Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SB18: Lørdag

Updated
SB18: Lørdag
SB18: Lørdag
SB18: Lørdag
SB18: Lørdag

Bloodbath og Solstafir rundede af på sublim vis, og Sibiir supplerede med dagens store overraskelse. Endnu et fantastisk år på Summer Breeze, hvor den sorte skole imponerede mest.

Kunstner
Titel
+ Origin + Einherjer + Sibiir + Korpiklaani + Papa Roach + W.A.S.P. + Solstafir + Carpathian Forest
Dato
18-08-2018
Koncertarrangør
Forfatter

I al beskedenhed lægger dagen ud med kram og lykønskninger i timevis. Charmen ved altid at have fødselsdag på Summer Breeze er svær at overse, men fejringen gemmer vi dog til senere. Inden det kommer så vidt er vi nødt til at få mere søvn ud af øjenkrogene, og hvem skulle kunne hjælpe os bedre med det på dette tidspunkt end Origins formiddagssmadder på T-Stage?

I dagens anledning var kvartetten dog skåret ned til en trio, angiveligt på grund af visum-udfordringer for den fraværende bassist. Ikke at det på nogen måde bremsede amerikanerne i deres levering af den kompromisløse død, vi kender dem for. Tværtimod var guitarist Paul Ryan og sanger Jason Keyser konstant ude på scenekanten og gøre deres bedste for at få de udbrændte festivalgængere til stålet, og brutaliteten gjorde sit til at starte den efterhånden obligatoriske circlepit helt af sig selv, uden bandet behøvede at lægge op til det. Publikum fik tilbuddet om at være gæstebassist, og en tilfældig vestbeklædt teenage-knejt fik æren af at stå luftbas et par numre. Et friskt, useriøst pust til koncerten, og lige den start på dagen vi havde ønsket os.

Et par timer senere var norske Einherjer næste band på T-Stage, og man fik lidt indtrykket af, at de stadig var lidt grønne i gamet. Ikke blot fordi fremmødet var plukvist fraværende, men også fordi deres banner var så lille, at det med god vilje måske kunne have dækket bagbeklædningen på Stengade. Det virkede da også som et band, der endnu mangler et solidt ståsted i den vikingemetal, de henter deres rødder i. Numrene var da fine nok, men hele vikingeelementet virkede lidt søgt og uinspirerende, og nogen særlige highlights var der ikke at komme efter. Ensformigheden var dominerende, og vi ville ærligt talt hellere bruge vores tid andetsteds.

Det førte os lukt videre til Camel Stage og dagens første store overraskelse i form af norske Sibiir, der beslægtiger sig en afart blackened hardcore. Blackened fordi musikken et langt stykke hen af vejen beror på klassisk norsk black med melodiske overtoner, hardcore på grund af vokalen, der tilføjer sit eget new yorker råbe-hardcore element til helheden. En af Summer Breezes styrker er netop denne evne til at grave ned i undergrunden og finde navne, der endnu ikke har fået slået deres navne fast i metaljunglen, og netop sådan et navn var Sibiir, der på trods af deres relativt anonyme fremtoning og jævnt klicheprægede gedebuk på bagbeklædningen med deres in-your-face-attitude og Duracell-energylevel fik overbevist os om, at de er værd at holde øje med. Indtil videre er det blot blevet til en selvbetitlet debut fra 2016, men den kan I også trygt give jer i kast med – den definerer fortræffeligt hvad vi fik serveret denne halve time.

En hastig beslutning om at samle vores 80 mand stærke lejr til et fælles campfoto blev på bekostning af Orange Goblin, men den hjemmelavede enhjørninge-citronmåne måtte efterhånden også ud af den lumre bus, den havde gemt sig i de sidste 4 dage. Fødselsdagslysene blev pustet ud, og en flaske Baileys gik på runde, indtil vejen atter gik mod hovedscenen til Korpiklaani. Finnerne havde skåret ned på tosserierne, og hvor deres koncert i 2016 mærkeligt nok står ud som et af Summer Breezes mest minderige koncerter de sidste fire år, så virkede de denne gang til at have nedtonet festen til fordel for mere folk uden den humor, som vi kender dem for. Der blev aldrig fundet tid til at få os alle ned på jorden og ro, og den store, mindeværdige fest blev det aldrig. Den måtte vi selv skabe i lejren bagefter, hvor Baileys-flasken fortsat forpligtede – konsekvenserne ved at være fødselar.

Det gode selskab fik lokket os med til Papa Roach, for man kunne da ikke gå glip af multi-million sællerterne når nu man fik chancen smidt lige i hovedet – og det burde vi så måske alligevel have gjort. Sanger Jacoby Shaddix gik totalt i selvsving med moralsk bedrevidenhed og anden tom pladder-snak i sådan en grad, at hans monologer optog op til 25% af koncertens spilletid. At han derudover startede en wall of death tre gange virkede malplaceret til deres bløde mellemvare hard rock, men nu hvor folk dårligt nok gad at røre sig de første to gange måtte tredje gang jo være lykkens gang.

Det var det ikke.

Betragt det som værende sigende for koncertens kvaliteter, at den største entusiasme var til deres ikke desto mindre ganske glimrende cover af Blurs 'Song 2', for deres egen sangskat virkede ikke til at have den store slagkraft foran dette tyske publikum, og det var absolut også en ussel dag på kontoret for de aldrende rockhit-snedkere.

Den eneste grund til at vi blev stående til den usle ende var fordi W.A.S.P. var næste navn på hovedscenen. En koncert, der musikalsk skulle vise sig som en mere eller mindre tro kopi af hvad vi stod vidne til på Copenhell for et par måneder siden, men hvor Summer Breeze-formatet med 15.000 skrålende tyskere og den mørke aftenhimmel gav Blackie Lawless & co bedre forudsætninger for at overbevise os om holdbarheden af deres tilsyneladende udødelige 'L.O.V.E. Machine'. Det kan godt være, at Lawless i dag ligner en fedladen, udbrændt Robert Smith (The Cure), og så kan man sige hvad man vil om ”Jeg er så kristen, at jeg ikke længere kan stå inde for at synge 'Fuck You Like A Beast'”-elementet, men resten af sangskatten lever stadig, og den blev leveret i tro ånd. 

Tonerne af 'I Wanna Be Somebody' måtte dog nydes på lang afstand, da vi var udvandret mod T-Stage, hvor Solstafir stjal vores fokus med en times veleksekveret tour de force igennem mange af bandets stærkeste skæringer fra de senere år. Musikken talte for sig selv, og det var sjældent, at forsanger Addi henvendte sig til publikum. Det var også strengt unødvendigt – gåsehuden fandt selv vej flere gange undervejs med både stille post-metalliske lydbilleder og stærke crescendoer til hele tiden at afveje hinanden og føre bandet videre til næste peak. Sjældent har Solstafir været så overbevisende som de var her, hvor deres placering som et af festivalens sidste navne på programmet fik suppleret sjæl og nærvær i nattens skær.

At tale om sjæl i forbindelse med Bloodbath, der i vanlig makaber stil skulle røve de sidste kræfter ud af os ved midnatstid på hovedscenen, er til gengæld helt omsonst. Det var faktisk lige præcis fraværet af sjæl, der gjorde denne koncert til den klart bedste vi endnu har bevidnet med Nick Holmes i front. Han tog for en gangs skyld rollen alvorligt uden at spilde tid på ligegyldigt sniksnak med publikum, og numre som 'Cancer Of The Soul' og 'Mock The Cross' lød lige så knusende tunge, som vi kun havde drømt om. To af årets bedste Summer Breeze-koncerter i rap var en realitet, der blev kvitteret med potent headbanging og årets sidste kirsebær-mjød – den drikker jo ikke sig selv.

Vi traskede møre videre til Carpathian Forest på T-Stage. Misantropien og sortsynet var slående, men efter fire dage, hvor det bestemt ikke havde skortet på sortmetalliske indslag, var det dog svært at komme under huden på de norske legender, der ellers gjorde sit for at udstille deres dystopiske verdenssyn med corpse paint og hornede masker. Efter at have spenderet den foregående halvanden time i så fornemt selskab med Solstafir og Bloodbath, virkede skoven slet ikke så bjergtagende, som den givetvis kunne have været, og uden at turde risikere yderligere fadæser blev dette enden på årets Summer Breeze.

Tak for endnu et eminent år, der sluttede af på toppen – hvis vi da var gået tilbage til teltet efter Bloodbath.