på dagen. Der bliver leveret et brag af en koncert. Fordi Enslaved er Enslaved, og fordi det forventes af dem.

”Vi er fjeldaberne oppe fra Norge,” bedyrer forsanger Grutle Kjellson, inden han og bandet serverer årets objektivt set nok bedste koncert på AMF.

Fredagen holdt ord. Det var en fremragende koncertdag, nærmest fra start til slut. Mere kan man ikke bede om. Bortset måske fra nogen, der gider fjerne de der klistermærker fra toiletkummen.

Læs vores anmeldelse af Rising her.
Læs vores anmeldelse af Whoredom Rife her.
Læs vores anmeldelse af Blood Eagle her.
Læs vores anmeldelse af Illdisposed her.
Læs vores anmeldelse af Gaahl's WYRD her.
Læs vores anmeldelse af Anaal Nathrakh her.
Læs vores anmeldelse af Enslaved her.