RF 25: Fredag med et brag
Fredagen på Roskilde Festival startede og sluttede med et brag, mens midten blev reddet af godt selskab og en overset spaghetti-bod.
Egentlig var ambitionen at starte dagen med Emma Sehested Høeg, der har begået ret fin musik om end i en genre, der ligger langt fra Devilutions normale felt. Så det havde været en helt privat fornøjelse. Men lidt arbejde kom i vejen og så måtte jeg jo starte dagen på en helt anden note, nemlig med Electric Callboy. Det er egentlig et band, jeg har undgået, delvist med vilje, og delvist grundet omstændigheder, og jeg kommer næppe til at opsøge dem igen. Men denne fredag på denne festival startede de den helt perfekte fest. Og når man samtidig er i fremragende selskab, kunne jeg ikke andet end overgive mig til deres småbøvede show, hvor glimmerjakker, ildkanoner og konfetti kæmpede om opmærksomheden. Electric Callboy deler vist vandene lidt, men vores anmelder var vældigt begejstret, og den anmeldelse kan du læse her.
Opløsning af tiden og en våd omgang The Hu
Med en vidunderlig festivalbuzz bestående af øl og glæde, var det tid til at komme ud på pladsen og se hvad der ellers var af tilbud. Tilbud er der nok af. Musik fra alle hjørner i verden og med behov for optankning faldt vejen forbi en bar, mens vi lige nåede at høre de fjerne toner fra Doechii. Egentlig markeret i mit program, men mængden af mennesker gjorde projektet uoverskueligt og i stedet traskede vi uden om de begyndende vandpytter og mudderhuller og ned i den modsatte ende af pladsen, hvor The Hu skulle indtage Eon-scenen kun en times tid efter Electric Callboy koncerten.
Og nu tænker du nok: En hel time til at gå under en kilometer. Men her skal man huske på at uret går anderledes på en festival. “Om lidt” kan være om 5 minutter eller om 2 timer. Det afhænger af vejret, ruten, man tager, og ikke mindst de folk man møder eller de happenings, man stopper op for at se. Alle ved det, og der findes ikke som sådan aftaler på Roskilde. Vi ses, når vi ses. Og til The Hu befandt jeg mig endnu engang i fremragende selskab og begyndende regnvejr, da de gale mongoler gav den alt hvad de havde i sig i deres besynderlige miks af heavy metal-klichéer og ældgammel mongolsk musik- og sangtradition. Hvad jeg mente om The Hu, kan du selvfølgelig læse mere om her.
Thou - naturligvis
Og pludselig var klokken 20, og maven var begyndt at rumle. Det har været underligt svært at finde mad på denne festival. Køerne er så lange, at en stakkels skribent med anmeldertjanser og en form for tidsplan må give fortabt, men heldigvis gemte der sig en udmærket carbonara-bod inde i gården ved den generelt temmelig overrendte madhal, der ligger ved Gloria-scenen. Det var samtidig et vældigt praktisk sted at befinde sig, da mit næste anmeldergig var Thou, der spillede på netop Gloria. Det var fedt af flere årsager: Dels var Gloria dejlig tæt på, og dels er Gloria en fast bygning og har dermed et tag. Det er ret fedt, når det regner og i modsætning til teltscenerne, skal man ikke forcere den ring af mudder, der samler sig i kanten af teltet for at komme i tørvejr. Bonus. 
Thou har vi ment en masse om her på magasinet, og de af os, der har været faste gæster på Roadburn Festival har måske fået en lille bitte smule for meget Thou hen over årene. Men de skal have point for deres evne til at skabe opmærksomhed om sig selv. Og for at understrege Thous særlige status på Roadburn Festival, var selveste Becky Laverty da også at finde til koncerten. Og på den måde kan to forskellige festivaler mødes med Thou som omdrejningspunkt. Naturligvis. De leverede nu en ganske hæderlig koncert, og den anmeldelse kan du læse her.
Midnatshekserier
Og mens Gloria roligt blev tømt og mørket sænkede sig, var der samling ved Strawberry Daiguiri-boden i nærheden af Gaia. Det var ikke nogen tilfældig placering. Dels kan man få sin Daquairi så stærk, som man ønsker det, og dels så var det i rimelig afstand til fredag aftens længe ventede koncert med John Cxnnor og Witch Club Satan. Duoen, der konstant forsøger at flytte grænserne for, hvad musik kan, og hvad musik skal, fik også denne fredag flyttet grænserne og fik måske taget et skridt opad i deres imponerende karriere. For for første gang har den ellers bredt elskede duo formået at hægte nogle af deres ellers trofaste fans af. De fik dog mindst lige så mange nye fans at dømme efter stemningen i teltet, så mon ikke de overlever. Vi har naturligvis også anmeldt den koncert, og den anmeldelse kan du læse her. 
Og dermed måtte jeg melde udsolgt for denne gang. Hovedet var mæt og fødderne var trods en ret god dagsform, noget trætte i det. Tilbage var kun at finde en fornuftig transport hjemad, mens Neckbreakker fik knækket nogle nakker på Avalon-scenen.