Sort Vejfest 25: Sort familiefest
Børn har godt af rockmusik, så jeg hankede op i familien og tog til Sort Vejfest, Danmarks nok hyggeligste gadefest.
Det føltes også rigtigt at tage familien med til Sort Vejfest, som i sig selv har en familiær tone og en stemning af, at mange kender hinanden på kryds og tværs. Alt var tilrettelagt, og intet kunne gå galt, så det gjorde det naturligvis, og vi missede derfor Omsorg – Elna på ni år, min datter, syntes ellers, at det var dagens sejeste bandnavn. Det kunne jeg selvfølgelig ikke være uenig i, men det gjorde det ikke mindre ærgerligt at være gået glip af de fedt spillende aalborgensere, som sidste år udgav et virkelig godt album. Nå, men jeg fik entret græsområdet på Sønder Boulevard ud for Lövendahl-butikken - det er folkene bag den, som står bag Sort Vejfest, der her løb af stabelen for anden gang, med datter, kæreste og svoger. På scenen spillede Spøgelse fra Göteborg, og de gav os en omgang no-frills-punk med rock’n’rollet melodisans og fuck dig-attitude. Det var småfordrukkent, råt, vel- og hurtigt-spillet, men som min datter på ni år helt sandfærdigt og overhovedet ikke løgnagtigt sagde:
“Spøgelse spillede præcist så punket, som man kunne forvente, og selv om koncerten bestemt var underholdende, og sangeren er en yderst effektiv formidler af vestsvenskernes musikalske univers, så manglede sangene den je-ne-sais-quoi-faktor, der kunne hæve dem over det fadbamseunderholdende.”
Ædel Fetich
Ægte rørende samvær
Pausen inden næste band blev brugt på at lokalisere en is og noget kaffe, og lige få hilst på lidt mennesker, men snart var det tid til Ædel Fetich, den københavnske gruppe, der fusionerer punk og black og giver det hele et skud operatisk flair og rørende queer-kant. Bandet spillede suverænt, men her var det tydeligt, hvad Sort Vejfests største problem var, Elna gav følgende 100 % ikke af hendes far skrevne besyv med:
“Sort Vejfest er et superhyggeligt arrangement, og placeringen midt på Sønder Boulevard på Vesterbro i København er essentielt i vejfestens hyggelige identitet, men samtidig er jeg bange for, at kommunen har sat en meget skarp db-grænse for lydniveauet. Det kom desværre ikke Ædel Fetich til gavn. Det lave lydniveau gjorde, at Skvats operatiske vokal stod lidt ud i lydbilledet, og den lave lyd gjorde, at man som publikummer var temmelig sårbar over for voksne, der ikke har lært, at når nogen optræder, så tier man stille og lytter. Det var lidt ærgerligt, for det, der foregik på scenen, var superfint. Jeg nød især, da Jakob Miehe fra Solens Folk i en virkelig fin sommerkjole sang duet med Skvat. Man kunne mærke kærligheden og nærværet.
Generelt spillede Ædel Fetich en god koncert, og det var fedt både at høre materiale fra ‘I Aftes i Tunnellen’ men også at høre andre, nye numre. Det fik mig til at glæde mig til det album, de efter sigende arbejder på. Det var en koncert, der forenede brutaliteten og medmenneskeligheden med en næsten folkelig, afvæbnende og sympatisk attitude.”
Ædel Fetich
Sårbarhed, åbenhed, skønhed
Århusianske Hudsult erklærede, at de aldrig havde spillet for et større publikum, og at de var glade for, at der var så høj en grad af diversitet blandt publikum. Det kan jeg kun erklære mig enig i. Den bedste stemning er altid til de shows, der tiltrækker mange forskellige slags mennesker, og sådan var det denne dag. Intet had til hvide cismænd (jeg er selv en af slagsen), men alle har gavn af inklusion og diversitet, og denne eftermiddag var altså fyldt med store smil. Det var suverænt. Jeg havde en rigtig god oplevelse med at se Hudsult, men jeg synes næsten, at Elna, helt af sig selv, har formuleret det bedst:
“Hudsult sang sange om at være homoseksuel og ked af det, og de gjorde det så godt, at vi alle sammen blev lidt gladere. Bandets samspil er forrygende, og deres sange har en medrivende åbenhed og energi. Det er screamo og post-hardcore med modet til at blotte sig og stå ved den, man er. Det er stærkt, og det stod måske næsten allerstærkest, da de spillede ‘Undskyld’ fra deres seneste udgivelse ‘Tit er jeg glad …”. Jeg har naturligvis længe været tunet ind på Aarhus-kvartetten, men jeg tror, at selv min lidt langsomme far har fattet det nu.”
Hudsult (foto: Jesper Buhl)
Fjol af en vis kvalitet
Eftermiddagens sidste navn skulle måske sikre, at festen kom helt op at støde, så folk var klar til at rykke videre til aftenprogrammet i Basement, men det føltes som noget af et spring fra Hudsult til de horrorfikserede psychobilly-fjollerier, vi fik serveret af Stormtroopers of Love. Indrømmet, jeg er typen, der ikke nødvendigvis gouterer den humor og den musikalske stil, som psychobilly indebærer, så jeg nød det ikke på den helt store klinge, men som min noget mere klart tænkende datter, som jeg aldrig kunne finde på at lægge ord i munden på, sagde:
“Det er muligt, at jeg finder humoren en anelse pueril, og at jeg ikke nødvendigvis synes, at en så stilistisk stramt defineret genre levner megen plads til personlighed og eksperimenter, men Stormtroopers of Love gjorde det, de skulle. Det var underholdende, og humøret var højt. Og lad os så komme hjem. Jeg er sulten, far.”
Stormtroopers of Love