Roadburn 2011: Doom, druk, røg og støj
PopulærDevilution var for første gang med til Roadburn Festivalen i Holland. Senere på ugen udsender vi et specialnummer med koncertanmeldelser, men til at starte med leverer en stemningsmættet Mathias Nielsen her en dugfrisk teaserreportage.
I sidste uge skrev jeg en Top 5 over, hvad jeg så frem til i forbindelse med Roadburn Festivalen. Jeg havde ikke været der før, men havde hørt ikke så få lovprisende ord om den årligt tilbagevendende begivenhed i hollandske Tilburg. Samtlige forventninger blev heldigvis mere end indfriet, og denne førstehåndsberetning skriver jeg i radbrækket tilstand efter fire dages overvældende musikalske oplevelser, headbanging i mange forskellige tempi, samt druk, røg og danskertræf.
Og så var der selvfølgelig musikken; andetsteds i dette magasin kalder vor fotograf Roadburn for ”indebrændt/indspist”. Dét må bunde i hans bitterhed over fraværet af tysk powermetal og MTV-hardcore, for selvom størstedelen af de optrædende ganske vist har rødder i doom-metallen, så bød årets program uomtvisteligt på alt fra black metal, crust og industrial over progressiv rock, jazz og psych til noise, old school thrash og sågar boogie-rock!
Spillestedet 013
Dernæst var der rammerne; Poppodium 013 er et moderne designet spillested, der ikke bare sikrer eminent lyd, men også rummer hele tre scener – Main Stage (med plads til 2.200), Green Room (kapacitet 350) og Bat Cave (hvor kun 150 kan komme ind) – og samtidig er der den ekstra venue, Midi Theatre, i gåafstand fra 013, som minder om Amager Bio i størrelse og indretning. Svært at forlange mere.
Selve faciliteterne kunne man heller ikke sætte en finger på – poletsystemet fjernede køproblemerne i barerne, der var aldrig flaskehalsproblemer til toiletterne, og det var altid nemt at komme ud efter frisk luft, når man havde brug for dét. Maden var så ganske vist ikke den bedste, men jeg må indrømme, at Francos hypede Frikandel da lagde en god bund inden de mange øl (til fair, men ikke billige 35 kr.), som jeg fik fint balanceret med god røg.
Som nævnt bringer vi senere på ugen et Roadburn-specialnummer med en række udvalgte koncerter fra festivalen, men vi skal lige have alle skribenter ud af tågerne og hjem til tasterne. Så i mellemtiden disker jeg op med denne reportage som et forsøg på at opridse, hvad jeg nåede at opleve i løbet af de fire dage, der – takket være musikalsk eufori – forsvandt på rekordtid.
Du kan finde vores fotoreportage HER, og hvis bandnavnene i nedenstående tekst er understreget, betyder det, at du kan klikke videre på dem til videooptagelser fra Roadburn-koncerten.
Genieten!
TORSDAGENS TRÆTHED OG TUNGE TRÆK
Vi ankom i Devilution-bilen med en times forsinkelse, så det første band jeg hastede ind til, var trioen
" target="_blank">Acid King, de r spiller stoner doom af en så traditionel skuffe, at klichéernes håndbog nemt på forhånd kunne tages frem. Til gengæld var det dejlig højt, og der var både patter og Harley'er på bagtæppet, men jeg stak ikke desto mindre af i retning af Bat Cave for at se lidt Zoroaster.
Dem nåede jeg dog intet af, for tidsplanen var rykket, så i stedet blev det til en omgang hedensk black metal signeret britiske Winterfylleth. Der var smæk på, men ingen corpse paint, og det var faktisk forfriskende at se en flok engelske arbejderknægte give den ond gas uden al den komiske staffage, der ellers normalt omgiver mange af nutidens skandinaviske black metal-navne.
Efter dén positive overraskelse fik jeg så mast mig ind i den propfyldte Bat Cave for at se Naam spille deres storladne space/psych, der viste sig at være mindst lige så god i sveddryppende rammer, som den er på plade. Lige så gode var
" target="_blank">Blood Farmers, der endelig spillede deres første koncert på europæisk grund, og med Coffin Joe på bagtæppet leverede de en solid ladning doom af en mere old school slags end Acid King tidligere dagen.
Og så var tiden ellers kommet til festivalens første "rigtige" hovednavn, nemlig Pentagram, der for første gang i 15 år havde guitarist Victor Griffin med tilbage på scenen. Man havde selvfølgelig sat sine penge på, at koncerten ville blive mindst lige så god, som da gruppen gæstede The Rock for et års tid siden, men der var alligevel et eller andet, der ikke klikkede.
Den karismatiske frontmand Bobby Liebling vimsede som sædvanlig rundt på scenen og simulerede kvælertag og fisseslikning, med øjnene poppende ud af hovedet. Bestemt underholdende, men det var lidt som om, at Griffins genkomst skabte ulighed på scenen og de indlagte, middelmådige nye lukkede for ofte luften af ballonen. Skuffende.
Da jeg så efterfølgende stod klar til det næste hovednavn,
" target="_blank">Godflesh, må jeg indrømme at cocktailen af rejsetræthed og lidt for mange øl så småt viste sig ikke at hue min hukommelse så meget, og herfra føles resten af torsdagen stadig ret uskarp, selvom jeg da – efter sigende – var fysisk til stede til både det instrumentale psych-band
" target="_blank"> Carlton Melton og de svenske doom-veteraner i
" target="_blank">Count Raven (som jeg dog husker brudstykker af). Videre til andendagen…
FREDAGENS OVERVÆLDENDE OVERFLØDIGHEDSHORN
Hvor nogle af torsdagens koncerter var lidt skuffende, så viste fredagen sig at blive en sand tour de force udi fantastiske oplevelser. Efter at have druknet tømmermændene med billig og hyggelig porter-øl med danskerholdet forsøgte den japanske guru
" target="_blank">Keiji Haino tidligt at få publikums ører til at bløde med et stærkt støjende sæt – det viste sig at blive en rigtig god start på en fremragende fredag.
Efterfølgende var der en programændring, da Earths tourbus var brændt sammen, så i stedet spillede finske Circle sammen med Pharaoh Overlord på hovedscenen – hele bandet var iført stramme læderbukser og diskede da også op med en spøjst selvironisk form for hyldest til Judas Priest. Efter lidt røg føltes det mindre anstrengende, men ikke meget.
Heldigvis kom New Yorks dødsmetal-legender Winter til undsætning med et brutalt spillet sæt, der viste, hvor seriøst de tager deres arv. Pulveriserende.
Efterfølgende leverede Corrosion of Conformity en næsten lige så overbevisning omgang thrash/hardcore i trio-format og uden Pepper Keenan, men man savnede ham faktisk ikke, mens C.O.C. tordnede sig igennem de helt gamle sange fra 'Animosity' og 'Eye for an Eye'.
Det var også et p lus, at man virkelig fornemmede de tre herrers spilleglæde, og det var herligt at se Reed Mullin tilbage bag tønderne. Det kan sagtens gå hen at blive en god comebackplade.
Et af årets få 70'er-bands,
" target="_blank">Incredible Hog, var næste navn på programmet, og så var det blevet tid til første smut over i Midi Theatre, der heldigvis ligger blot fem minutters gang fra 013. Den engelske trio nåede kun at udgive en enkelt plade, 'Volume 1' i 1972, som hurtigt blev umulig at opstøve, men nu er bandet samlet igen og pladen genudgives snart af Rise Above-pladeselskabet.
Uanset hvad, så leverede den fantastiske orne en skvulpende god gammeldags rockkoncert, som ofte slog over i rendyrket boogie, der ville ha ve givet ZZ Top sved på panderne, og som måske peakede med coveret af Freddie Kings svedige blues 'Goin' Down'. Storartet var det.
Og det var ikke noget, jeg havde set komme, men lige i røven på dét leverede Voivod så årets måske bedste Roadburn-koncert. Dampbarnsbassisten "Blacky" var tilbage i folden efter næsten 20 års fravær, og afdøde "Piggy"'s afløser "Chewy" spillede simpelthen som en drøm på den seksstrengede. Læg hertil en formidabelt Away bag trommerne og en indpiskende Snake i front, og man havde et Voivod i storspillende storform. 90 minutters suveræn fest og et stærkt punktum for fredagen!
LØRDAGENS OP- OG NEDTURE
Ved ankomsten til 013 lørdag eftermiddag mærkede man allerede den lidt udmattede stemning bla ndt publikum, og – overraskende nok – var hovedscenens rum ikke meget mere end halvfyldt, da et af årets trækplastre Candlemass gik på scenen.
Det var på forhånd annonceret, at Johan Längqvist ville dukke op for at synge hele svenskernes legendariske debutplade 'Epicus Doomicus Metallicus', samtidig med at Robert Lowe ville stå bag mikrofonen i resten af sættet, men hele konceptet faldt lidt til jorden.
'Epicus'-delen fungerede mere end optimalt, og med Lowe som sanger stod 'Hammer of Doom' selvfølgelig stærkt, men den semiimproviserede sidste del af koncerten blev ufrivilligt komisk, da Lowe konstant måtte skæve ned på tekstarkene bag monitoren. Og helt galt gik det med en skidt version af Blue Öyster Cults '(Don't Fear) The Reaper', som Längqvist eller Lowe sang oplæsnings-karaoke til. Mildt skuffende.
Så var der straks mere ved
" target="_blank">Weedeater, der gav en af årets mest smadrede og brutale koncerter. Marihuana-gnaskerne var lige, hvad man manglede af ond sydstats-doom, nu hvor Eyehategod ikke var på plakaten. Jeg så dog ikke det hele af koncerten, da jeg lige ville tjekke
" target="_blank">Evoken ud. Deres blanding af black metal og post rock med growlende vokal var imidlertid ikke lige mig, så jeg smuttede tilbage til hovedscenen for at finde ud af, om Voivod mon kunne levere varen igen. Det kunne de ikke helt, men det lykkedes mod dog mod slut at få gang i publikum på falderebet.
Det jeg så af engelske
" target="_blank">Ramesses var en god ladning v irkelig tung doom/sludge, som jeg forlod for at stå og småsove til
" target="_blank">Shrinebuilders kedsommelige og konservative koncert, der var endnu mere forudsigelig og intetsigende end sidste års tilforladelige debutalbum.
Heldigvis rettede særegne
" target="_blank">Yakuza op på skuffelsen med årets mest eklektiske koncert på Roadburn. Det er unægtelig umuligt at sætte ord på det, det den amerikanske kvartet havde gang i. Den to meter høje frontmand Bruce Lamont growlede det ene øjeblik ondskab ud over scenekanten for det næste øjeblik at spille på klarinet (!) – det var musik på grænsen mellem doom, jazz og progressiv rock. En dejlig overraskelse, kort sagt.
Aftenens sidste hovednavn var genopståede Swans, der måske ikke umiddelbart passer ind i Roadburns program, men det lykkedes ikke desto mindre – med mellemrum – for frontmand og kapelmester Michael Gira at få sit band til at spille med så støjende og ond en nerve, at de fik størstedelen af festivalens band til at fremstå som glade hippier.
Man kunne dog godt have ønsket sig et dybere dyk ned i Swans' katalog, for størstedelen af sangene, der dukkede frem bag muren af støj var hentet fra sidste års knap så vellykkede comeback 'My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky'. Men når det virkede, så var det næsten, så man fik tårer i øjnene af indtrykket. Alligevel føltes det som en noget nær perfekt afslutning på den ordinære del af festivalen… Her er en af de lidt få ældre (superbe) sange, der blev flettet ind:
STENET SØNDAG
Inden bilen kørte tilbage mod Danmark, havde jeg overtalt chaufføren til, at vi lige kunne få lidt af den såkaldte "Afterburner" med; på denne dag var mange taget hjem, der var en mere stenet, afslappet stemning, og der var kun koncerter på Main Stage og i Green Room. Headlineren var Black Mountain, der jo gav en lidt kedelig koncert på Loppen sidste år, så dem levede man med, at man ikke fik noget med af.
Til gengæld blev det til Spindrift, der i starten af koncerten spillede kedelige kopier af Earths ørkenslæbende Morricone-rock, tilsat intens stilforvirring, og ærlig talt var filmene på bagtæppet en større oplevelse. Men da jeg kom tilbage til koncerten efter en rygepause (hvor Francos sagnomspundne "Amnesia Haze" var på programmet), spillede de pludselig solid spacerock a la Hawkwind, mens kødædende planter i aktion og eksplosionsscenen i Antonionis "Zabriskie Point" prydede bagtæppet. Så havde man set (og hørt!) dét med!
Det blev også til et gensyn med
" target="_blank">Blood Farmers, som (igen) leverede, og så nåede jeg et brudstykke af festivalens danske indslag
" target="_blank">Dragontears, der spillede deres sidste koncert nogensinde på Roadburn. Der var både dansksproget hippierock og Monster Magnet-inspireret stoner i de 20 minutter, jeg nåede. Og SÅ var det ellers tid til japansk dødsmetal i form af Coffins!
Trioen fra det katastrofehærgede land gav en smadret k oncert, som sine steder havde mere tilfælles med Motörhead og Entombed end med amerikansk døds-doom. Og så er det jo heller ikke hver dag, man får mulighed for at se en japaner med hornbriller growle vildt. Apropos dét, så kunne Roadburn godt støve Metalucifer frem til næste år.
Men jeg vender under alle omstændigheder tilbage til dette kongearrangement, der generelt holdt en utrolig høj standard, og gjorde et solidt indtryk på en efterhånden garvet koncertgænger som undertegnede.
Vi vender som sagt tilbage med et Roadburn-specialnummer senere på ugen, der indeholder flere anmeldelser af udvalgte koncerter med dertilhørende billeder og videoer. Og husk, at du allerede kan tjekke vores billedreportage HER!
Og lad os så lige lukke med lidt Count Raven: