RF 23: Vild torsdag!

Torsdag var en skøn dag på dyreskuepladsen, der bød på flere overraskelser og positive musikalske oplevelser. Og rendyrket vanvid.

Hvad er livet, hvis ikke vildt? Er der overhovedet nogen grund til at eksistere, hvis ikke man gør det fuldt ud? På en festival som Roskilde, behøver man heldigvis ikke anstrenge sig specielt meget for at være voldsom. Slet ikke på denne torsdag, hvor der var masser af muligheder for at få en musikalsk, mindeværdig oplevelse.

Vildskab fra morgenstart
Solen står højt med sporadiske skyer. Det perfekte festival-vejr. På vej ind på pladsen kan jeg høre Eyes starte dagens første koncert, for mit vedkommende. Mens hele festivalen bliver vækket op og jeg nærmer mig Eos, står det heldigvis klart, at folk er friske på kontante morgentæsk. 

Eyes er vilde, Eyes er gode, Eyes får mit blod til at løbe hurtigere. Det hele er kaotisk fedt og klamt. En episk start på en vanvittig dag. Sønderknust derefter, tager jeg det ansvarlige valg og stormer over i presseteltet. Jeg smadrer min bærbar i et inferno af skrive-klikkidiklak, mens en tysk fotograf sidder og sover ved siden af mig. En anden mere velkendt fotograf kommer ind i teltet, og vi er rørende enige om, at Eyes koncerten var fed. Vi high-fiver og der skabes et kort vakuum i tid, inden lyden følger med og det efterfølgende brag vækker den tyske journalist. Eyes gør det igen!

I og med jeg er ret vild i mediebyen, smadrer jeg lige to anmeldelser ind fra dagen før. Fuck jeg er god. Ovenpå og småtændt over hvor fed jeg er, stormer jeg ud af presseteltet. Direkte forbi en større avis, der er i gang med at interviewe en nyvasket og -friseret fyr, om livet på festivalpladsen. Inde i mediebyen. Amatører, tænker jeg, mens jeg propper mad i hovedet. Det smager så godt, og modsat en anden festival, der blev afholdt to uger forinden, behøvede jeg ikke tage et kviklån for at få råd.

Nærdødsoplevelse på Orange
Tiden går hurtigt når man er vild, og mens Ithaca spiller en lidt træls omgang metalcore på Gaia, vælter jeg mod Orange scene hvor jeg skal se Busta Rhymes. Kort inde i ”koncerten” får jeg det akut dårligt. Jeg bliver fysisk påvirket af, hvad der sker på scenen og må skynde mig på toilettet. Da jeg kommer tilbage, er folk begyndt at gå. En fyr ligger på jorden, mens hans venner drikker rosé af førnævntes snaskede navle, alt imens Rhymes klovner rundt på scenen. Et kort øjeblik er jeg ikke vild. Jeg får flashbacks til Copenhell og ender i fosterstilling på jorden. Rhymes har brugt 15 år på at tage til København siger han, alligevel lykkedes det ham at slå mig i gulvet på Roskilde Festival. Hårdt.

Heldigvis bliver jeg reddet af årsagen til at jeg i virkeligheden er her. Anmeldertjansen. Jeg finder mig selv, da jeg træder ind på Gloria. Til stanken af pis og sved. Soul Glo er adrenalin. En fantastisk koncert på et spillestede, hvor der hverken er toiletter eller øl. Til gengæld tager de fleste tøjet af fordi det er pisse varmt. Vi fester i saunaen og jeg har det igen for vildt. 

Jeg stormer ud og er i hardcore-humør. Ingen vil dog slås, så jeg laver 10.000 armbøjninger i stedet, mens jeg bilder nogle venner ind, at Rina Sawayama ikke er noget man spiser, men noget vi skal se, fordi hun spiller et cover af Limp Bizkits ’Break Stuff’. De er solgt. Idioter tænker jeg, jeg ved jo godt det kun er et kort snippet, men der er hvad JEG har brug for. 

Helt vild står jeg under Arena og drikker en energidrik. Benzin på bålet. Sawayama går på og spiller eurovision-musik. Anderledes og uventet. Men det ændrer sig, og pludselig får vi det indledende riff og trommerne til KoRns ’Blind’. Derefter et langt nu-metal-medley, inden føromtalte cover ruller ud over scenen. Jeg filmer som den idiot jeg er og sender til alle mine tre venner. Videoen går ikke igennem. Det var vildt. Resten af koncerten var også vild. Et teater af genreelementer, fra eurovision, over de store divaer, til en Madonna-homage, afsluttet af en gang Shania Twain-country. Stort. 

Alt imens er der tilsvarende fest til Gabber Modus Operandi. Jeg hører sidenhen at folk har været nede over, at jeg ikke var der. Men sådan går det nogle gange.

Boomer-beskeder på telefonen
Electric Wizard står for døren. Fredag møder jeg vores anmelder, der lettere støvet men energisk fortæller om en fantastisk koncert. Jeg missede den, men fortryder ikke. Fotografen skriver, at jeg skal komme. Jeg skriver, han kan høre boomer-rock for sig selv, jeg er kompromisløs og meget yngre end ham. Vildt ung faktisk. Der er kun en wizard jeg skal se, og han vælter Orange i et åbenlyst bevis på, at scenen stadig kan huse enormt mindeværdige koncerter. Syv fyre foran mig udfører en indøvet linedance til ’Old Time Road’, og vi danser alle sammen. Lil Nas X er for vild – næsten ligeså vild som jeg. 

I min higen efter mere vildskab ender jeg på Arena, til drill-rap med Central Cee. Der er ligeså mange mennesker, som der var, da Malk De Koijn i sin tid vendte tilbage. Det er irriterende, og i et kort boomer-øjeblik er jeg sendt til tælling.

Intet Prisma på Avalon ikke kan ændre ved. Hold nu fest. Den danske duo lykkedes med at skabe en fed visuel og musikalsk koncert. Ikke mindst da vi får deres cover af The Raveonettes ’Bowels of the Beast’. Jeg er kæmpe fan, men må løbe vildt hurtigt for at nå Nova Twins og deres rap-rock/metal på Eos. Dagen slutter hvor den begyndte.

Regnen begynder at stå ned mens May Love rapper sig igennem bandets koncert på flot vis. Men regn er jo ensbetydende med en aflysning. Den lurer, og vi ved hvad der skal ske, da Love træder frem på scenen med to håndklæder, mens bandet stilner af. Overraskelsen indtræffer prompte, som Love forklarer at hun lige skal dække deres pedaler og udstyr til, da det er lidt dyrt, for derefter spiller videre. KAN MAN DET? Roskilde Festival må vide noget, de i hvert fald ikke vil dele med Copenhell. Shame.

Her slutter aftenen. Jeg tager et tog mod København. Taler med to unge fyre, der synes Electric Wizard var fedt, men nu har de altså behov for at høre noget Kesi. Min hjerne kortslutter. Jeg finder mig selv i metroen i København, hvor en virkelig venlig konduktør gerne vil have, at jeg betaler 750 kr, nu jeg har glemt at tjekke ind med mit rejsekort. Jeg smiler overlegent og takker, tænker jeg sender regningen videre til Eyes, det er trods alt deres skyld, at jeg har været så vild hele dagen.