AMF’22: Farverig fredag i Aalborg

Der var bands fra New Zealand og Mexico, fjerhatte, fadøl og varieret dødsmetal fra både USA, Finland og Italien. Sikke en start på Aalborg Metal Festival!

Fredag eftermiddag og folk har kun lige akkurat fået fri fra arbejde. Første band på scenen til dette års udgave af Aalborg Metal Festival er rejst så langt hjemmefra, man overhovedet kan. Ofte er det et lokalt band, der lige får chancen, når en festival åbner dørene et sted. Men i år har arrangørerne bag Aalborg Metal Festival valgt at gå i den helt anden grøft og fundet et band på den præcis modsatte side af jordkloden. New Zealand.

Bandet hedder Imperial Slave og teksterne indikerer også, at de måske har et lettere anstrengt forhold til det land, der lige har fået en konge og har haft netop Australien og New Zealand som kolonier i en længere periode. Deres blanding af thrash og dødsmetal er en god start på dagen, og med sangtitler som ’Freedom Dies’, ’Liars/Traitors’, ’End of Empires’ og nummeret, der bærer bandets navn som sidste sang, kan man kun hæve knytnæven til oprøret. Forsangeren kæmper lidt med mikrofonen i den første sang, men ellers er Imperial Slave udmærkede live og er oprigtigt overraskede over, hvor mange, der allerede er mødt frem. De troede, de skulle spille uden publikum, men det er slet ikke tilfældet. De glæder sig til at komme ned og drikke øl og feste med publikum efter koncerten og samme festaber kvitterer med at starte dagens første moshpit.

Temaet med bands fra det, der i Danmark vel nok kan kaldes eksotiske himmelstrøg, fortsætter med Atzeca. Direkte fra Mexico kommer der et band, der med en blanding af folk- og powermetal samt kæmpe kostumer sætter en hel anden musikalsk retning. Det er et relativt nyt band, der hylder aztekernes kultur. Lidt ligesom det forrige band, der helst vil have lov til at være sig selv uden europæiske kolonimagter.  De synger om den hellige, mystiske by, pruster i konkylier og kæmper sig gennem koncerten iført masker med meterhøje fjer. Det er meget stort og forsangeren brøler og slår på tromme, som var der ingen morgendag. Atzeca er et fornøjeligt bekendtskab og de fortsætter festen ude i merch-området, hvor de tager billeder, giver autografer og underholder publikum i yderligere en time efter koncertens afslutning.

Alt imens kører IAmFire på med deres stoner-rock. De har stadig sange med fra deres debutplade ’From Ashes’, hvor et nummer som ’For What It’s Worth’ spilles, ligesom der også stadig er plads til ’Eyes Wide Open’ fra deres første single. Bandet har ikke spillet live i et stykke tid, men formåede alligevel at sprede en god stemning med deres tilbagelænede rock.

Tilbagelænet kan man ikke kalde Lifesick. Det er fuld smadder fra start til slut. Studenterhuset er ved at være godt fyldt op og publikum giver den næsten lige så meget gas som Lifesick gør på scenen. De går på med ’Wolf Among Rats’ og de næste 30 minutter er der ikke ét øjeblik, hvor man kan komme op til overfladen efter luft. Lifesick er en omgang metallisk hardcore, der med sange som ’Suicide Spell’, ’Torment of Life’ og ’Hellmouth’ tager pusten fra enhver. Nogle gange kan 30 minutter føles som lang tid. Med Lifesick føltes det langt kortere, for det var intenst og altopslugende. Det er ikke mindst takket være forsangeren Simon Shoshans energi på scenen og et publikum, der kvitterer med vildskab i salen.

Så er der lidt mere afdæmpet stil over Omnium Gatherum, der med deres blanding af power- og dødsmetal holder sådan en fest, der vil kunne gå på et stadion også. Der er masser af guitar og keyboard, så lyden er stor. Ligesom de andre udenlandske bands er finnerne også glade for at være i Danmark. Publikum tager godt imod dem, og mens deres keyboardspiller lige kan nå at tage billeder af guitaristerne med sin mobiltelefon under næstsidste nummer, så er publikum ved at gøre klar til den afsluttende ’Skyline’. Her bliver der crowdsurfet og Omnium Gatherum kvitterer med rigeligt guitarlir. Hvis man kan lide guitarsoloer, så er Omnium Gatherum bandet for dig.

Den slags gør Misery Index sig ikke nær så meget i. Det er derimod en blanding af grindcore og dødsmetal. Direkte ind fra USA. Som nævnt i den særskilte anmeldelse, så er det noget, man har ventet på. Det samme med Pig Destroyer, der bare er endnu vildere grindcore, ligeledes fra USA. 

Det er derfor noget helt andet da italienske Fleshgod Apocalypse skal lukke fredagens farverige fest ned. De starter lettere forsinket og klokken er nu over midnat. Men deres pompøse opsætning med klaver, operasanger og kostumer gør alligevel, at folk bliver og ser hvad de kan. Fleshgod Apocalypse er højtideligt og sparer ikke på noget indenfor det teatralske. De pisker også publikum, fordi de godt ved at dagen har været lang, men de vil se noget aktivitet i salen og det får de. Trods alt. Sange som ’The Violation’ og ’The Forsaking’ kan alligevel holde Aalborg Metal Festival vågne. Også selvom Fleshgod Apocalypse lige stresstestede folks tålmodighed med en trommesolo, hvor der, bevares, var fart på, men også hurtigt bliver lidt spøjst at bruge tid på.

Det var dog en udmærket afslutning på en lang og farverig fredag, hvor der var mange forskellige genrer på scenen. Ingen decideret dårlige koncerter, hvorfor publikum kunne gå trætte og glade hjem fra Studenterhuset. Klar til en mindst lige så lang lørdag, der lurede ganske få timer ude i horisonten.

Læs anmeldelse af Misery Index her.
Læs anmeldelse af Pig Destroyer her.