Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

NMF '22 – Det sure med det søde

Updated
293649223_719505132837235_4438862295049251359_n

Næstved Metalfests første dag er præget af lidt vaklende publikumstilslutning, muligvis på grund af et skybrudsvarsel. Skybruddet blev aldrig til noget, til gengæld når vor mand i marken at få oplevet næsten alle koncerter.

Dato
19-08-2022

At Næstved er én af de, efterhånden mange, danske byer der kan bryste sig af sin egen metalfestival er egentlig ikke så mærkeligt, selvom man som oftest skal til enten Jylland eller til én af landets større byer for at finde sådan en rigtig vaskeægte metalfestival. Byen har tidligere haft et stort og levende metalmiljø og det er Næstved Metalfest på én gang et produkt af og et forsøg på at genetablere, skabt og drevet som den er af lokale musikere og metalentusiaster. Det skal naturligvis dækkes, så jeg valfarter tilbage til djævleøen fra mit eksil i det fynske for at få lidt vind i håret og metal i øregangene.

Dagen starter for mit vedkommende med en dejlig masse aflyste og forsinkede tog, men efter den vel på det nærmeste foreskrevne mængde besvær (og en tilsvarende mængde eder og forbandelser), når vi endelig frem til Næstved, hvor der er varslet skybrud hele dagen og det meste af aftenen. Så er man ligesom i gang med at være til metalfestival, men vi er fast besluttede på ikke at lade biting som skæbne- og vejrguder slå os ud. Et metalhjerte er jo trods alt ikke sådan at flå itu og heldigvis materialiserer det lovede skybrud sig heller aldrig, selvom vi da får en del dryp mens vi venter på toget i Ringsted. Men da vi endelig ankommer på pladsen, er alt egentlig ganske fint og vi sværger at vi i hvert fald vil prøve at få hørt samtlige bands, selvom dagens program byder på mange ting jeg måske ikke helt har forudsætningerne for at kunne lide.

Første band på programmet er Kadavermarch, som vi misser første nummer fra grundet besværet med overhovedet at komme frem. Nuvel, bandets stoneragtige rock-metal er da heller ikke min sædvanlige kop blod, men de spiller ganske habilt og jeg synes egentlig de løfter den svære og nogle gange utaknemmelige, opgave med at åbne festivallen ganske fint, selvom der ikke er meget publikum ved udendørsscenen. Vokalen spiller dog, for at være knusende ærlig, ikke rigtigt og lyden er i det hele taget ikke for god, da der går lige vel meget suppe i lydbilledet. Men særligt i de hårdere og tungere passager gør bandet det godt. Vi snakker om at både det musikalske og visuelle udtryk peger i lidt forskellige retninger, men en flying V gør jo som bekendt ethvert menneske mindst 66,6% flottere, så resten af bandet burde måske overveje at gøre guitarist Ken Holst kunsten efter og stile efter det lidt mere metalliske udtryk.

Lotan skulle egentlig have spillet på indendørsscenen som de næste, men tre minutter før de skulle være gået på får vi besked om at hele bandet har fået "corona og afrikansk sovesyge" og at de lokale champs Cauterizer i stedet kommer og byder op til dans. Cauterizer præsenteres endvidere som "fed død", hvad det for så vidt også er – død gør sig jo altid godt live, ikke mindst i relativt små lokaler fyldt med røg. Faktisk så meget røg at frontmanden må gætte sig til hvor godt publikum ser ud, men alle virker egentlig glade for arrangementet, med den mulige undtagelse af en stakkels Lotan-fan, der ikke har fået memoet og derfor virker en smule rundt på gulvet. Men selve koncerten er ganske fin, selvom der går lidt tid før band og publikum sådan rigtigt får hinanden at se.

Næstvedbandet Withering Surface, med den nærmest allestedsnærværende Michael H. Andersen (som også er festivalarrangør) i front, er jo på en eller anden måde dagens "homecoming queen" og blandt andet derfor ét af de programpunkter vi har set frem til. De præsterer faktisk en virkelig hæderlig koncert, med både ild, anekdoter og showmanship, som man kan læse mere detaljeret om andetsteds i nyhedsbrevet. Endnu en gang er fremmødet ikke så stort som man måske kunne have ønsket sig

Næste band er Hearteater, men de falder indirekte for DSBs fortrædeligheder, for nu er vi simpelthen blevet så gamle og trætte at vi må ud og spise noget, imens vi hviler ben og ører lidt. Nuvel; målsætningen om at høre alle koncerter var måske heller ikke ganske realistisk. Men et pitabrød og lidt stillesidning senere er vi tilbage ved udendørsscenen, hvor der er en smule mere publikum nu.

Cold Night for Alligators lyder præcis som de ser ud. Om det er positivt må være op til den enkelte at vurdere, men for mit vedkommende har jeg ærligt talt svært ved at finde nogle formildende træk ved bandets musik. Bevares, de er bestemt teknisk dygtige og jeg er egentlig sikker på at de fremfører præcis det, deres vision er, så hvis man kan lide bandet får man garanteret hvad man ønsker – jeg kan bare ikke personligt komme på nogen som helst grund til at ønske netop dette.

Dagoba er endnu et band, der ikke lige er mig, da jeg generelt ikke er meget for groove og synes at det samlede indtryk af bandets musik i mangel af bedre ord bliver for dikkedarisk. Jeg savner simpelthen gode sange (ja, det betyder faktisk en hel del, også selvom man er ovre i den mere ikke-melodidrevne metal) og mindre atletikopvisning. Faktisk ender jeg med at udvandre for at være i god tid til Timechild og få sludret lidt med festivalvennerne. Heldigvis har vi dog en betroet medarbejder på pletten, som har anmeldt Dagobas koncert i sin helhed.

Først overværer vi Timechilds lydprøve, som er lovende, og bandets koncert er da også virkelig god, selvom den er lidt forsinket og der er knas med volumen på mikrofonerne i første nummer. På mange måder får vi her det vi har savnet ved mange af de tidligere bands; god sangskriving, gode hooks og melodilinjer, god fornemmelse for dynamik og i det hele taget bare rigtigt godt og "flydende" samspil. Dette på trods af at bandet ellers er i farezonen for at være sådan noget jeg virkelig ikke bryder mig om, men de undgår på en eller anden måde at falde i "retrofælden", selvom det meste af deres musik da smager meget af 70erne. 

Til sidst bliver det tid til Candlemass, som nok for mange er det helt store trækplaster på dagens program - og de leverer da også en glimrende koncert, som man kan læse mere om andetsteds. Endnu en gang forundres man overm at der ikke er en større menneskemængde ved udendørsscenen. Måske er det skybrudsvarslet, måske er der ikke solgt så mange billetter, måske er pladsen bare lidt for stor i forhold til deltagerantallet? Hvem ved? Med tonerne af 'Solitude' klingende ud i ørerne haster vi mod stationen, så vi kan komme hjem og hvile ud til morgendagens strabadser, enige om at det blev en langt bedre dag både hvad angår vejr og musik, end vi havde frygtet ved middagstid, da vi stod og ventede på aflyste tog.