RF 25: Frikvarter på Eos
Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil.
Heavy metal. Spillet på mongolsk inspirerede instrumenter. Oversat til mongolsk. Og med masser af power og vind i håret. Man kan næsten høre hestene komme drønende ind på scenen. når The Hu går på. At tidligere tiders civilisationer rystede i bukserne alene ved tanken om at stå ansigt til ansigt med mongolske krigere, er ikke så svært at forestille sig, som bandet står der på scenen iklædt pels og læder og med det obligatoriske lange hår blafrende i vinden fra de opstillede ventilatorer på scenen. Der er så meget epik, at det er vanskeligt at finde plads til at mene noget som helst. Men heldigvis er vi ikke lige sådan at kyse.
The Hu havde fået den tvivlsomme ære at at spille på Eos, festivalens mindste scene. Ikke fordi Eos er en dårlig scene. Men Eos er en udendørs scene og når himlen åbner sine sluser, sådan som himlen har det for vane, når Roskilde Festival er i gang, så kan det være svært for navne, der ikke spiller på Orange Scene at fastholde publikums opmærksomhed. Særligt når den forjættede overdækkede Gaia-scene nærmest står i ens synsfelt. Men heldigvis var bygen kortvarig, og ingen blev for alvor skræmt væk.
Til taktfaste råb fra publikum satte bandet i gang med deres blanding af eget materiale og covers af store klassikere, som fx. 'The Trooper' af giganterne i Iron Maiden. Sunget på mongolsk. Der gik muligheden for den store fællessang i fløjten, men efter at have set hvad der føles som tusind dårlige covers af Iron Maidens store numre, så var det sært forfriskende at få den serveret på denne måde. Det var nyt, og det var lidt sjovt. Og fra scene til publikum var der brede smil – ingen tog det alt for alvorligt, og der blev danset med en ironisk distance, som man ofte ser, når noget regnes for lidt dårlig smag, men som alligevel er lidt fedt.
The Hu er ikke nogen kunstnerisk åbenbaring. De spiller godt. De spiller tight. Der er attitude nok til alle. Men så kan jeg heller ikke trække flere superlativer op af posen. Det er heavy metal og på trods af gimmicks og bue-spillende bassister og gøgl og halløj, så er det fortsat bare heavy metal, og endda ikke i den opfindsomme ende. Man bliver glad i låget, mens det foregår, men det var for letfordøjeligt til at for alvor at give en solid følelse af mæthed, og få minutter efter bandet gik af, var de vist glemt af de fleste.
Dog skylder vi dem at fremhæve de numre, der kom fra bandets hjemlige himmelstrøg og som jeg synes var langt bedre end deres heavy metal-numre. Her blev der talt fra hjertet og her kom strubesangen til sin ret. At sammenligne det med de tidlige numre fra danske Heilung er måske det nærmeste, vi kommer på at beskrive musikken, der lød som om den kom med tusinder af års historie i rygsækken. Desværre var der for få af den slags numre - og publikum var næppe heller i det humør.
Forstår jeg deres fans? Bestemt. I en verden, der har alt for travlt med at tage sig selv alvorligt, er The Hu et godt lille frikvarter. Har de haft betydning for Mongoliets placering på landkortet? Utvivlsomt. Som et land klemt af storebror Kina og med en regering, der forbød heavy metal, blev The Hu også eksponent for et oprør. Men på Roskildes Eos-scene var der ingen politiske skåltaler. Til gengæld var der fest i en times tid, mens himlen lejlighedsvist dryppede ned på os.
Ingen af delene fik langvarige konsekvenser for vores liv.