Svendsgade: tre bands, én parcelhuskælder
Nogle vil kalde Svendsgade for byens mest ramponerede parcelhus – vi kalder det byens bedste scene.
At Svendsgade er Odenses bedste scene netop nu er måske ikke gået op for alle i det syddanske. Ikke desto mindre er det temmelig sikkert tilfældet, og jo mindre vi taler om det, jo længere tid kan vi potentielt have fornøjelsen. Der er noget bekræftende i, at en DIY-ånd i en parcelhuskælder til forskel fra de statsstøttede faktisk leverer, når det kommer til vores genrer. At den mindre størrelse scene, og dermed tættere atmosfære, er en mangelvare, men leveres af gutterne i Svendsgade er selvklart hvad, der gør forskellen, og skal du have sved på panden, moshes i stykker eller have kalibreret høresansen, er det her det sker.
Jeg ankommer tidligt, det kan let blive en proppet aften og med en kapacitet på max 50 mennesker – og en plakat med Social Decline, Anti Ritual og Smertegrænsens Toldere på – har det potentiale til at blive yderst presset. Som jeg entrerer kælderen, og festen, under parcelhuset på Svendsgade finder jeg i baglommen heldigvis de ørepropper, som jeg troede, jeg havde glemt – Anger Management Booking har for vane at være intenst på alle parametre.
Social Decline går lige på og hårdt, og scenen er sat med PFLP-Flag og skrevne fornuftigheder om våbenhvile. Vi befinder os i en antifascistisk zone, og selvom orkestrene ikke selv har stået for udsmykningen, lader det til at passe godt ind denne aften, hvor parolerne får frit løb. Social Declines crossover-thrash med punkede elementer er en fin starter, og gulvet er da også så småt i gang. Et band giver den gas, et publikum giver den gas. Perfekt. Det er det, vi er her for.
Faktisk er der altid godt gang i Svendsgade. Det er det, der gør stedet unikt i Odense disse måneder, det “mindre” antal gæster og det naturligt klejne “venue” går op i en højere enhed og er en fuldendt symbiose til genrerne punk, hardcore og metal.
Også derfor skrues intensiteten op, da Anti Ritual smider benzin på bålet, giver afdøde Søren Krarup en velfortjent sviner og springer en guitarstreng. Jacob Krogholt får hurtig skiftet strengen ud, og i ventetiden sparer folk op til at eksplodere, da Anti Ritual endelig går i gang, sådan rigtigt – der er i hvert fald skruet op for aggressiviteten, både hos band og publikum, og gulvet bliver hurtigt et ægte Svendsgade-gulv. Det er den slags gulv, hvor man skal tænke over, hvor man placerer sig, hvis da ikke at man vil være med – og vil man som denne skribent også gerne forsøge sig med at tage et par billeder, gælder det om at holde godt fast i telefonen. Sådan skal det være. Hvis bare det altid var sådan. Publikummet under parcelhuset bør give sig selv en hånd.
Det ér dog et klimaks, da Smertegrænsens Toldere indtager hjørnet og sender deres hardcore punk ud over kælderen, der nu er helt presset med folk. Fra første sekund er både publikum, band og måske især forsanger Mads Stobberup på, og intensiteten er til at tage og føle på. I hvert fald er det varmt, fugtigt og hårdt. Jeg selv bliver skubbet tilbage i sofaerne bagerst i lokalet og øjner chancen for at stille mig op i dem for at tage geniale billeder. Det er tydeligvis kun i teorien, det virker; de er meget langt fra geniale, men det er en afgjort hidsig koncert, og folk bevæger sig uafbrudt, både på gulv og i sofaer. Toldernes show er også befriet fra den slags paroler, som de fleste desværre vælger ikke at leve op til i det daglige. Det er sådan set rart, selvom man skulle være enig. Walk the walk.
